Kapitel 5
Frustration og overbevisning
Lørdag d. 02.12
Elskede Niels.
Nu må det være på tide du mere detaljeret forklarer mig, hvad der var årsag til at du døde.
Hvorfor havde du brug for at tale med en Psykolog?
Hvad gik dine tanker og forestillinger på?
eg er klar over, at der overordnet, kan være en mening med din død. Den prøver jeg ihærdigt at efterleve og forstå. Men gå ind i mine spørgsmål, please, det har jeg i den grad brug for.
Elskede Karen
Årsagen til min død har flere lag i sig og som du rigtigt skriver, er der den overordnede.
Jeg ønskede at tale med en psykolog fordi jeg følte mig tynget. Især af at have lovet Anette at der ikke flyttede en anden kvinde ind, lige efter at hun flyttede, samtidig med at du virkede så forundret over dette. Men det virkeligt tyngende var spørgsmål omkring død og min bekymring for jer alle, ikke mindst dig.
Egentlig var jeg uvis over hvor syg jeg dybest set var. Jeg regnede i lang tid med, at vende hjem, rask og med fornyede kræfter.
Min ærekærhed handlede især om hvordan jeg skulle gribe det an i forhold til, at jeg godt kunne se det ville være godt hvis du kunne tage vare på mig, når jeg vendte hjem, men umiddelbart blev ked af at såre Anette unødigt.
Derudover oplevede jeg dog også, at det ville være aldeles rædselsfuldt at jeg var årsag til, at du skulle have denne byrde på dig. Jeg fornemmede at valgte jeg livet, ville jeg være i en total uvirksom krop, der skulle bruge det tilbageværende forholdsvist korte liv på, at træne min krop op til de mest nødvendige ting. Jeg fornemmede måneder ja faktisk år, med store nedbrydende problemer.
Det var en stor del af mit dilemma. Jeg følte ikke, jeg kunne være det bekendt. Ja i grunden kunne jeg ikke være noget som helst bekendt for valgte jeg døden, smertede jeg mine omgivelser lige så meget som hvis jeg valgte en handicaptilværelse. Dog indså jeg at sliddet med optræningen ville knuse mere end den ville gavne os to og vores smukke ståsted indtil da. At vælge døden var det mest humane, trods modstridende længsler.
Og oveni begyndte jeg så at tvivle på Guds hensigt, for var Gud egentlig med os? Jeg havde ikke rigtig forstået lysets vej, mere moralens. Og som man godt ved, er moral ofte forskellig, ikke bare i en familie eller et område, men på verdensplan. Vi ved hvad vi kan, i hjertet. Vi tror vi gør gode gerninger ved at fortie. Vi tror vi gør det rette, når vi kæmper urimeligt for en sag, kæmper for at andre skal mene som os. Det er en blindgyde. Vi tror vi på visse områder, har lov til ting, som vi på andre områder, fordømmer. Vi er som børn der ikke ved hvordan vi skal gebærde os, over for hinanden. Gud var jo stadig en lidt straffende faktor for mig, nærmest en slags kejser, placeret langt væk fra mig i al sin ophøjethed, og derfor ikke en del af mig selv også. Det sad i mig fra min opvækst i barnetro, en tro som jeg absolut også udøvede i praksis, ganske uvidende om dens greb om mig og min handlekraft, selv om det i dag må erkendes at være en katastrofal misforståelse for millioner af mennesker. I min forestillingsverden måtte det være Guds straf at jeg var så syg, for jeg havde svigtet Anette, bildte jeg mig ind, såvel som hun også bildte både mig og sig selv ind, dog ganske uden at drage Gud direkte ind i det. Det vender jeg tilbage til. Det kræver indsigt. Jeg kunne ikke se, ikke vide i mit sind, at det i virkeligheden var mig selv, der var årsag til meget og de tanker jeg tillagde Gud, der var medskyldig i min stadig mere elendige tilstand. Min afgjorte mistro til Gud og den fantastiske mirakuløse oplevelse af vores store kærlighed, blev nærmest til straf i stedet for at føle det var Guds velsignelse.
Denne forestilling om Gud og hans straf var desuden hæftet på den kendsgerning, at jeg allerede i de tidlige barneår oplevede, at min far ikke gad mig og Angela. Sådanne svigt overføres problemfrit til skyldfølelse, for der må være noget galt med en, da de fleste andre børn jo havde både en far og mor, der kærede sig om dem, og egenskaben bliver derfor overført til den almægtige ”fader”. Jeg havde et par erstatninger i form af bedstefar og onkel Poul, men de kunne ikke fjerne den kendsgerning at min far ikke viste synderlig interesse for mig og svigtede i bund og grund sin faderrolle.
Jeg var så overbevist om, og meget tynget af indestængt vrede, både mod Gud, men også til Anette. Jeg kunne næsten ikke holde ud at hun besøgte mig, hun irriterede mig, trættede mig med sin snak og følelsestilstande og jeg dadlede mig selv for alt dette, bed det i mig og lod hende forstå at jeg på en måde var glad for at se hende, i det jeg skammede mig over de negative afvisende følelser jeg havde til hende. Det gjorde mig også meget ondt, at hun havde vist sin fortvivlelse, så afslørende. Sin oplevelse af at hun havde fejlet, selv om det slet ikke havde ret meget med hendes fortrin eller manglende fortrin at gøre.
Hun fik et chok, kort og godt.
Det handlede om at vi ikke gav hinanden fornyelse i det daglige. Det skal overordnet også siges, at det skulle ikke fortsætte, hvis vi begge skulle udvikle os. Ikke mindst Anette. Vi havde, om man så må sige, fået det ud af vores samliv, vi skulle og skulle ud i nye udfordringer. Som sagt især Anette.
Så hver gang jeg overvandt en af mine sygdomsproblematikker, dukkede der nye tilstande op.
Vi styres af vores tanker både vores egne og andres, og skaber med disse især ubevidste tanker, mere end noget andet redskab vores personlige problematikker, og i allerhøjeste grad kollektive.
