Kapitel 2
Bisættelsen
Lørdag d. 28.10
Jeg vågner grædende, suget af dyb længsel indad og erkendelsen af sorgen, lægger sig som en indfoldet kraft i hjertekulen, ja hele kroppen, min hjerne har næsten ingen rotation.
Så huskede jeg at det er i dag Niels skal bisættes.
Jeg ser igen for mig de sidste minutter, inden han udåndede, igen og igen.
Det forekom som en så total befrielse og jeg får igen en følelse af stor længsel efter at dø med ham.
Hvad skal jeg her?
Hvorfor skal jeg gå videre i det flade område, kaldet livet, kaldet virkeligheden?
Jeg ville gøre mine døtre fortvivlede for en stund, men de er fremtiden, de vil reagere som jeg gjorde i forhold til moster. De vil acceptere og se fremad, blive optaget af deres egne tilværelser. Sådan er vi nødt til at gå videre.
Mine børnebørn, ved jeg ikke helt, hvilken betydning jeg egentlig har, de er alle tre stadig ufærdige. De er et større anker til virkeligheden end børnene. Måske fordi jeg fornemmer det ekstra de kan få, ved at jeg er en generation ældre, end deres egne forældre. Et savn jeg selv voksede op med.
Tanken om at begå selvmord, er dog på ingen måde en valgmulighed, selv om det ville være det nemmeste.
Jeg ved at lige præcis i denne tid, har Krista og lille Ellis brug for praktisk og også psykisk hjælp og støtte, det er et af de mere konkrete nutidige ankre.
Jeg ved et sted at livet er kostbart, at hvis jeg forsøgte at begå selvmord ville det være ren flugt.
Jeg tænker på vores intense samvær og store korrespondance.
Oplever at Niels bifalder jeg griber fat i dette som på det nærmeste er vores barn og skriver det manglende og sender det ud i vores kærlighedshungrende verden.
Det giver en slags mening.
Jeg går ned til vores lokale blomsterforretning.
Det blæser ret kraftigt.
Buketten er smuk med røde farver, den er bestilt og nu købt fordi, det gør man.
Jeg får med møje bragt buketten tilbage til lejligheden, hvor mit tøj venter på mig. Blæsten var lige lovlig heftig at komme igennem
Jeg iklæder mig det tøj jeg havde på første gang jeg skulle møde Niels
En sort nederdel med grå kant som har lidt Country over sig. Hertil en lille ret speciel sort overdel.
Jeg får mig lempet ned til toget.
Skal mødes med Angela ved ”Hans bogbinders allé” på Amager. Tæt ved Sankt Annæ Kirke.
Det sidste stykke fra metroen tager jeg med en bus, og opdager, at min søster Kirsten også er med den. På en måde næsten tre kvarter for tidligt.
Der kommer nogle venner, som jeg kendte fra KUK tiden.
Keld, den charmerende, Poul hans lillebror, som på en måde repræsenterede en slags første kæreste, John osv.… Mennesker jeg ofte har tænkt på, som hører til mine barndoms, og især ungdoms rødder.
Anette med sin ret store familie er allerede ankommet, andre venner, Nielses ekskone Susanne, som han har sønnen Martin med. Martins kone Katja som jeg har hilst på inde på Rigshospitalet og deres to små drenge Julius og Ragn.
Men ingen musikvenner.
Peter Vesth har lige lovlig tidligt adviseret, at man vil holde en mindedag i Vesthhuset i marts måned. Han gjorde det, fordi han havde et stort planlagt musikarrangement netop denne lørdag.
Det har generelt skuffet mig at denne, i Nielses øjne nære ven, ikke besøgte Niels en eneste gang under hans sygdom, trods den omstændighed at Niels besøgte Peter nogle måneder forinden da denne lå syg. Men måske havde han for meget at se til. Måske opfattede han ikke helt, hvor syg Niels var. Jeg snakkede jo adskillige gange med ham i mobil under hele sygdomsperioden.
Men alt andet lige kunne arrangementet i Sorø være begrundelsen for, at der stort set ikke kom nogen af disse, for Niels, meget betydningsfulde personer.
Anette kom hen til Angela og hendes datter Caroline, som stod ved siden af hende, Mette som åbenbart kendte Niels via musikinteressen, og mig. Hun giver mig sin hånd eller også er det mig der rækker min hånd ud. Hun er forbeholden, tager hånden et sekund, men hun ser ikke på mig.
Så jeg mærker denne specielle offertilstand, som jeg desværre slet ikke føler hører helt hjemme nu, og det kan jeg jo sagtens tænke, jeg er ikke Anette.
