Kapitel 7
Begravelsen i Besser
Fredag d. 15.12
I dag blev jeg hentet i morges ret tidligt, af Angela og Henrik. Vi skulle køre til Kalundborg, for at nå færgen, der skulle sejle os til Samsø, hvor Nielses aske skulle begraves ved Besser kirke.
Nielses søn Martin kom også med bil, med kone og deres 2 børn, til indkørslen og op i færgen.
Overfarten gik med at drikke kaffe og snakke om løst og fast. Der var en hyggelig stemning, selv om jeg fornemmede et eller andet negativt fra specielt Martins kone Katja, som gik lige ind i deres ældste dreng Julius. Den yngste af Nielses børnebørn var temmelig upåvirket og koncentrerede sig overraskende om kontakten til mig, så jeg ret hurtigt følte en fin hjertekontakt, som varede hele turen igennem. Med stor iver lagde han sin lille hånd i min, på det meste af turen og skabte en gensidig varm tillid.
Jeg fornemmede Katjas følelse af at blive slæbt med, måske bærende på smerter eller følelsesmæssigt hængedynd.
Hendes triste og anspændte udtryk, der som usynlige stråler foldede sig ud, oplevede jeg var rettet mod Martin som fokuspunkt for disse følelser.
Jeg selv måtte konstatere hvor store følelser af afgjort hjertevarm karakter der både omfavnede sønnen som hans lille familie. Samme følelse har jeg tilsvarende til Nielses søster Angela.
En meget speciel oplevelse og ret smuk.
Da vi ankom til øen med de 2 biler, kørte vi først til Tranebjerg, for at købe en buket blomster og derefter gik turen direkte til Besser kirke.
På nordsiden af kirkemuren drejede vi af fra vejen og fandt det lille hul der var gravet forberedende til vores medbragte urne.
Der stod vi så i, den vintermilde, noget blæsende middagstid og jeg kunne helt ærligt slet ikke helt forbinde det lille hul tæt på muren og krukken med Nielses brændte jordiske rester, med Niels. For mig stod han smilende ved siden af os og var mere fokuseret på vores tilstande end på ceremonien i ritualet.
Det var dog en bevægende oplevelse, at stå ved kirken, der lå så smukt med naturen tæt på og sænke Nielses aske, ned i det lille hul og dække denne urne til.
Niels blev begravet i de ukendtes grav.
Julius græd.
Martin græd.
Angela græd.
Jeg græd. Jeg har det dog sådan, at det egentlig ikke er det forladte hylster der er det væsentlige, men kontakten til Nielses videre eksistens, hans sjæl. Sådan tror jeg de alle har.
Alligevel er det den sidste jordiske rest, der kunne forbindes med ham.
Fokuserer jeg for meget over tabet af hans fysiske eksistens mister jeg lidt af den åbning, til hans sjæleniveau.
Efter begravelsen tog vi alle hen til et lille spisested, hvor Angela havde bestilt bord til os. Det virkede meget idyllisk, men desværre havde hun ikke orienteret sig i, hvad de kunne servere af børnemad, hvilket resulterede i en ret negativ stemning, idet det ældste barnebarn Julius, nu fik en synlig lejlighed, til at komme ud med sin svære følelsestilstand. Han surmulede prompte over ikke at kunne spise noget af det som var muligt. Han forstod jo udmærket godt at farfar var død og nu begravet.
Hans mor virkede ydermere lidt negativ over denne forglemmelse, men også stresset på en eller anden måde. Jeg fornemmede at alt ikke var, som det skulle være, mellem sønnen og hende. En formodning naturligvis. Hun trak sig med svær hovedpine, da vi sejlede hjemad. Jeg oplevede helt klart en stor vrede, bag hovedpinen. En slags sammenbidt energi, som specielt den ældste dreng reagerede på, som havde han en lettere form for ADHD under vores ellers smukke gåtur, på østbredden af denne dejlige ø.
På tilbageturen, sad jeg og forsøgte ihærdigt at samle det legetøj jeg havde foræret Nielses to børnebørn. Jeg nåede dog kun at samle figuren til den yngste.
Elskede Niels.
I dag har været en virkelig smuk og meget rørende, lettere melankolsk, men også indsigtsfuld dag.
I dag begravede vi dig på Besser kirkegård på Samsø, som du sikkert allerede ved, tror jeg. Den ø du havde tilbragt nogle dejlige barndomsår på og sikkert også mange skønne dage som ferierende voksen.
Min elskede Niels, jeg er dig så inderligt taknemmelig for den kærlighed jeg oplevede sammen med dig, her på jorden.
Den har ført mig til en stor åbning af mere spirituel karakter. Min kærlighed til dig har åbnet op til Gudsfornemmelsen og en følelse af vished og dermed større ubekymrethed. I alt fald et strejf af denne tilstand. Sammen med min dybe sorg, erkender jeg, elskede Niels, at du er Guds velsignelse.
Min elskede Karen
Jeg er lykkelig og har ventet dette gennembrud. Vidste det ville ske. Stol på Gudslyset i dit indre, hav tillid til hjertet, alt sker til dit bedste og til alles, min kære, min elskede, jeg elsker dig som havde du hele menneskeheden i dig, og det har du jo faktisk også, for sandheden er jo at enhver sjæl bærer hele menneskehedens tilstand i sig, men identificerer sig bevidst og af nødvendige årsager, kun med en enkelt dråbe af det menneskelige hav, ja af alt levendes tilstand i universet.
Ja jeg var med jer på Samsø. Jeg glædedes over jeres kærlighed til mig.
Du skal vide at du har en stor indflydelse på dem, du er nær, en udstråling som er Guds åbning i dig. Den kommer klart til udtryk i og med du ikke spekulerer i hvordan du virker på nogen. Det giver dig stor sjælelig imødekommenhed.