Elskede, tro mig, vi kan få katastrofer til at ske via vores Guddommelige kreative muligheder og vores frie valg, som vi faktisk ikke tror vi har, og mange gange ikke aner vi ejer evnen til. Enhver sygdom skyldes i høj grad bagagen af ubevidste følelser, tanker osv. og naturligvis tidligere karmiske tilstande, hvor vi selv vælger at inkarnere igen, med måske særlige vilkår i bagagen. Ikke som straf men som en læreproces. For vi skaber selv vores situationer, båret af både os selv, de kollektive tanker, vores stivnede opdragelse, vores vaner og vores tidligere inkarnationer. Vi er skaberne i en grad som du måske er ved at få lidt indsigt i, samtidig er der helt klart, en slags overordnet hensigt hele tiden. Det handler om udvikling. Alt er i udvikling. Alt forandres altid mod højere tilstande, eller mere konkret mod større og større indsigt i det vi normalt lukker inde og holder nede i mørket.
For hver gang du lukker øjnene for virkeligheden, for hver gang du fortier bevidst eller i skyggen af bevidstheden, opildner du til negative reaktioner i kroppen, for alle vore levende aktive celler og atomer bliver præget af dette, hver eneste gang. Det kræver indsigt, ikke mere moral, men konkret kollektiv indsigt. Jo flere enkeltstående individer, der formår dette, jo mere vil det brede sig ud.
Og indsigten er så afgjort på vej. Som små frø der bliver næret til at springe ud, er menneskepsyken på vej.
Arbejd med din bevidsthed. Bliv så bevidst du kan. Se dig selv. Sku ind i dine egne fatamoganaer og drop lysten til at projicere indre angst, uro, vrede, såvel som forargelse og andre følelser ud på de ”andre”. Du skal vide at det er både smerteligt som befriende at kende sig selv.
Ved din bevidsthedsåbenbaring bliver jeg bevidst nu og her. Det er jeg nu og her, men vil i en ny inkarnation, ikke have dette i erindring, kun samle tidligere livserfaringer op i de første 28- 30 år, og er ønsket skabt vil vi komme til at følges i næste liv eller et senere, sammen.
Derfor, hvad du fremmer, vil også jeg kunne fremme en smule mere for os begge. Som du sår skal du høste. Som jeg sår skal jeg høste. Det afhænger helt af vores frie valg, hvordan, for det er ikke for at straffe vi får høstet, hvad vi har sået, men for at udvikle en dyb erfaring og åbne for det resultat, der skal ind i vores fysiske smertefulde verden, evnen til kærlighed. Vi er ikke klar på kollektivt plan til sådan en åbning. Vi befinder os midt mellem det instinktive univers og det mere intellektuelles forsøg på, at afpasse disse to størrelser i os. Det skaber en klar ide om at vi er individuelle væsner, der ”tænker”, dog meget ofte med en kolossal indblanding af ubevidste emotioner.
Vi har begge samme udviklingsproces gennem adskillige liv, bag os. Ikke alle inkarnationer, bliver repeteret straks i en ny inkarnation. Der kan sagtens gå adskillige liv inden en særlig erfaring rykker ind på 1. pladsen.
Jeg vidste ikke stort om denne sandhed i mit fysiske, just forladte liv.
Jeg levede på illusioner i forhold til både sandhed, stolthed, ærekærhed og hørte i sygesengen mest efter moralens skævvridning af sandheden.
Det er dejligt at du skriver dette ned, det har jo stof til succes, så gør det du har brug for. Men forjag dig ikke. Der er god tid.
Der er meget mere at berette for dig elskede, og jeg vil gerne skrive mere, når du og især efter du arbejder, med en meditativ træning af din bevidsthed. Du udvider dig, jeg udvider mig så meget det er muligt, forberedende, så jeg kan inkarnere i større bevidsthedslag.
Det jeg gør nu er at være i dig sjæleligt, være ved dig, og igennem den kreative krafts bevidsthed i dit jordiske liv, have mulighed for at det afstedkommer hjælp, når jeg er tilbage.
Jeg er i dig, med dig i fremtid, nutid og fortidig tilstand. Gud i mig ved alt og Gud i dig ved også alt. Vi er Gud pakket ind i en stærk stoflig tilstand, der lukker vores sande tilstand ude, for at give Gud i os og Gud i alt, erfaring på sin egen skabende fysiske proces.
Kun vores fysisk skabende muligheders sjæleudvikling, er det der kan forvandle os. Du kommer til dette, hvis du vil, vi to vil være i samme proces i næste liv, og ønsker vi at inkarnere som et elskende par, så bliver vore kreative tanker til skabende virkelighed. Ønsker vi at forene os i en person, så bliver vi det under alle omstændigheder på lang sigt, dog ikke i næste livsrunde, men under alle omstændigheder på et tidspunkt. For dualitetsprincippet er forening af bevidsthed og enhed. Gud er ikke et opdelt par i sit udgangspunkt. Vores egen indre dualitet, der hos os alle, er delt op i en kreativ ideskabende og formskabende virkelighed, er fakta. Men vi skal igennem mere reelle sjælelige foreninger, ud over vores indre tilstande.
Jeg ved vi begge ønsker, at forenes som to igen, blive et par der forstår det dyb og de tanke processer til at blive formidlere, lærere, vejledere som vi har potentiale til at blive.
Jeg kysser dig i min egenskab af altfavnende kærlighed. Jeg oplever så megen næring af hjerteenergien udenfor inkarnation, at du sikkert forstår der stadig mangler ordet. Ordet der vil samle menneskene omkring noget større end templerne, kroppene forstås.
Søndag d. 03.12
Elskede Niels. Jeg bliver ved og ved med at græde over, at du ikke er her på jorden mere. Jeg bliver ved med at savne dig, jeg bliver ved med at føle alt i mig som blafrende gab, der famler i mørkets lukkethed.
Jeg syntes jeg prøver at se fremad, prøver at arbejde med bogen, prøver at glædes over, at jeg er kommet i gang med at meditere og læse en masse.
Jeg syntes det er nogle fantastiske bøger jeg, efter din død, er kommet i gang med. Alligevel græder jeg som om nogen stak sværd ind i mig og drejede det rundt i begejstring over mine skrig, ikke bare en gang, men meget af tiden (lidt teatralsk sagt), samtidig er der en sær følelse af fryd, af dit nærvær, som lyser særligt op, når denne smerte foldes ud i tårer.
Min elskede Karen, min partner i evighedens evighed.
Vi hviler i Guddommelighedens hjerte, og du er ikke altid i stand til at forstå det min kære, men det kommer. Du er begyndt at meditere igen efter adskillige års pause og det vil åbne dig, give dig adgang til Gud i dig og dermed til visdommen, du og vi alle, dybest set bærer i vished, men er ubevidste om i almindelighed.