Jeg mærker hendes undertrykte vrede, og det rammer mig i fortvivlende grad.
Vi to, for jeg tænker Anette også elskede Niels, vi burde trøste hinanden.
Men jeg forstår umuligheden i dette ønske.
Jeg er en fremmed der trængte ind på hendes trygge base. Trængte ind og væltede det konforme liv, vanerne og automatindstillingen om en slags ejendomsret over både ham og andet.
Der begynder at komme en del mennesker.
Martin, Nielses søn, snakker med sine venner, der har været bærere af kisten da den skulle ind i kirken fra rustvognen. Disse venner har vist alle gået på Ovre efterskole og haft Niels i et eller andet, enten musik eller sport.
En katolsk bisættelse er smuk. Men selv om jeg vidste at Nielses legeme befandt sig i kisten, så oplevede jeg også at hans legeme var en uddød puppe, uden Niels, som skulle forvandles til det støv, den ville ende med efter brændingen.
Men hvor var Niels så?
Jeg fornemmede ham stort set ikke helt på samme måde i løbet af bisættelsen, som hjemme i min egen lejlighed. Men til gengæld en fin spirituel energi fra de mange der sad der. Mon ikke han alligevel fulgte med i det hele? Jeg kan dårligt tro andet. Det kan være at hele kirkens lidt tunge energi, som væltede ud fra de mange personer der sad der, gjorde det svært at fornemme.
Martin sang utrolig smukt den lille country sang ” Seven Spanich Angels”. Han har en usædvanlig smuk stemme, og her fornemmede jeg endelig Niels. Ikke i stemmen men i temaet.
Jeg formåede ikke at sige farvel.
Det er ikke en mulighed jeg kan vælge.
Jeg græd.
Det gør jeg jo rigtig tit. Som en inkontinens plagsomme utryghed fordi muskelsystemet ikke magter at styre lukkemekanismen. Det er i en blanding af dyb hengivenhed og længsel, men også fordi det åbner hjertet i mig.
Udenfor kirken, ser jeg Martin stå og trøste Anette.
Jeg ser Angelas mand Henrik stå med tårer i øjnene, da rustvognen henter kisten og begynder at køre. Han vender ryggen til de mange der er på vej ned ad trappen bag ham.
Jeg går med min søster Kirsten ned til det aftalte sted, hvor Martin har arrangeret gravøl, eller hvad det nu kaldes i dag.
Der er en større forsamling i en restaurant der hedder Kareten
Det er på en eller anden måde lidt svært.
Jeg er vågen og hilser på både Nielses børnebørn Ragn og Julius, Katja og Susanne. De havde et forholdsvist afslappet forhold, eller næsten lige så afslappet et forhold som min eksmand Poul og jeg har.
Kirsten tog med mig hjem, efter vi havde snakket lidt med de forskellige.
Jeg koncentrerede mig om hende og først da jeg havde sagt godnat til hende og sad ude på altanen for at ryge, løsnede stivheden sig og tårerne fik uendeligt frit løb.
Det føltes for en gang skyld, som en slags befrielse, blev jeg klar over.
Søndag d. 29.10
Min storesøster blev hos mig helt til om eftermiddagen.
Vi gik ned på café Petrine, den Cafe´ Niels og jeg d. 16.02. 2017 havde aftalt at mødes på første gang. Og hvor vi siden spiste et par gange, men ikke første gang.
Her fik Kirsten og jeg så frokost.
Jeg blev meget berørt.
Så Niels stå der ved hjørnet af cafeen igen, da vi gik hen mod den.
Så ham smile sit lidt kejtede smil.
Gid jeg kunne tillade mig at gå hen og kysse ham igen, som jeg gjorde den første dag. Men det var jo kun mig der så ham, så ham og mindet der optrådte sammen med ham.
Da min søster var taget med toget til Slagelse gik jeg hjem og græd, som jeg havde haft lyst til hele dagen. Det havde faktisk været fint at Kirsten blev hos mig. Hun er virkelig på linje med mig. Det er altid som om vi bare lige har været nede i kiosken, eller på toilettet, når vi mødes. Snakken går derudad.
Så er det som om Niels er til stede, selv om jeg ikke kan se ham. Gråden åbner en særlig dimension. Det er hjertet der i gråden folder sig ud, blidt og varmt.
Mandag d. 30.10
Endnu en underlig uvirkelig morgen.