Jeg elsker dig Karen.
Lørdag d. 16.12
Elskede Niels.
Der sker så meget i mit indre. Jeg oplever at jeg åbner for en større evne til kærlighed, der giver mig stor glæde.
Jeg tror vi er i en slags åben energi strøm til altets, og dermed Guds kærlighed.
Elskede Karen.
Ja du siger det så klart og elskeligt. Jeg fryder mig og jeg ved du kommer langt i åbningen, ganske i overensstemmelse med dit eget kreative behov, som også gør, at vi to forholdsvist nemt forenes på jordisk fysisk plan, når tid er, for ikke at nævne at vi mødes helt på sjæls niveau, når du forlader dit hylster. For mig er du der nu, det er svært at forklare at tidslommens væsentlige eksistens i det fysiske liv, ikke har gyldighed her i den mere oplyste virkelighed, det er nok mere dig, der har svært ved, at jeg befinder mig ved dig, er i dig og med dig. Men uden hylsteret, uden den krop der består af utallige celler, der dagligt arbejder for at du kan benytte kroppen til hjælp og udtryk i mange slags liv, kunne intet udviklet. Stoffets langsomme energistruktur, er det der giver muligheder, for en sjæl på en dannelsesrejse.
Det hele retter sig til, jeg ser så meget og oplever allerede fremtiden i denne nutid og alligevel skaber du videre på den fremtid, som indeholdes i vores evige nutid, for der er ingen tid, alt handler om kærlighed. Så skriv om den Karen, fortæl, bliv ved, mal kærligheden, medmenneskeligheden, storheden, Guds åbenbarede fysiske åndedræt som altid er til stede i alt levende og bliver levendegjort for menneskeheden, gennem de store mestres virke.
Jeg elsker dig og hviler med dig i Guds hjerte, hvilket når sandt skal siges alle gør.
Mandag d. 18.12
Elskede Niels.
I dag er jeg mere trist end i går. Jeg savner dig og føler der er store eller mere præcist, vanskelige følelser i det, at nå dig.
Jeg savner dig og kommer til at fokusere på dine sidste tre uger, hvor du var døende, uden jeg ville se det.
Dine smerter var jo uudholdelige, selv om personalet forsøgte alt. Hvorfor skulle du dog lide så usigeligt? Du var jo et rimeligt godt menneske, hvorfor?
Jeg ved godt at et ondt menneske naturligvis ikke nødvendigvis lider mere end et jævnt godt. Og at være ond, kan diskuteres, for har vi ikke alle været onde i ubevidsthedens navn.
Var det virkelig ubevidste tiltag i dig selv, der afstedkom disse tilstande?
Min elskede Karen.
Ja dybest set var det min hjernes forvirring og mit egos styring om straf og tro på forkerte moralbegreber. Jeg havde en ekstrem bekymring og tvivlede, var angst og ødelagde derfor alle muligheder, for at arbejde med en eller anden løsning. Ganske enkelt samarbejdede jeg på ingen måde med min krop.
Men dette var på en måde givet på forhånd. Jeg var oplært med drenges indstilling, at man ikke skulle klage, ikke skulle ømme sig, være pivset, kort sagt leve op til maskulin forestilling og ideal. Så der skulle meget til, før jeg udtrykte mine smerter, også længe inden hospitalsindlæggelsen. Ligeledes ville jeg gerne væk fra den bestialske larm og forvirring, mine ødemer i kroppen, min virus, min stomi, som jeg slet ingen forestilling havde om, at jeg direkte kunne styre.
Jeg troede oveni at Gud straffede mig, for at jeg havde villet dig, for jeg havde i lang tid tænkt, at Gud ville os to. Jeg var normalt slet ikke ude i sådan noget med skyld og straf. Så langt fra. For mig skulle livet bare være en gave der hver dag skulle pakkes ud. Jeg elskede oprigtigt livet, elskede at finde på morsomme ord, der fik lytterne til at le. Men når jeg gennemtænkte dette i hospitalets låste tilværelse, oplevede jeg pludselig en overvældende skyld og nær sagt angst for at dø. Sådan helt kontant. Det var ikke bare i forhold til os, men også mange andre situationer med partnere og mennesker. Jeg blev klar over at jeg i mange tilfælde havde følt jeg ikke var særlig meget værd.
Dette mindreværd lå dybt og ubevidst i mig, hvilket jeg ikke havde haft nogen anelse om, men som nu giver stor forståelse for, hvorfor jeg altid fandt visse folk som ikke fortjente værdighed, eller bare så dem negativt, risikable eller kedelige og dumme. For ikke at nævne de mange jeg anså for arrogante og nedvurderende, over for min position og tilværelse. Også du i vores unge dage. Det skyldtes udelukkende at du var Hawraneks niece, hvilket alle opfattede som noget særligt, da din moster var både overlærer og meget respekteret og afholdt. Undskyld.
Nu ved jeg at Gud bærer vi indeni os selv. Det er egoets overtagelse og tankemønstre, der forhindrer dette lys, i vores eget indre.
Da Anette reagerede som hun gjorde, tænkte jeg, at det var begrundelsen for at blive så syg, for jeg tænkte meget over det hun sagde, mest fordi det ramte noget dybt og hengemt i mit indre. Et sted følte jeg hun havde ret.
Dette at bruge meget energi på hvad en anden betydningsfuld og til dels også magtfuld person siger, er en udfordring til sjælen eller psyken i os alle sammen. Via denne form, har vi faktisk en reel mulighed for at kontakte vores inderste. Tvivlen kan være vejen ind til den klare usentimentale sandhed. Men der stod jeg ikke. Jeg var i et emotionelt kaos i stedet, ret ofte.