Større kærlighed end det jeg bærer i Guds hjerte, gives ikke på det plan jeg befinder mig. Prøv at koble fortiden, som du savner, sammen med nutiden du lever, med fremtiden du lige nu skaber, kreerer, fremmaner. Brug hjertet, inspirationen, alt hvad du magter. Som en kolossal gnist der antændes, var vores møde, vores jordiske åbenbaring. Vi ville ikke kunne tåle mere af Guddommelig kraft, af kærlighed. Det er det vi sammen skal ind i på et tidspunkt.
Jeg var også frustreret.
Da jeg fik hjertestop d.16.09.2017, følte jeg håbløsheden, følte at jeg ikke orkede mere. Jeg følte døden stod der og jeg orkede ikke sygehuskorpset rodede mere rundt med mig. Jeg mistede lyset af vores og erstattede den med vrede, ydmygelse og træthed. Jeg kunne ikke tænke positivt.
Du var min eneste hjælp. Du holdt mig fast i troen, også efter jeg kom på intensiv i Roskilde. Men her var der en overdreven uro altid og lægerne, som ikke troede jeg opfattede dem, var rodede i deres forskellige indfald. Uden overvejelser stod de ofte hen over mig og diskuterede mine chancer og behandling. Jeg lå jo hen, som om jeg sov mange gange.
Der var tændt lys alt for ofte, du blev konstant smidt ud og da jeg forsøgte at tale med Psykologen anden gang og de spurgte om du måtte være der, sagde jeg nej. Det jeg ville tale om var jo om alt det rod der kørte indeni mig og som også omhandlede dig, elskede Karen, om min følelse af og oplevelse af død og uhygge. Jeg var reelt bange for at dø. Jeg bebyrdede mig selv med beslutningen, lang tid efter og selv om du sagde det var i orden, da jeg undskyldte, brød jeg også her vores aftale. Jeg så pludselig mig selv i dyb hjælpeløshed og evigt stress. Da de fire dage, du sagde, skulle gå og det så ville vende og jeg ikke vidste at det faktisk også gjorde det, tænkte jeg så uudviklet, så frustrerende, så stresset, at overlevelsen ikke blev mulig, men som jeg kan sige nu, heller ikke ville have været hensigtsmæssig.
Vores død er som oftest besluttet inden inkarnationerne, med et absolut forbehold, for den kreative indvirkning i og under den levede inkarnation.
Det her handler om tankerne der skaber sygdomme, så snart det er negative, angstfulde og vrede tanker, der kommer ind og skaber kroppens reaktioner. Det er virkelig svært at styre uden samtaleforløb.
Det burde være en fast procedure at alle alvorligt syge, fik samtaler hver anden, eller tredje dag med psykologer eller terapeuter, under indlæggelsen.
Vel at mærke helst ret oplyste mennesker, af slagsen.
Det vil blive normal procedure en dag ud i fremtiden. Og det ville give langt større resultater for helbredelse, end vi som mennesker forestiller os.
Jeg kan godt se, du er frustreret omkring udgivelsen af vores bøger Karen, men vend dig bort fra disse negative tanker, tænk derimod at det i mange tilfælde vil være til trøst og vejledning for mange.
Jeg havde klaret det bedre ved åbent at sige som det var, at jeg var blevet forelsket, at jeg ikke ville Anette noget ondt, men at vi måtte skilles. I stedet blev hun offeret og på den måde gjorde det, at jeg selv blev offer tifold. Det var mig der skulle, som vi godt ved, følge Guds kalden. Det gjorde jeg også lige ind til jeg erklærede jeg ville skilles. For mig var det en virkelig krævende proces og jeg syntes det var større end at fortælle grunden var en anden. Jeg turde ikke have tillid til den indre vejledning da Anettes mærkelige, og for mig, voldsomme reaktion, var for meget omgående.
Hendes sorg og uforståenhed og dermed virkelig svære reaktionsmønster, passede ligesom ikke ind i min forestilling om Guds accept og vilje. At det handlede om manglende oplysning og reel ærlighed, forstod jeg ikke på daværende tidspunkt. Jeg skriver det til alle jer, der fortier væsentlige sandheder, og vælger lånte fjer til at skjule jeres handlinger med.
Det skabende princip er os selv, vi kan ikke klandre Guds skabende tilstand, når det så ikke bliver som vi har forsøgt at få det til, via fortielser og decideret løgn og bedrag. Handlinger vi alligevel ikke ved hvad skaber af gode resultater, dersom vi står åbent frem med respekt for både jer selv og det menneske der udsættes for denne sandhed. Sig den med omsorg og et kærligt hjerte.
Jeg prøver at få forbindelse til Anette nu, prøver at give hende klarhed og forståelsen af, at hun er akkurat lige så god som vi alle. Hun har ikke fejlet overhovedet. Derimod har vi alle været med i en udviklingsproces, som er umådelig svær at se derfra hvor vi som begrænsede mennesker står. Vi kan jo ikke have indsigt i alt, indeni. Det er jo det, vi er ved at lære på jordplan.
Her og nu er der ikke den slags fuldstændig tåbelige indviklede manipulerende tankespind. Ingen anklager, ingen domme. Heller ikke i mig, søde Karen, så slip også du disse forstyrrende emotionelle tanker.
Jeg venter på dig, er ved dig, elsker dig. Vi er jo sammen, også nu. Forstår du det? tro mig og Gud er i dig, jeg er i dig som del i Gud, for vi hviler alle i Guds hjerte.
Jeg elsker dig og jeg gentager denne tilstand til du dybt inde fatter det. For selv om du følte dig mere tryg overfor mig, mens jeg levede, skulle der ikke meget til, at du kom i tvivl.
Mandag d. 04.12
Elskede Niels. Jeg er virkelig i vildrede med det projekt jeg har gang i. Jeg syntes dels der er snakket en del om vores private samhørighed og dertil tænker jeg en del på, hvordan Anette vil reagere. Så føler jeg at inden bogen skal udgives, bør jeg skrive til hende. Hun skal da have det at vide inden, så kærligt som muligt. Andre gange synes jeg at jeg bekymrer mig unødigt og bruger hende, som undskyldning for en meget dybere angst, der handler om fordømmelse og latterliggørelse. Jeg er så usikker.
Elskede Karen
Jeg tror du er på rette vej og jeg tror du vil klare alt rigtig godt, uanset hvordan du vil forholde dig. Jeg tror du skal slappe af i samvittighedstankerne, og ikke bekymre dig om Anettes reaktion.