Jeg står ud af sengen og gør som jeg plejer, sætter vand over til min Fussite, snakker med kattene Simba og Silva, som jeg er utrolig taknemmelig for er hos mig, hvilket skal siges jeg egentlig ikke har sat så stor pris på, som jeg gør nu.
Jeg forbereder min morgenmad og støder med en voldsom overrumplende kraft ind i en længsel, efterfulgt af en nærmest udspilet fysisk smerte.
Jeg siger ud i rummet: ”jeg elsker dig Niels” og føler han er til stede.
Jeg vil ned på biblioteket og se om jeg kan finde nogle bøger om efter livet, Gud og meningen i det hele taget.
Det føltes bagefter overraskende specielt, at jeg der fandt bogen af Eben Alexander: ”Gaverne fra himlen”.
Jeg køber nogle gaver til Nielses to børnebørn Julius og Ragn.
Jeg ved ikke om dette elektroniske legetøj er noget for dem, vant som jeg er til at købe mere kreative ting til mine to yngste børnebørn, der begge er piger. Til mit ældste barnebarn, der lige er fyldt 16 år har jeg for vane at købe kosmetik.
Om aftenen prøver jeg at meditere på et nyt tykt stearinlys, for måske ad den vej at få mere kontakt.
Men det bevægede sig ikke som det jeg havde brugt de andre aftener, der havde været det lys vi havde brugt, når Niels spiste hos mig.
Men det var ved at være ret nedbrændt.
Tirsdag d. 31.10
At vågne op om morgenen syntes jeg er svært. Svært fordi jeg hver morgen automatisk genkalder mig situationen. Forstå at Niels er død, forstå en masse.
Jeg tager toget ind til Nielses søster Angela, der havde lavet hjemmelavet sushi.
Hun viser mig billeder fra Nielses og hendes fortid sammen, især som børn, og vi snakker om vores tanker om et liv efter døden.
Vi snakker om Niels, og hun fortæller mig om sjove tildragelser i deres barndom.
Jeg kan virkelig godt lide at høre Angela fortælle. Og jeg elsker at se barndomsbillederne af de to børn.
Vi kom til at le over Angelas udtryk at de to havde rigtige vælling kinder, da hun viste mig et af disse lidt klassiske fotografier hos Kehlet foto, hvor jeg straks får en ide til en børnebog med titlen ”Vællingebørnene fra Amager”, hvor jeg også tager mig og min storesøster Kirsten med.
Ideen lyser op et kort øjeblik og puttes ned i den efterhånden overlæssede ide kasse, i mit indre arkiv.
Da jeg kommer hjem falder jeg sammen i den specielle sorg der er så dyb og nærmest spirituel og føler at Niels dukker op øjeblikkeligt efter så nær ved mig.
Om aftenen oplever jeg at Niels sender mig den kærlighed han også gav mig den sidste gang han kyssede mig inderligt tre gange og hvor hans øjne strålede af kærlighed. Det var d. 28.09 på intensiv i Roskilde.
Jeg ser Nielses ansigt for mig da han kyssede mig allersidste gang. Et sekund efter kysser han mig, følte jeg og så kom han ned i mit hjerte.
Det flimrer uregelmæssigt kraftigt i nogle sekunder.
Det havde det med at gøre en gang imellem i denne tid. Flimrer og laver nogle sære hårde dunk. Nærmest en fysisk smertetilstand.
Jeg må erkende at jeg umiddelbart også håbede, det var fordi han ville hente mig.
Men snarere følte jeg at jeg blev forenet med ham.
Jeg har læst en del af bogen ”Gaverne fra himlen” og i korte øjeblikke oplever jeg hvilken sandhed Eben Alexander griber fat i.
Den er en stor trøst.
Der er nogle af de breve folk har sendt til ham for at fortælle særlige og specielle oplevelser, der rammer mig.
Men jeg læser den når jeg sidder ude på altanen og ryger.
Jeg kan kun klare små bidder af bogen. Er nødt til at fordøje teksten, er nødt til at følge en indre uro, en sær ubeskrivelig følelse af stort omfang. Følelser jeg ikke kan styre og jo heller ikke behøver styre.
På et tidspunkt når jeg frem til kapitel 4.
Midt inde i det står der noget der berører mig dybt:
”Psykologer i slutningen af det 19. århundrede gjorde en meget interessant opdagelse: Når vi undertrykker sandheden, lider vi under det, hvis vi inderst inde ved, at noget er sandt, men går omkring og lader, som om det ikke er det, skaber det konflikt, og denne konflikt forhindrer igen de forskellige dele af os selv i at kommunikere effektivt med hinanden. Dele af os bliver spaltet fra og ignoreret. Og jo mere de bliver ignoreret, jo vredere bliver de – jo mere frustrerede bliver de. Ingen kan jo tjene to herrer, sagde Jesus, og et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Dermed fremsatte Jesus ikke alene et af de største åndelige udsagn, men også en af de største psykologiske sandheder.”