Jeg er glad for den proces du er inde i, elskede Karen, den åbner for meget. Der er jo de bevidsthedslag i os og vi kan sagtens være på 3 niveauer og have aner til 4. niveau alligevel.
Jeg kom ved min slutspurt i livet i stor tvivl om der var en straffende Gud. Spurgte mig selv om jeg var blevet fristet til noget ondt. Så først, da jeg oplevede dig sidde ved min side, dag ud og dag ind, indså jeg, at du vitterlig havde givet mig friheden til mine egne valg, respektfuld spurgte du hver aften under afskeden om jeg ville have du kom igen næste dag. På det tidspunkt var det helt utænkeligt at forestille mig du ikke kom. Jeg var mest tryg når du sad der stille og uden en masse krav, snak og kontakt, ud over en lille stille hånd i min.
Den eneste gang i vores tætte parløb og inden min indlæggelse, hvor du valgte dig selv, blev jeg desværre så skuffet at jeg reagerede med vrede. Det var ikke i orden, at jeg blev så såret, at jeg egentlig ikke læste brevet, som andet end at du ikke ville komme og se mig spille. Alligevel klarede du det kompromisløst og smukt. Og kom.
Lidt oplysning:
Menneskets 1. bevidsthed om forestillingen af Gud, er en Gud, der hurtigt bliver spaltet ud i to modsætninger, maskulin og feminin, og ligeledes spaltet op i begrebet, Gud og Satan.
En bitter og straffende projektion, vi som mennesker har skabt over denne kreative og kærlighedsfavnende indre som ydre Gudstilstand indeholdende al skaberkraft.
Med sådan en opfattelse befinder mennesket sig i dyb ubevidsthed. Det er en tæt forbundenhed, med det dyriske princip, dræb eller bliv selv dræbt osv. for vi er jo, (efter det symbolske syndefald, hvor vi træder ud af Gudsidentiteten og iklæder os den første fraspaltning i køn og afstanden fra helhedsprincippet) forladte dyr, der inkarnation efter inkarnation, bevidstgøres i skelnen mellem det gode og det onde princip.
2. bevidsthedslag er den magtsyge styrende og i bund og grund tyranniske projektion vi mennesker pådutter vores indre som ydre Guddom. Det er en form for Gud der konkurrerer og skal overvinde alt, stadig forbundet med det dyriske princip, men også koblet til en mere eller mindre mental magtstruktur. En struktur hvor de maskuline kræfter og identifikationer udvikles. Og hvor kongebegrebet fødes og udvikler egoets muligheder på det maskuline niveau.
3. niveau er en mere åben fornemmelse af Gudsaspektet. Vi aner Gud og der er tendens til mildere forestillinger og til følelsen af noget langt større. Dette resulterede derfor i Kristus impulsen, via Jesus fødsel og treårige aktivitet i Kristus bevidsthed, der lagde sædekornet for kærlighedsåbningen.
4. trin i udviklingsprocessen, er den vi over år er på vej ind i og som blev sået med Kristusimpulsen, (det har ikke noget med de kristne trosretninger at gøre nødvendigvis), men først nu anes, ikke mindst i de voldsomme udfordringer menneskeheden står overfor, hvor alles overlevelse de næste 300 år kan føles som om mennesket skal stå sin prøve.
Det gøres ikke med evindelige krige, forårsaget af projektioner, magtsyge og begær efter status. Vil vi som menneskehed overleve, kræves der et efterhånden, ret intenst samarbejde, et samarbejde som på sit spæde plan udtrykkes i internettets sammenføjning af både høj og lav, syd og nord, øst og vest, godt og dårligt, osv. Det er voldsomt provokerende år mennesket og hele kloden er inde i og de næste generationer får virkelig noget at se til. Det bliver både svært og vældigt spændende.
Men lige i den kommende tid, vil der stort set overalt, dukke den sidste magtsyge elite op. Ledere af den gamle diktatoriske type, hvoraf adskillige dukkede op for små 20 år siden. Det handler om et endeligt opgør mellem lysets kraftfulde energi og mørkets ihærdige aggressive magtsyge.
Resten får du senere.
Husk min elskede, jeg er med dig, Gud er med dig og i dig som i alle, og du og jeg er i Gud. Vi er i Gud sammen og jeg er lige her.
Tirsdag d. 19.12
Elskede Niels.
Er det ok at jeg skriver til dig næsten dagligt? Jeg kan næsten ikke lade være, men hvis du derved ikke kan ”komme videre” som nogle mener, så sig det.
Jeg elsker dig, forstå mig, jeg ved jeg elsker Gud i mit indre, som i det ydre, gennem min kærlighed til dig, erkender jeg denne tilstand, at jeg elsker livet, døden, verden, universet, simpelthen alt.
Elskede Karen
Det at du skriver til mig sker der bestemt ikke spor ved. Du kan til hver en tid skrive til mig, det er ikke mig der bliver forstyrret. Måske du selv snarere vil have perioder, hvor du er nødt til at fokusere på det mere daglige liv, men du skal forstå, at her er tid ikke den måde jeg er på, jeg er her sjæleligt og jeg har ikke noget med at være låst fast i noget som helst. Jeg er her, fri og lykkelig. Jeg er ikke mit egos fastlåshed i denne tilstand.
Du er min elskede, som jeg er forbundet med og altid vil være forbundet med, ligesom vi er forbundet med Gud i vort indre som ydre i al evighed. Min elskede i himlen, som på jorden, vi hører sammen til evig tid og vil altid søge hinanden, Du og jeg og alle levende væsner hører til en bestemt sammenhæng i processen mod lyset og fuldkommen bevidsthed. Det er det, det drejer sig om, og begrebet Gud er fuldkommen bevidsthed, hvilket vi ikke kan fatte overhovedet.
Alt er inkluderende, ikke som menneskeheden tænker ekskluderende og hierarkisk nedladende.