Jeg holdt virkelig meget af Anette, men jeg åbnede mig ikke så meget til hende og forhindrede en strøm af oprigtighed i at udfolde sig, og fordi vi ikke havde muligheder for sådan en tilstand, som vi to fik etableret, kunne jeg heller ikke betro mig til hende i oprigtighed, da jeg stormede ind i den store mirakuløse oplevelse med dig. Den var nødvendig da.
Du fik etableret muligheden med Poul, men jorden var ikke frugtbar eller kornet, der blev sået skulle ikke sås, i samme mark.
Således også med Anette og mig. Tro mig, Anette vil kunne møde kærligheden, også hun har en tvillingsjælskontakt, som vi stort set alle har, men ikke er sikre på at møde i lige netop dette indeværende liv, det kan jeg dog ikke klart sige eller se. Min sjæl er ikke så forbundet med hende til, at jeg ved om dette udsagn. Til gengæld kan jeg sige at vi tre har gennemlevet adskillige liv, i en slags ensartet grundproces.
Til dig er den dybt forbundet, vi er fra samme blomst, vi hører sammen, i altet, i evighed kan vi ikke og skulle vi ikke adskilles.
Bogen vi skriver, kan du evt. retouchere med små passager, men spekuler ikke for meget, andet er der ikke at sige til den ting.
Det er slet ikke så dårligt at Anette får sandheden at vide, naturligvis også at jeg manipulerede med sandheden, dels for ikke at såre hende, men desværre også, fordi jeg gerne ville stå som en retskaffen mand, der sørgede for rene linjer, inden jeg i dette tilfælde gik ind i et forhold til dig.
Herfra er det simpelthen en dum og egocentreret handling, hvor jeg stjal virkeligheden fra Anette og pålagde dig, at spille med, uden at spørge dig. Det var jo bestemt ikke forberedt. Det var en umiddelbar angst, der fik mig til at benægte eksistensen af en anden kvinde. Jeg er fuldt ud klar over, at det har givet dig uforudsete problemer, og også Anette, der ikke fattede jeg pludselig stod af og hvor hun ikke rigtigt syntes, du havde en egentlig forståelig berettigelse til at være så meget hos mig i min sygdomsperiode.
Vi havde jo kun set hinanden en max to gange inden, i hendes indsigt.
Den slags bedrag er ikke Guds vilje eller mere rammende, sjælens behov, det er egoets trang til at hævde sig selv, pynte på sandheden af angst for sin egen virkelighed.
Det koster Anette dyrt i denne tid, hvor hendes vrede ingen modtager har tror hun, selv om jeg kan sige jeg både ser og opfatter den og i sandhed tager imod hendes smertetilstand og uforståenhed.
Angelas ide om helt at hemmeligholde vores kontakt, var set fra egoets magelighedshensyn, en mulig men en ret tåbelig løsning. Det hun ikke erkender er, at jeg allerede har levet en virkelighed ud, som jeg ikke vil oplyse Anette om, og derved blot udsætter alt til vores næste inkarnation. Hvorfor ikke hive plasteret af i et raskt tag, fremfor en absolut pinefuld trækken i langdrag, som vi har været inde i for tredje eller nu fjerde livsrunde. Vi har mildest talt vadet i denne problematik i adskillige inkarnationer, som jeg nok senere skal oplyse dig om, og som du også kan prøve at gennemgå selv.
Jeg omfavner dig i din rummelighed, omslutter dig med beskyttelse. Min kærlighed og din kærlighed, smelter sammen. Det ved jeg i det felt jeg befinder mig i lige nu. Jeg kunne kalde feltet et højere astralt felt. Jeg tror ikke det kan forbindes endnu, med et lavere mentalt felt, eller det der er midt mellem.
Jeg venter på dig min elskede.
Elskede Niels. Er du min skytsengel? Eller snarere beskytter?
Jeg er din sjælspartner og dermed sjæleligt med dig, til hver en tid. Din moster er din nærmeste sjælsperson i din sjælefamilie og ligeledes med dig i oplysningens tjeneste, som jeg. Vi er kanaler på det niveau vi er på og formår at opfange uden egoets begrænsninger.
Især er moster tillige meget om din yngste datter Kira, ligesom dine forældre især din mor, er en del om Krista, hvordan må i selv finde ud af. Miriam bliver fulgt meget inderligt af en slægtning i hendes fars regi. I vores lysende sjælstilstand, kan vi altid være med i en slags beskyttelse af vore kære, sammen med Devaer og engleskarer. (Underforstået lysenergetiske væsener) Vi er sjæle, men ikke engle, da vi jo er væsener med erfaring i, at træde ind i den mest fortættede og langsomt svingende energetiske livsform, som jordboere, vi kan opnå. At være i så fortættet en atmosfære er en lidelsesfuld, men selvvalgt en tilstand, der af forståelige årsager, ikke bevares, men opløser sig, med jævne mellemrum. Det kalder vi forgængeligheden og tror vi er identisk med denne udformning.
Det er vi faktisk i store træk slet ikke.
Tirsdag d. 05.12
Elskede Niels.
Jeg er tynget, tynget over den viden om at du veg udenom, da Anette spurgte dig om der var en anden. Tynget fordi der skulle gå 3 måneder før du manifesterede du ikke ville leve mere sammen med Anette, hvilket jeg sagtens kunne leve med, og som var forståeligt der måtte gå. Men hvis du ærligt havde svaret ja på hendes spørgsmål, da du havde muligheden, hvis du ikke havde trukket mig, som du selv udtrykker, med ind i det, og jeg derfor nu og er splittet og brødebetynget over.
Jeg tænker at mennesket jo ikke ejer hinandens hjerter og at nutidens parforhold, ikke altid er stabile. Sandheden tilsidesættes ud fra store kollektive samfundsnormer. Vi kunne have løst det på anden vis. Men fakta er fakta.
Elskede Karen
Vil du samarbejde med mig således som vi er placeret nu, så åben op for dette og åben dig for det guddommelige åsyn, sandt, humant og velment. Ikke jeg er visdommen, kun kanalen. Ikke du er visdommen men kanalen for åbenhed om oplysende muligheder.
Hensigten er at blive et menneske, der frygtløst formidler en visdom videre til tørstende mennesker. Lige nu er du i en slags emotionel rutsjebane. Tro mig, det skyldes ikke kun følelsen af noget urent i kærlighedens strømmen omkring månederne inden afklaringsforsøget og handlingen i forhold til Anette.
Denne følelse kan udmærket også stamme fra en vrede over min død og dermed en berøring af meget gamle barndomstraumer og gamle karmiske erfaringsmønstre, du bærer med dig såvel som jeg. Dertil var du jo ikke uden ansvar for dit eget velbefindende. Du kunne have sagt fra, søde Karen. På det trin, fralagde du dig ansvaret for dig selv og sidder nu tilbage uforløst. Det skal du kigge på.
Vi skal nok påregne endnu en proces i et kommende liv, og håbe på, at vi sammen løser det i harmoni og glæde for os alle tre. Her kommer den frie vilje og skaberkraft ind. For som sagt er det en ældgammel problematik.
I den frie overskuende tilstand jeg befinder mig i, med udsigt til menneskehedens mange millioner inkarnationer, virker et par inkarnationer ikke så grusomme, som når man er inde i de enkelte inkarnationer. Det virker på en måde, som når du sidder og bliver opslugt af en film, der slutter, hvilket du selvfølgelig godt ved.
At fortælle om inkarnation og reinkarnation, var bestemt ikke noget jeg ville have ind i min religiøse opfattelse i den sidste jordiske manifestation. Tanken skræmte mig. Ideen krævede jo temmelig stor proces for at nå frem til at blive et helt menneske. At skulle sådan en proces igennem forekom mig ikke særlig attråværdig, og desuden frygtede jeg det som mange andre, der havde tanker om dette, at jeg så kunne stemples, som lettere forskruet.
Det stemplede jeg så i stedet for, andre for at være. At skulle være det selv, ønskede jeg simpelthen ikke. Jeg nægtede ligesom at tænke i meningsfuld logiske termer.
Derudover syntes jeg, at den katolske trosretning, havde løst det med udvikling ganske fint ved at ufuldendte sjæle kunne lutres i Skærsilden. Egentlig det samme begreb, men uden dybere forklaring på hvad denne skærsild så kunne forklares med og at der konstant blev født ganske nye ufuldkommene sjæle, hvis placering på jorden, var ganske underordnet det valgte sted. I det hele taget var min beskæftigelse med de religiøse og spirituelle sider af livet, holdt tæt ind til kroppen. Jeg nåede kun at spekulere til grænsen af den gamle katolske oplysning og valgte at det væsentlige var at tro, for vide det kunne jo ingen alligevel. jeg var vældig optaget af de religiøse og spirituelle former for tanker, men holdt mig for mig selv med ret meget af det.
Det afgørende er at vore sjæle ikke kan udrette Guds plan, om at udtrykke sjælsenergiens lys, vores guddommelighed, uden at udtrykke den via materiens funktion. Det vil sige at skærsilden ikke kan lutre sjælen adskilt fra muligheden for, at udtrykke denne lutring fysisk.
Sjælen er energiens mellemled mellem materiens muligheder og åndens kreative eksistens. Formidlingen er via herredømmet over egoet, i hvert enkelt menneske.
I den tilstand jeg befinder mig i nu, er alt åbent til indsigt, ud fra min formåen. Men legemliggøre den kan kun den materielt skabende gudsmoder. Det er her der mangler et link i den katolske tro, (såvel som til alle tre monoteistiske trosretninger, jødedom, Kristendom og islam) linket til den skabende moderenergi. Ved at gøre troen så udpræget maskulin og sætte Jesu moder i en ophøjet aseksuel, eller mere præcist jomfruelig tilstand, mistede man forståelse af kontakten til den feminine altafgørende formskabende Guddommelige kraft.
Marias ubesmittede undfangelse, skal forstås dybt symbolsk, idet det her handler om at i sand meditativ ro, hvor ingen handling (maskulin aktivitet) kommer ind, opstår befrugtningen af dyb hjertekontakt, forstået symbolsk som Kristusenergiens fødsel. En fødsel af den deraf levende og efterfølgende handlende hjerteenergi født symbolsk via Jesusbarnet. At Maria endvidere via ”Helligånden” bliver befrugtet er en fin åbenbaring til forståelse af det åbne hjertes tilstand. Maria blev ikke befrugtet med
tanke på sin fremtid eller fortid. Som et uskyldigt barn hengav hun sig til nutiden og sit hjertes længsel og evne til kærlighed.
I den gamle monoteistiske tro, som behersker både jødedommen, Kristendommen og islamismen, er den feminine side undertrykt og foragtet.
Dette skyldes især en slags vrede over at fødes ind i den materialistiske og dermed lidende verden, som kvinden lægger krop til at udføre.
Men indenfor de sidste 150 - 200 år er nye åbenbaringer kommet ind i jordens processer. Store afgørende åbenbaringer, sendt fra de Guddommelige energier til særligt modtagelige mennesker, nogle inkarneret fra andre niveauer i universets mangfoldige udtryksformer alias Jesu Kristi udtryk: ”I min fars hus er der mange boliger”.
Disse kan og vil rette op på den fejlagtige forestilling om, at vi er blevet forvist til den fysiske eksistens, fordi de feminine kræfter, altså kvinden lægger krop til fødslen af det fysisk eksisterende menneske, at inkarnere som en mellemting mellem det instinktive dyr og det skabende menneske, er så lidelsesfuldt, at det materielle niveau må være Satans værk. Altså dybest set kvindens. Hun må være forbundet med ondskaben, med Satan som et offer og en viljesløs tjener. Alt sammen en fuldstændig fejlagtig konklusion, som gør at nuværende uudviklede menneskevæsner stadig ser livet sådan.
Så længe mennesket har bevæget sig i det dyrisk instinktive univers, parret med den mentale åbning, har man stædigt holdt fast i en straffende og nær sagt tangerende ond Gud, der naturligvis let bliver delt op i en ekstra dualitet i form af djævelen også kaldet Satan.
Onsdag d. 06.12
Elskede Karen
Jeg er her for at inspirere og støtte dig og vil bede dig om at slukke for dit egos indblanding. Du skal ikke lytte til dit hjernevridende bekymrende område om alt det nonsens, der beskæftiger sig med, at du har fejlet, skulle have blandet dig i lægernes forskelligartede behandlinger osv. Det er hjerneforvridninger. Intet andet. Det er egoets angst der blander sig, for vore egoer forsøger at beholde en slags magt over intuitiv åbning, idet det kæmper med at fortsætte lukningen mellem ånd, sjæl og krop. Det har været i den grad hensigtsmæssigt i udviklingsprocessen, men er ved at blive et ret besværligt problem i og med at lyset begynder at være så tydeligt.