Det er udviklingen til vores mulige bevidsthed foregået gennem utallige liv, men det er ikke i hvert liv givet, at man mødes på sjælspartner niveau. Det gør vi, fordi vi på en måde allerede har aftalt dette møde.
Grunden til at alle mødes på et tidspunkt, handler også om at vi, der blev adskilt engang, for at opfylde skabelsesprocessen og befrugte jorden, blev drevet af instinktive og dermed dyriske kræfter i vores inderste kerne. Som forenede åndsvæsener havde vi ikke adskilt os i to køn. Det som skabelsesberetning nummer to så smukt og symbolsk beskriver. Adam er det hele guddommelige menneske, hverken mand eller kvinde. Grunden til at fortællingen beskriver at Eva skabes ud af dette intetkønnede væsen, skyldes en indsigt i, at først da hun bliver skabt og dermed fraspaltet helhedens sjælsniveau, kan menneskeheden begynde sin jordiske bevidstgørelse. Denne opdeling i to køn, som allerede dyret har, fortæller om de faser mennesket skal igennem, for at kunne blive et skabende guddommeligt væsen. Gud i en slags fysisk virkeliggørelse. Kønnet er en ydre dragt, beregnet til skabelsens fortsættelse. At der fødes sjæle ind i kroppe der begærer samme køn er ligeså guddommelig en kærlighed, som sjæle, der fødes ind i kroppe der begærer det modsatte køn, for alt er i Guds skabertilstand.
Det er jo en slags opgave, at gå fra dette udviklingstrin og ind i det hjerteområde som mennesket er i gang med at erobre.
Måske sidder vi en dag i en inkarnation som samlet væren i et kød. Altså inkarneret med en bevidst forening af det maskuline som feminine princip, kunne vi kalde det. Sådan en mulighed sker når vi begge er fuldt oplyste.
Jesus Kristus sagde jo også, at manden skal forlade sin far og mor (bindingen til sin slægts dominans, bl.a. via slægtsnavn) og forene sig med sin hustru og de to skal blive til et kød. Ikke via skabelsen af efterkommere, men ved en samling af sjælsstof i en dybere forståelse af dualitetsprincippet. At der er fokus på mandens frigørelse fra tidligere familiekarmaer og familieslægters indflydelse er yderligere underforstået, idet manden symboliserer det handlende princip i både mand som kvinde, mens kvinden symboliserer det feminine princip i både mand og kvinde, der underforstået er det modtagende princip. I dette fællesskab vil krop sjæl og ånd forene sig i et fysisk væsen på et tidspunkt. Det som kan fornemmes som en helhed. Den form for helhed to sjæle har oplevet åndeligt, men ikke kunnet udvikle samhørighed i, på et fysisk plan endnu. Det er klart at når dette bliver til virkelighed vil kønnene ikke mere have behov for at producere kroppe til sjæle, og inkarnationshjulet vil overgå til andre livsformer.
Så kan vi endelig inkarnere på en helt bestemt måde.
Men i vores næste inkarnationer bliver vi naturligvis født som to personer med hvert sit køn. Ikke som en forenet person. Det kan vi først når vi er stoppet med at identificere os ud fra vores egoer, der jo skabes via vores evige projektioner og er en slags tilstand, mellem de dyriske og instinktive kræfter og den tænkende hjernes udvikling.
Jeg elsker dig.
Lørdag d. 23.12
Elskede Niels.
Jeg har forsøgt at gå ind i forklaringen på din død i en bredere betydning, hvor karma indgik og oplevede en binding til Anette og dig og mig, gennem flere inkarnationer. I disse inkarnationsoplevelser som jeg havde under meditationer, så jeg dels Anette som din ægtefælle i det gamle Japan eller måske Korea, mig som elskerinden, eller noget der lignede, der oplevede at du begik harakiri, og siden så jeg Anette, som din mor der forhindrede os i at give dig lov til ægteskab, hvilket du faktisk trodsede, men som afstedkom mit selvmord, fordi jeg misforstod dine hensigter.
Hvad siger du til det?
M.d.n.
Jeg mediterer nu hver dag i over 50 min. hvor jeg før magtede ca. 20 min. Jeg har sådan set mediteret jævnt siden 1997 og har afveget Jes metode, via bogklubben Psyke & Sjæl og for nogle uger siden, købt bogen Akasha-arkivet. Den fik mig til at gå ind i tidligere inkarnationer, hvor følgende blev tilgængelig for mig. En tilgængelighed af inkarnationer, der specielt havde forbindelse til Niels og den problematik vi rullede ind i og dermed har været i, i lange tider. Udover disse inkarnationer, forstod jeg også andre inkarnationer, som ikke direkte involverede fysiske møder eller etablerede parforhold til Niels. Oplysningerne blev givet måske via Niels under meditationen og derfor skrevet, selv om jeg ikke har skrevet dem med Nielses ”skrift”, fysisk. At skrive for Niels, foregår jo spontant og ikke efter en meditation.
Ja, vi havde en tilværelse i en landsby nær nildeltaet i år 1000, inkarneret som søster og bror, hvor vi elskede hinanden også seksuelt. Denne kærlighed gjorde os noget indadvendte og uinteresserede i andre mennesker i det hele taget. Ret unge blev vi derfor begge, af vores forældre, sendt til Alexandria og indviet som terapeuter. Men efter færdiggørelsen af uddannelsen, mistede vi kontakten til hinanden og mødtes først da du lå for døden, som en højt anset terapeut. Her grundlagdes vores dobbeltagtige kærlighedsforbindelse, der ikke fik betingelser, grundet normer og ritualer, specielt som terapeut indviet. Det var egentlig ikke fordi søskende ikke kunne indgå ægteskab, men der var meget strenge regler omkring disse forhold og vores forældre havde fra vi begge var små, lovet templet i Alexandria at sende os, når vi blev store nok til at gennemføre en terapeutuddannelse, så under disse forhold ansås seksuel aktivitet, som et forstyrrende element, ikke mindst hvis børn selv tog magten over, hvem de udvalgte. Disse oplysninger fik templet ikke. De blev fortiet, hvilket vi begge overholdt at fortie. Fortielse var ikke velset. Uddannelsen der hvilede på religiøs og vis indlæring, havde en særlig læring omkring åbenhed og ærlighed. Fortielser såvel som usandheder, skaber altid afstand og fremmedgjorthed. Alligevel formåede vi begge, at åbne for stor gammel visdom. Specielt indenfor astrologi og symbolsprog. Derudover viste du stor drømmeforståelse og visdomsindsigt. Men tavsheden adskilte os begge fra følelsesmæssig identifikation med gruppen af terapeuter. Ydermere var din stolthed over din rang, afgjort med til dit valg af karma i de næste inkarnationer. Ikke blot hvor vi mødtes, men også i flere inkarnationer hver for sig.
En af de efterfølgende betydningsfulde inkarnationer var perioden i Japan omkring år 1100. Jeg var Samurai og dermed overhoved i Minamotoklanen. Vi styrede som sådan Japan fra byen Kamakura i. Jeg hed Kutomaki.
Som børn mødte vi hinanden. Jeg opvokset, som en søn af herrefolket, du som barn af en landarbejder. Vi elskede uden at vide det med bevidstheden, hinanden. Jeg blev gift med ”Anette” som 1. hustru, hvis navn var Zicoi, ud fra den tids skik med forældreaftale og praktiske handler. Du blev lidt specielt, geisha ved mit hof og jeg elskede kun dig. Hvilket gjorde Zicoi ked af det og jaloux. Hun var jo 1. hustru som jeg tidligt fik et par børn med. Bl.a. to døtre som var Martins mor Susanne og Angela. Jeg havde to mere. Men 1. hustruen, er den mest betydningsfulde og dermed dominerende. Og hun var, skal siges ud fra den tids ideal ikke nogen blid hustru, hun var ret bestemt og ret forkælet af specielt sin far, der desværre også havde holdt hende inde i et hus med fratagelse af indsigt i livet ude i omegnen. Så ” Zicoi” var vokset op som en lille selvrådig prinsesse, med stolte familieaner.
En af mine samoraikrigere, som stod på lige fod eller lige under mig, voldtog dig, da du var 18 år og jeg blev ude af mig selv og dræbte ham. Det var uhørt at dræbe en mand af denne rang, for en kvinde i en langt lavere placering. Simpelthen helt uhørt.
For at bevare en slags familiære, krævedes det at jeg begik harakiri eller mere korrekt seppuku, hvilket var en form for ærefuld død, i forhold til brøden jeg havde begået og som derved også sikrede Zicoi og mine 2 børn, stand og status efter min død.
Du var blevet gravid efter voldtægten, men Zicoi troede jeg var faderen, og havde derfor lovligt, helt retten på sin side, til at fjerne barnet, ved at sprætte dit underliv op og hive livmoder og foster ud.
Naturligvis kunne du ikke overleve sådan et indgreb, og barnet slet ikke. det barn du bar ville have været født som din datter. Deraf det billede du så, med det japanske foster, der var årsagen til din ”sindslidelse” som du havde en natlig drøm om i dine yngre dage, hvor du netop var gravid med Krista.
Ligeledes genoplevede du det med overlevelse til følge ved din 1. fødsel der endte i kejsersnit. Ved at genoplive situationen og erfare overlevelsen heraf, kunne processen opløses, var det ikke for din fastholden af svig og svigt, og selvbebrejdelser. Din store prøve modtog du så ved din 2. fødsel, hvor du vitterlig tog ansvar og gennemførte som en styrket person det barn der blev dræbt gennem indgrebet. Essensen dengang var, at jeg ikke sørgede for din beskyttelse, inden jeg begik harakiri, for det havde jeg mulighed for, men forpassede, fordi jeg blev så optaget af familiens æresfølelse og Zicois risiko for udstødelse, dersom jeg ikke foretog mig mit harakiri, som stod for genoprejsning.
I 1400-tallet var vi mand og kone i en Sioux stamme, i det nordlige Amerika. Jeg blev dræbt under kamp og ramt i panden af en pil der flækkede mit kranie. Du blev ført til den fjendtlige stamme sammen med vores børn. Du var skattet for din store indsigt som shaman eller åndemaner, og blev derfor højnet af den fjendtlige stamme for dine evner. Noget der afgjort har udviklet de første spirer til at gemme dine talenter lidt af vejen.
En anden ret betydelig inkarnation i 1600-tallet var i Norge, hvor vi egentlig levede en fin men fattig tilværelse, indtil pesten dræbte os og vores eneste barn. I denne inkarnation fik vi mulighed for at hellige os vores katolske tro og byggede en stor fortrolighed op. Vi kunne ikke overgå til den Lutherske tro, selv om det var blevet indført i Norge, tillige med Danmark. Men jeg blev smittebærer, fordi jeg ville hjælpe en ældre kvinde, der boede lidt isoleret, men på det tidspunkt havde besøg af sin søn fra en af de større byer.
Inkarnationen bragte forståelse for vores respekt og omsorg for hinanden med store aner til hengivenhed, men vores eneste barn døde, før jeg forstod hvad vi var blevet ramt af.