Tilgiv dig selv Karen, Du gjorde ikke noget galt i, at acceptere og lade mig udføre mine handlinger, også selv om du fornemmede fejlene, i denne manipulerende fremgangsmåde. Jeg er dig dybt taknemmelig for dette.
Jeg turde ikke svare Anette oprigtigt da hun spurgte mig og jeg ved at den åbne kærlighed og den brevskrivning vi fortsat udfører, kan formes til bøger, og vil blive en stor hjælp på mange planer. Ikke blot for en Anette, men for mange, ja især for dem, der tumler med de samme fortielser og falskheder, i forhold til dem de holder af og elsker. For kærlighed er ikke kun i funktion på en måde, den har mange udtryksformer, og netop i denne tid er der ved at være rigtig mange søgende mennesker der åbner op for dybere bevidsthedslag.
Jeg ved at det jeg selv var oprigtigt angst for, dybest set mest handlede om at jeg var bange for at miste kontakten til tvillingerne (Anettes børnebørn), som jeg elskede og elsker højt. Disse to piger følger jeg naturligvis stadig. Jeg frygtede faktisk uberettiget Anettes konsekvens, hvis jeg ikke manipulerede i mine øjne dengang, som en ”smule” med sandheden. Den angst udsprang nok af en gammel erfaring og ikke af Anette, i det nu jeg har forladt fysisk. Jeg holdt af hende som en søster, som en slags beskyttende tryg energi. Vi nåede bare ikke åbenhed på et dybere plan. Hun ville altid lade behovet for tvillingerne gå forud for sit eget. Så det var en uhensigtsmæssig projektion jeg tillagde hende.
Alt er mere synligt herfra og det der foregår, er fuldstændig som det skal være. Bare du ikke, søde Karen, blander skyld og skam ind i det, for det er ikke hensigten og ikke særlig udviklende i dit tilfælde, selv om den slags følelser godt kan være en proces i at se indad og i sidste instans acceptere sig selv som det fejlbarlige menneske vi alle er, for det handler mindre om fejlene vi begår som det handler om at erkende os selv og de ubevidste områder, vi stadig bevæger os på og dermed komme videre. Det er vigtigere at få foldet sin indre viden om kærligheden ud, end at læne sig op ad tillærte normer og holdninger.
Du er ikke tilskrevet dette aspekt. Jeg er her for at føre dig endeligt ud af vildfarelsen.
Bevar din ydmyghed, din åbne hjerteforbindelse og mediter så ofte du orker. Der vil komme mange ting som fortæller dig om vores samarbejde, bygget på kærlighed, som vi to formåede at åbne op for, ikke mindst kulmineret gennem mit sygeleje. Kærligheden åbner til det guddommelige plan, til mægtige stråleenergier. Det åbner til den åndelige verden, og til Den Gamle af dage, Sanat Kumara. Som du allerede fik ind på lystavlen for flere dage siden.
Navnet dækker over en slags åndeligt udgået mester, altså lysets åbning på jordplanet. Han er en udsending af urkraften. Han er sammen med planeten Venus, en feminin ophøjet energistruktur, en udsending, der har påtaget sig en stor opgave. At føre planeten jorden, ind i en højere bevidsthedstilstand. Menneskeheden er alle en del af ham, som vi er en del med ham i ånden i den unævnelige Guds kraft, som vi ikke magter at fatte, men som i en fortløbende proces udtrykker sig i, for os menneskesjæle, via mere tilnærmede skikkelser og frelsere. Sanat Kumara var i tidernes morgen den, der blev tillagt, at være Gud i form af Jehova og de syv Kumaraer kaldet Elohim. Det skyldtes modtagelige seere, der på det stade de var i, formidlede en straffende Gud, for at føre menneskeheden fra dyrets ubevidste tilstand, ind i moralens og egoets tilstand.
Det svære at formidle er, at mennesket ikke fatter den sammenhæng og enhed der er tilstede, som stammen på et træ, der har grene og blade. Derfor vigtigheden af at tro inderligt i overgangsperioden til det fuldkomne menneske.
Stammen er forbundet med de livsnødvendige rødder, som vi ikke kan se men godt ved er der, ligeså med Gud i et banalt billedudtryk. Stammen er kræfterne der opsuger fra rødderne og kan udtrykkes i de store mestre og åndeligt betroede kræfter hvor Sanat Kumara er en af de store kræfter for kloden Gaia, eller vor jordklode.
Han er en mester selv, men han udspringer fra en anden atmosfære. De forskellige mestre har en fælles stamme og udgår så i syv grund ”grene” kunne jeg kalde det, som igen spaltes ud i mindre enheder, der ender i blade og blomster som kan betragtes som de mange inkarnationer, vi som mennesker dukker op i, gennem tiderne.
Prøv at leg med billedet af træet i dine meditationer. Mal dem eller omgiv dig med billeder af træer, f.eks. de smukke billeder af livs træet Yggdrasil.
Jeg elsker dig.
Det er ikke alt jeg helt fatter af Nielses ”forklaringer og beskrivelser” men jeg vil gøre forsøget. Alene det at han forklarer det, er skønt. Det giver mig en kortvarig følelse af lyksalighed og forståelse, som så smutter igen.
Elskede Niels.
Tak for dine fine forklaringer, jeg er også interesseret i, hvad du skuer af din karma, fra dit netop forladte liv?
Du skriver det ikke så klart?
Hvad ser du som afbalancerende?
Min elskede søde, kloge Karen
Når jeg skuer livet og hvad der blev nødvendigt, var det, præcist det jeg skriver så meget om.
Gud i mig, lagde en slags fantastisk mulighed ud og jeg forstod til syvende og sidst ikke klarheden i denne afgørelse. Det var ikke i harmoni, da jeg nægtede at give Anette virkeligheden af mig selv, jeg fornægtede hanegalet, som en anden Peter, min kærlighed til dig var som at være i Guds hjerte, men den blev i stedet rodet noget ind i en voldsom splittelse og angstfyldte situationer. Det er jeg absolut ikke den eneste der kender til. Jeg kørte ind i mit ego, i stedet for at følge den vej der var bredt ud. Min prøvelse, hvis man kan kalde det det, var at stå ved mig selv og ved det der var sket. Det var mig og mennesker som mig, der bilder os ind, at bare vi kan smøre sandheden ud i glatte lag, så går det nok. Vi er oprigtigt overbeviste om at vi gør det for hensynets skyld. Vi tror at tanker er toldfrie, men det er en forfærdelig løgn. Og jeg havde ovenikøbet før i dette liv gjort noget lignende.