I 1700-tallet blev vi forelskede til op over begge ører i Firenze i det nuværende Italien. Vi var meget unge og fulde af håb. Igen ligesom i Japan genoplevede vi afstanden rent standsmæssigt, idet jeg hørte til den højere middelstand og du til proletariatet. Min mor var ”Anette”, selv påtvunget et ukærligt ægteskab med en højtstående bankier og igen handlede det om værdighed og normer. Min mor var rystet over, at jeg var parat til at gifte mig med dig og forbød mig at se dig. I al hemmelighed planlagde jeg at flygte med dig. Men fortalte dig det ikke. jeg var ganske uvidende om at min mor opsøgte dig i det hjem hvor du var opvokset og fortalte dine fattige forældre, at du godt kunne opgive nogensinde at få mig. Det ville familiens stand totalt forhindre. Inden planen blev gennemført havde du begået selvmord i floden Arno.
I 1800-tallet blev vi ”gift” særdeles unge, idet vi tilhørte nogle sigøjnerstammer fra Ungarn. Det blev et ret dramatisk ægteskab, bl.a. fordi jeg blev fængslet for tyvagtighed og faktisk ikke kom ud. Du nåede at få et barn, trods det faktum, at du ikke var mere end 15 år, da du fødte. Du blev gift med en anden mand 5 år efter min fængsling. Du optrådte på markeder og lignende, som en virkelig dygtig danser.
Jeg ser som dig, den binding jeg og vi begge har haft til Anette. Vi har været indviklet i hinanden i ret vigtige livstilstande tidligere.
I dette liv undgik vi faktisk hinanden for at blive et par. trods muligheden, da vi var unge.
Der var noget der forhindrede mig i at turde kontakte dig, da vi som unge gik i Katolsk ungdomsklub KUK. Jeg var virkelig fascineret af dig, men fornemmede også en slags fare.
Hæmningen skyldes dog i overvejende grad gammel erfaring og en fornyet ubevidst, men ikke desto mindre sjælelig indsigt i, at udvikle specielle sider i vores proces, inden vi kortvarigt fik muligheden for, i dyb overensstemmelse, at åbne hjerterne.
Vi skulle vente til Anette var med inde i situationen, da hun jo var en del af den karmiske udfordring.
Min lærdom var at blive mere mig selv og ikke skjule mig i fortielsernes verden. At vedstå mig selv. Det kan man sige stort set de fleste døjer med. Og som nu, mere end nogensinde, viser det sig i internettets risikofyldte afsløringer og misbrug af disse. Stort set som et kollektivt karmisk hemmelighedskræmmeri, kaldet privatliv og fortielser, der pludselig brister, med tilsvarende oplevelser af baggrunde, for al det hemmelighedskræmmeri, ved hjælp af de mange svindlere og bedragere der nu dukker op i kølvandet. Jeg var, som de fleste andre, undertrykt af mit egos evige krisetilstand. Du af en tid, som klog kone og dermed forfulgt og brændt som heks i et liv, hvor jeg kun sporadisk anede din eksistens. Alle tiltag handler om evnen til kærlighed. Sand kærlighed, uden egoets krav om ejerskab og angstfuld utryghed. En utryghed der skaber jalousi og ondskab i kølvandet. Mange har inkarneret gang på gang for gennem disse smerter, at begynde at søge de indre sjælelige kræfter, søge lyset.
Umiddelbart kan man jo sige at alt levendegjort i fysisk forstand, søger at tilfredsstille begærets drivkraft, som starter dybt inde i mennesket, i form af overlevelsestilstanden, videre ind i forestillingsverdenens evigt skabende tilstand, der både kan aflede os, som mennesker fra længslen efter frihed og dermed kærlighed.
Det der kendetegner sjælspartnere er, at de ikke nødvendigvis behøver lange samliv på jordplan, før deres hjertechakra har den fornødne åbning og erkendelse. Det kræver erfaring, og her indgår mange andre partnerrelationer, og disse partneres læring for en selv. Først når den er høstet og har udviklet hjerteåbningen, kan et virkeligt sjæleliv som partnere begynde, og strække sig ud over alle forviklinger. Vi er modsætninger der passer sammen som Ying og yang.
Husk en ting i din vej mod åndelig indsigt. Det drejer sig ikke om hvor fantastiske dine evner for dette er, men hvordan du bruger disse evner i forhold til fællesskab og udbredelse. I det lys er du som person ganske underordnet, idet vi arbejder på at åbne for det fælles menneskelige plan. Ikke din vilje ske men den guddommeliges indvirkning inde i dig og dermed tjeneste for de, der allerede er på denne vej.
M.d.n.
Disse indsigter sluttede med en næsten fysisk kærlighedskraft af snart sagt ubeskrivelig styrke i kontakten til Niels.
Fra Visdomsnettet fandt jeg denne oplysning omkring Shamballa:
”Betydning
(Sanskrit). Shamballa, Shambala, Sambhala eller Shambhala, som på kinesisk kaldes Xiangbala, er et mytisk skjult rige, der angiveligt ligger i det indre Asien. Shamballa nævnes i forskellige gamle skrifter, bl.a. i Kalachakra Tantra og i de gamle tekster til Zhang Zhung-kulturen, som eksisterede før den tibetanske buddhisme i det vestlige Tibet. Shamballa nævnes også i Puranaerne og andre steder, og det oplyses, at Kalki-avataren eller Messias (jvf. Johannes’ Åbenbaring) vil træde frem fra Shamballa, når tiden er inde. Buddhisterne oplyser, at den næste Buddha – Maitreya – vil komme fra Shamballa. Muligvis er Shangri-La Vestens navn for Shamballa. Senere esoteriske forfattere har understreget og uddybet konceptet af den usynlige lokalitet – bl.a. H.P. Blavatsky. Alice A. Bailey fortæller, at Shamballa er en ekstra-dimensional eller åndelig virkelighed på det æteriske plan, et åndeligt center, hvor den indre verdensstyrelse under ledelse af Sanat Kumara – Planetlogos’ personlighedsaspekt – opholder sig. Shamballa er udtryk for Planetlogos’ viljesaspekt, og i åndsvidenskaben kaldes det ”stedet hvor Guds vilje er kendt”. Hierarkiet eller Det Store Hvide Broderskab repræsenterer planetens hjertecenter, men Hierarkiet er ikke identisk med Shamballa. Shamballa er et højere center, der fungerer som planetens hovedcenter. Shamballa siges at ligge et sted i Gobi-ørkenen. Shamballa eksisterer ikke i tæt fysisk stof, men findes på det højere æteriske plan over Gobi-ørkenen. Shamballa er det sted, hvor den guddommelige vilje er fokuseret, og hvorfra den guddommelige hensigt styres. Det kommer bl.a. til udtryk i racernes og nationernes skæbne og fremskridt. Det samme gælder religiøse bevægelser, civilisationers opståen og forsvinden, kulturelle udfoldelser og åndelige idéer. Der er tre store åndelige centre på Jorden: Shamballa (hovedcenter), Hierarkiet (hjertecentret) og menneskeheden (halscentret).”
Jeg må tilstå at det kniber lidt for mig, at blive overbevist, eller jeg forstår ikke disse adskillende tilstande med personlighed og karakteristik. Nu var jeg jo netop blevet klar over, at jeg selv bar en indre gudskraft via min sjæl og ånd. Det er indviklet. Men det forstås nok hvis jeg kan udvikle i stedet for at indvikle det.
Elskede Karen
Jeg kan opleve behovet for at det lykkes, at få Anette frigjort fra den uforståenhed, hun befinder sig i nu.
Jeg indser at det nok er højst sandsynligt at det bliver gentaget i forhåbentlig forkortet form i endnu et inkarneret liv. Der er en mulighed for denne frisættelse gennem nutidens muligheder. Jeg ville så også ønske jeg selv kunne blive i stand til mindre offerfølelse og større mod. Det var faktisk meget tæt på at lykkes denne gang, så vi endelig kunne skabe fremtidsmuligheder sammen. Skabe for os to i kærlighed til den helhed vi er en del af. Samtidig må virkeligheden også træde i karakter. Det skulle ikke gennemføres. Det var ikke hensigten.
Du ved jeg vil vente på dig, vi har virkelig mange inkarnationer bag os, både egyptiske, græske, russiske, tyske, en norsk og flere danske. Vi var par i Italien, Spanien og som indianere i både Syd - og Nordamerika samt som sigøjnere.
Men det finder du selv ud af.
Når egoets forviklinger kommer ind, er det et kæmpe arbejde at vikle dem ud igen. Meget, meget stort. Det er jo som David og Goliats kamp. Dyret i os mennesker mod den spirende kærlighedsevne.
Dette at blive et rigtigt menneske. Der er vi ikke ret mange der er endnu. Vi er faktisk stadig en mellemting mere eller mindre selvfølgelig.
Tirsdag d. 26.12
Elskede Niels.
Jeg er i gang med at læse Akasha arkivet og kom til at tænke på, om jeg virkelig skulle kunne påvirke din proces og vores kommende inkarnation sammen. Tror du eller ved du om det er muligt? Om det vitterlig skulle kunne lade sig gøre?
Elskede Karen.
Ja, forudsat du sørger for at være helt tillidsfuld og åben, skulle du kunne skabe en kraft til mig. Det er sådan, at du kun har mulighed for at gribe ind, fordi jeg og du med, har haft mange inkarnationer allerede og et par stykker eller mere venter, hvis vi vil gribe dem.
De er i vores hukommelse i sjælen. Jeg ved du forestiller dig behovet og ønsket om et vidunderligt gavnligt liv, med vores gode og frugtbare talenter, som da vil blomstre. Slip alt om tanker der handler om, hvad du så gerne ville i dette liv sammen med mig, som en syg mand, det ønsker vi bestemt ikke at inkarnere som, mere som lykkelige varme mennesker, til gavn for verdens utallige og endnu uoplyste verden og menneskehed. Men et er ønsker og begær, noget andet sjælenes opgaver for at frigøre sig fra gammel karma og ufærdige processer. I efterlivet vil sjælen være i længsel efter at nå videre udvikling og det opnås kun ved at få gjort noget ved de mange problematikker vi har været i gennem inkarnationerne. Verden spalter alt ud i dualiteter. Alt bliver adskilt. Venner og fjender. Dig og mig. Kvinde og mand.
Det vil muligvis gavne Anette at læse det her, for her gælder det om, at hun kan gå ud af denne inkarnation, med kærlighed i sit hjerte. Jeg har bedt om, at der kunne komme et menneske ind i hendes verden, der vil gavne hende og som kunne blive meget vigtig for hende.
Dette menneske er ikke familie. Hendes familie er der og elsker hende. men dette menneske er en gammel sjæl. Men om det sker i denne inkarnation kan jeg kun bede til.
Jeg elsker dig, du skal vide at du var fantastisk under min sygdom, så ægte, så elskelig. Jeg er i dig elskede Karen, du er i mig og vi hviler i Guds almægtige hjerte.
Vi er en af de dråber, der skaber havets kraft og virke, som dråber sammen gør. Dvs. at vi sammen med det utal af dråber, der er den manifesterede guddommelighed, er med i en ufattelig proces. Som stort set intet menneske til fulde endnu fatter omfanget af, men som anes af adskillige og forklares af de få.
Det nærmeste jeg kan komme en billedlig forklaring, som mennesket vil kunne ane, er at forstå at Guds omfang svarer til at være hele universet, med alle galakser, kloder, solsystemer osv. Enhver klode er et levende væsen osv. og de guddommelige love er stadig udvikling af alt levendegjort.