Men det er alt sammen et led i at udvikle evnen til kærlighed. For Anette kunne, hvis hun var oplyst, have valgt at elske mig og dermed ønske mig den glæde, i forvisning om at der dermed var lagt noget ud til hende som ville komme senere. Det er selvfølgelig ikke muligt endnu at have sådan en indstilling for os mennesker selv om jeg nu ved at hun oprigtigt forsøgte. Men i takt med brud i de gamle forestillinger om på det nærmeste at eje hinanden vil disse tilstande stille og roligt dukke op i tempo. Ikke mindst når vi er så oplyste at vi erkender at vi aldrig mister vore sjælevenner. Det kan ikke lade sig gøre.
Jeg kan og vil sammen med dig og igennem dig, med din accept, kunne udligne noget af en ny karma af gentagelsens karakter. Den skånsomhed jeg gerne ville give Anette, var fejltrinet, idet jeg tog den karma fra hende som hun var berettiget til. Det kan så give grobund for at skabe mere optimistiske fremtidsforløb. Det kan bane vejen for at vi direkte i den kommende inkarnation kan få et stærkt sammenhold med medmenneskelig udveksling som vejledere, lærere eller terapeuter, uden først at længes efter udligning af denne karmasituation. Det er jo vores skabende energi der afgør fremtidsmulighederne. Nogle af vores fortrædeligheder på jorden skyldes en slags gentagelse uden forståelse. Som en plade af udsøgte musiknumre der sætter sig i en rille og derfor ikke kan komme videre. Et enkelt løft af en hjælpende hånd eller instans gør derfor underværker. Men jeg vender tilbage med mere.
Jeg vil altid være din støtte, din hjælp, din tæt forbundne.
Jeg elsker dig som du slet ikke ville kunne rumme, og jeg ved du er så indsigtsfuld at du forstår vigtigheden.
Karen når du tager sovepiller så kører det lidt skævt for energien i dig også, selv jeg og vi kan mærke påvirkningen, på en måde. Det gør det sværere at skrive, at komme ordentlig igennem.
Giver du oplysning om den rette sammenhæng hjælper det os. Men uanset hvad du gør så frygt intet, for alt er som det skal være.
Jeg kysser dig, jeg elsker dig.
Torsdag d. 07.12
Lige en lille påmindelse eller oplysning. At jeg døde gør at du vil udvikle dig langt mere. Din åbenhed for dine talenter, din åbning til hele det åndelige, spirituelle niveau er mirakuløst dejligt. Den havde jo ligesom klemt sig sammen en anelse. Det er jeg virkelig lykkelig for, at have hjulpet til med at folde ud.
Men i planen kunne der have været plads til at vi skulle livet nogle år endnu, sammen. Jeg ville dø adskillige år før dig søde Karen under alle omstændigheder. Derfra skulle du så have åbnet for dine kanaler til den åndelige dimension, med baggrund i erfaringen med kærlighed og omsorg. Risikoen havde været at vi var røget ind i nogle problematikker som kunne forlænge vores muligheder for at komme ind i en mere ren energi. Og jo, det kan skam også ske i den næste inkarnation. Men en sjæls udvikling går altid fremad, aldrig tilbage. Også selv om det kan se sådan ud.
Du ”gav” så meget under mit sygdomsforløb hvis man kan bruge begrebet ”at give” og du bar stort set ikke på den følelse af opofrelse nogensinde i dit inderste, hvilket vil sige at du ikke indgik i en projektion af nogen art.
Jesus Kristus sagde at vi skulle blive som børn på ny. Det handler i al korthed om at give i spontan tilstand til sine medmennesker.
Kære elskede savnede Niels
Jeg længes forfærdeligt efter dig, du er i mit hjerte, mit inderste hele tiden. Og jeg drømmer om at jeg lige kan gå over i den spirituelle dimension, hvor du nu befinder dig, min sjæl sukker, både sørgmodigt og frydefuldt, uafladeligt.
Min søde Karen
Græd ikke, fortvivl ikke, du ville le af glæde, hvis du kunne se den klarhed og det formål der er mellem os. Kunne du det, ville du ikke fortvivle, men glædes usigeligt.
Og tro mig, jeg venter på dig. Den dag du forlader din krop, står jeg og tager imod dig. Der vil være mange glade sjælevenner udover mig, din sjælspartner, når du kommer.
Vi er også vores hjælpere, som vejleder mig i alt. Når du ser dem i dine meditationer og på et tidspunkt i dine drømme, som nogen der står bag mig, så står de også bag dig. Den ene er en der før har vist sig for dig, ”Kumara, ” kunne du kalde hende/ham ”Venus, Maria Magdalene, Youshua (Jesus) og Kristusenergien.” What ever, Navne er blot til hjælp, energien er det du kan tiltrække. Du har også en personlig vejleder med dig, som tidligt forsøgte at oplyse dig om mange ting, især via dine drømme. Charliana engang inkarneret som bl.a. Bibiana. En højt udviklet sjæl med stor indsigt i universets mønstre og astrologiske stråleniveauer.
Jeg lever, men ikke i tid. Jeg ser, men ikke inddelt. Jeg hører, uden ører. Jeg føler i hjertet uden emotioner. Emotioner er menneskets kraft til at manøvrerer i den fysiske verden. Men også deres risiko for at bruge kraften, som var de en lille robåd på oprørte vande. De emotionelle kræfter skal tæmmes, og det er fremtidens udviklingstilstand.
Emotioner og ego hænger uløseligt sammen og mennesket skal lære ikke at identificere sig med bølgens uberegnelighed, men finde ro, som en iagttager af disse kræfter.
Så ikke bare fornægte en emotion og begrave den i ubevidsthedens område. Den skal mærkes. Men ikke dominere. Det er målet.
Jeg glædes usigeligt over du skriver vores bog og jeg ved det er en meget svær proces for dig, men du gør det så effektivt og roligt. Jeg er dig taknemmelig, at du er på jordplan og nogle af de tanker du gør dig om hjælp til andre, er rigtige.
Søg grupper eller/og søg en nulevende mester, hvis du kan.
Du har flere år endnu på jordplan, søde Karen og jeg er der for dig hele tiden, på hele din rejse, for jeg er din elskede i hjertet, i hvilken du kan udbrede en klarere handlekraft.
Vent med at forestille dig, hvad min gave skal eller kan bruges til. Eller vid at du vil bruge dem til at fremme din sag, din virkelige hensigt med denne dine mest kraftfulde udviklende år, som også fremmer min udvikling, fordi vi har forbundenhed der er meget stærk og aldrig kan dele os, også selv om vi er i hvert sit køn i nogle af de fremtidige inkarnationer.
Vi udgår af en fælles kerne, delte os i processen og samles på et tidspunkt igen min elskede. Vi er kun adskilt for at opfylde de fysiske dualitetsprincipper, hvilket er en absolut nødvendighed.
Min elskede, fokuser ikke på tiden før min død. Tør tårerne af din kind og søg, søg og du skal finde, bank på og døre vil åbne sig.
Skriv og mal.
Du har fået Angela og Martin ind. Det kommer til at betyde noget.
og selv Katja har du strejfet.
Kommer tid kommer råd.
Du betyder meget for især Angela og for dine børn og børnebørn, og du vil snart få kontakt med flere sjælevenner, nogle som forstår dit potentiale, som dem du allerede har, overvejende også gør.
Søg og du vil finde, og vid at jeg udvikler mig sammen med dig, søde elskede hengivne Karen.
Jeg får også vejledning herfra, får utrolig stor indsigt. Alt er faktisk en vidunderlig smuk proces. Store ord, men sandt.
lørdag d. 09.12
Elskede Niels
Jeg bliver mere og mere klar på, at vi må være tvillingesjæle eller også kaldet sjælspartneren som du kalder det. Og selv om du skriver om det, så forklar mig hvordan det ser ud fra dit plan?
Elskede søde forstandige Karen.
Når jeg skriver ”elskede” til dig er det ikke til dit egos opretholdelse, som jeg taler til, det jeg taler til, er Kristuslyset i dit indre, jeg taler til denne store lyskraft, og dermed taler jeg via Kristus kærlighedsenergi i vore hjerter, dit såvel som til alle der læser dette. Jeg taler til jeres indre lys, og til dit indre lys. Kontakt hjerteenergiens lys og oplev at i alle, er højt elskede. At man kan sige egoet også er det, handler om indsigt i at egoet er midlertidigt eksisterende som en slags tågeslør, for at mennesket kan træde over broen mellem den ubevidste instinktive tilværelse, som alt levende gennemgår, og det menneskelige væsen, med fuldt udviklet hjerteenergi.
Mennesket er fostre i svøb, kroppen og egoet den beskyttende moder.
Ja vi er tvillingesjæle i forholdsvis høj udvikling. Begrebet tvillingesjæle er en anelse misvisende, selv om tegnet astrologisk beskriver de to modsatrettede energier, set via det symbol tvillingetegnet konkret bærer. Mere korrekt vil jeg kalde os sjælspartnere. Det dækker til fulde dualitetsprincippet, der vitterlig beskrives i gamle folkemunde, som ”modsætninger mødes og sød musik opstår”. Det andet udtryk der hedder ”Lige børn leger bedst” er mere beregnet på kravet om ægteskabets praktiske betydning, via stand og aftaler, som ligeværdige eller næsten ligeværdige slægter, indgik med hinanden.
Her står vi i dag langt friere, til at følge modsætningernes tiltrækning, for os forstået sådan, at vi begge havde nået en åbning til stor overgivelse og erkendelse af at rumme hinandens modsætninger, der jo kunne spejle sig i et indre ubevidst potentiale. Du havde og har selvfølgelig stadig en større overgivelse i hjertet, end jeg som sådan formåede, idet mit materielle synspunkt, mit ego, var lige lovlig fokuseret på det at eje og have orden i planer etc.
Det var naturligvis en stor tilstand af balance os to imellem, idet du så afgjort mangler at forstå til fulde, de materielle lovmæssigheder og virkemidler, eller var for overfladisk med den orden og planlægning, der hører til at agte rodtilstanden. Jeg til gengæld, overdrev dette område af tryghedsmæssige og dermed emotionelle årsager, og koblet til en evig mental ængstelse, overtog dette center så ganske min rodforbindelse og gav store kropslige problemer.
Det udligner jeg givetvis fint i vores kommende inkarnation, for jeg opnåede at åbne mit hjerte så fuldt og helt inden min død, mit legemes eksistens som døden blot er.
Den død du skal forstå er og var ekstremt nødvendig, for at vi i næste inkarnation, kan mødes i en mulig højere dimension. Kærligheden var og er så stærk, at jeg kunne slippe mit gamle, lidt vel tunge ego og opnå åbning til Guds hjerte og kraft.
Derfor er bogen også så vigtig for mennesker, der læser den generelt set.
Anette, Susanne, Gerda, Lisbeth, Lise og Søster, Peter og ikke mindst Martin og Angela, min mor, far og bedstemor, onkel Poul og bedstefar, er alle sjælevenner. Med sjælevenner skal forstås tilknytninger der udmærket kan skabe negative udtryk, men som dybest set kun handler om læremestre indbyrdes. Dem er der flere af og i den gruppe er vi så ikke totalt forbundne, fordi vi dels har haft mange inkarnationer hver for sig, men fletter os alligevel ind i hinanden, udgået overordnet set, fra samme familie med krydsede slægtskaber, åndeligt set. Og som familie opløses selve den egoinfiltrerede identitet. Vi er sjæls stof og ånd, ikke egoer i den reelle virkelighed.
En forening der på et tidspunkt, vil resultere i stor åbning udadtil.
Der bliver store opgaver i vores kommende inkarnationer, og jeg kan mærke og opleve alt du gør, for at forberede os.
Jeg elsker dig. Jeg gentager det ofte og gerne meget, for i din inkarnation, har du oplevet stor usikkerhed om dette at være elsket af din animus, akkurat som jeg også havde stor overbevisning om, at min anima aldrig kunne elske og tage mig til sig, sådan et individ som mig. Jeg kunne oveni også frygte animas dominans
Vi to er sjælspartnere. Og vi blev i dette liv endelig ført sammen på et højere niveau end førhen. Større lykke findes ikke på det plan vi befinder os på, som fysiske individer nu.