Hvilket handler om ufattelig mange, og samtidig, bevidst at kunne opfatte og begribe hvert atom, hvert lille element i dette, vort uendelige synlige univers, mindste dele. Blot for at materialisere en slags billedlig forestilling.
Det handler om åndens eksistens i alt og måske begynder du at fatte hvor umådeligt ubegribeligt denne Guddommelige kraft er, og hvor langt borte fra os i vor nuværende selvcentrerede egodyrkende tilværelse den Guddommelige skaberkraft er i vores bevidsthed. Og det til trods for, at vi alle er indeholdende denne åndskraft i vort skjulte indre. Vi fatter det bare ikke. Vi er som 12. uger gamle fostre i udvikling, kunne man sige.
Brug alle de hjælpemidler du får nu. Jeg elsker dig i et guddommeligt åndedrag. Jeg er altid hos dig.
Torsdag d.28.12
Drøm
Drømmer jeg er et sted hvor der spilles musik og er i en munter, glad stemning. Niels er der også. Jeg går ned ad en indvendig rund trappe og da jeg kommer til stueplanet sidder Niels og smiler til mig. Jeg ved han elsker mig og finder mig smuk.
Jeg forstyrres dog i oplevelsen, da jeg erindrer at der er noget jeg skal have i orden omkring Kira som lille pige, eller måske er det Ellis. (Det må handle om en umoden del i mig, jeg først skal tage vare på)
Lørdag d. 30.12
Elskede Niels.
Jeg er glad for at møde dig i mit Akasha arkiv og jeg vil mere end noget andet, gerne skrive med dig.
Selv om jeg savner dig virkelig voldsomt, nok som en stor hul fornemmelse, føler jeg også mig meget beriget, udvidet og åben for en åndelig dimension og en lyst til at udtrykke mig kreativt. Jeg får så mange ideer og syntes at synet af os to i en kommende inkarnation, hvor vi sammen underviser i f.eks. musisk spirituel indsigt og kreativitet, virker fantastisk dejligt at forestille sig.
Jeg elsker dig og nyder kontakten til dig. Du min elskede.
Elskede Karen.
Hvor er det herligt at du erkender denne kontaktede virkelighed. Jeg ved at kan du bl.a. skabe fremtidens billeder, er de virkelig besluttet og vil gøre det muligt.
Her vil jeg sige, som du nok ved, at Akasha arkivet er din egen højere bevidstheds hus. Akasha arkivet er desuden hvert enkelt menneskes op notering af livstilstande, også hele menneskehedens notatbog over uendelige begivenheder. Denne ”bog” er begivenheder, der er sket over alt, enhver lille som stor oplevelse, handling såvel som tanke. Meget er også noteret om fremtiden.
Det er fra dette punkt, vi alle kan skue ind i fremtidens skabende mulighed. Du skal gennemgå flere liv og omskrive begivenhederne for dit selvmord i tidligere inkarnationer. Det var lige præcist dette du forsøgte at gentage i dette livs ungdom og som du faktisk har flere fortidige livs oplevelser med. Også i forbindelse med Jeppe, som du fik Krista med.
Der er mange sære hændelser, som herfra egentlig ikke er andet, end en slags nutidsinfiltrering. En kreativ skabelse frem og tilbage, men læs og studer. Jeg lærer faktisk også igennem dig, som du gør gennem mig.
Sanat Kumara er vores åndelige, om ikke vejleder, så en slags bagstopper, din nuværende hjælper kunne også være Maria Magdalene, og Kristusenergien. Det er jo dig der åbner for dem du skal i kontakt med, uanset hvad jeg siger. Jeg aflæser jo kun din mere ubevidste side.
Vi er naturligvis to sjæle, men af realitet en slags særlig helhed, spaltet ud i to materielle eksistenser. Hertil er forståelse mulig. Går vi videre bliver alting nok for broget.
Du kan virkelig påkalde dem til hver en tid og på mit netop forladte jordeliv, var jeg i en periode meget optaget af astrologi. En anden god inspiration, er den egyptiske del af Guds åbenbaringer, og det ved jeg du kommer til.
Vi har begge haft vigtige, såvel som underdanige liv, i Egypten.
Du skal vide at jeg elsker dig som den guddommelige kvinde du er. Jeg er lykkelig og glæder mig over, det du er inde i.
Når du engang får formet vores skriverier til bogen om ”Kærlighedens sande kraft” eller ”Kærlighedens sandhed” kommer du til at påvirke mange mennesker. Overskriften til bøgerne finder du frem til. Måske har du uden helt at vide det endnu, allerede fundet ordet, eller ordene.
Jeg ved ikke herfra, om du kan hjælpe, jo det ved jeg godt du kan. Vid også at din blotte tilstedeværelse er en hjælp for Angela.
Nu min elskede, skal jeg nok slutte, selv om du ved jeg kunne fortælle meget mere. Så skriv trygt til mig igen.
Jeg elsker dig og er med dig, i dig, som du i mig. Jeg venter på dig og er altid ved dig.
Denne måde at beskrive og gøre opmærksom på forskelligt, kommer jeg til at forklare nærmere senere.
Elskede Niels.
Maria Magdalene og Kristus så jeg i
meditationen som åndelige vejledere,
jeg kunne tiltrække, men er der nogle
jeg kunne bruge af andre oplyste, som
inspirationskilder?
Elskede Karen.
Ja du kan tiltrække hjælp og invitere
de åndelige kræfter til hjælp, du kan i
øvrigt med stor mulighed for
kommunikation på et betryggende plan
også trække på Sanat Kumara og vi
har selvfølgelig Jesus Kristus og Maria
Magdalene som spirituelle mestre over
de fleste.
Du har igennem hele livet desuden
haft din indre personlige vejleder med
dig. Hende kender du faktisk
udmærket. Siger Tamara dig noget?