Jeg kommer til at tænke på Nielses store dilemma i forhold til sin forelskelse og kærlighed til mig, der bestemt ikke var tilsigtet og hans pres og ulykkelige forsøg på at skåne Anette, sin samlever gennem mere end 10 år.
Han fortæller hende det først d. 19.05. 2017 og nægter derefter at det er på grund af en forelskelse i en anden kvinde, på trods af at Anette spurte så direkte.
Alligevel siger han at han har en i ”kikkerten”.
Det virker ikke klogt, hvis man tænker på psykologernes konklusion. Slet ikke hvis han ville undgå at såre Anette. Det må da have været akkurat lige så slemt. Men igen, han har nok gjort det for at jeg ikke skulle vedblive med at være en hemmelighed.
De får 2½ måned herefter, hvor de går op og ned ad hinanden, og ud af brevene forstod jeg hurtigt at Anettes, åbenbart følelsesmæssige voldsomme og for Niels overraskende reaktion, pinte ham og pinte ham meget mere end jeg troede. En erkendelse Angela prøver at fortælle mig.
Alligevel holdt han fast i at ville ”skilles”.
På det tidspunkt var han syg. Han havde mistet appetitten, havde feber, var træt.
Selv antog han det for at være på grund af det pres han var i, i forhold til Anette og sikkert hans store ønske om at ville leve sammen med mig.
Det må have været mildest talt mystisk for hende, at jeg kunne indtage så stor en plads, under hans sygdomsforløb på hospitalerne.
Hun kan få den tanke at jeg er skyld i hans opblussende Ebstein Bar virus fordi han først efter vores ”indledende” møder, bliver synligt syg. Hun ved jo ikke vi da, har kendt og mødt hinanden et væld af gange, gennem de foregående 3 måneder inden d. 19.05. Og samtidig har skrevet sammen hver eneste dag i næsten et halvt år, inden den 19.05.
Og nu bagefter, virker det rigtig slemt, dels fordi jeg er ret sikker på at han kunne have lidt under sin egen ”løgn” og dels fordi jeg er i en smule dilemma, med at udgive vores breve og krøniker samt sygeforløb.
Jeg fortæller ofte Niels at jeg elsker ham, selv om han ved gud godt ved det.
Jeg siger det højt. At kærligheden går ud over døden.
Jeg beder ham om at vente på mig. Jeg fortæller ham at jeg venter på ham. Og jeg er sikker på han udmærket ved det.
Det føles simpelthen ikke som om det er slut.
Onsdag d. 01. 11
Drøm:
”Jeg drømte at jeg stod med nogle fra KUK, der dog var den alder de har i dag. En af dem sagde til mig at jeg lugtede kraftigt ud af munden.
Jeg vidste det var fra min mave.
Jeg er så nedbrudt af sorg i drømmen, at jeg nærmest kravler, fordi jeg er så svækket. Så umådelig træt.
Jeg er meget ulykkelig over Niels er død og opdager at alle omkring mig er bekymrede.”
Den drøm må være et hink til mig om at det påvirkede mine omgivelser med min sorg, og at den var emotionel betinget. For maven er solarplexus og emotionernes holdeplads.
Selv om jeg får dette hink’s, har jeg det svært. Der bliver ved med at være et stort krater af gabende mørke iblandet afmagt, sære modsatrettede følelser og længsel.
Jeg siger til mig selv at der er udviklet en slags barn af Nielses og min kærlighed, og at jeg skal have det ud til menneskene.
Jeg fanger af og til en stor taknemmelighed over, at have lært Niels at kende.
Jeg tænker på i går aftes, hvor jeg sidder i min elevationsseng og mærker mit hjerte flimrer uregelmæssigt.
Jeg sætter mig ofte ud på altanen og ryger, mens jeg læser bogen ”Gaverne fra himlen”.
Jeg længes efter at dø, ikke som andet end følelsen af skønhed og frihed.
Jeg længes efter at mødes med Niels igen.
Det føles så virkeligt at vi skal mødes igen.
Mit blik falder på blomsterholderen, som jeg bruger som askebæger, der er ved at modtage endnu et skod.
Jeg opdager en masse gråsort under det lille cafébord, hvor jeg har asket cigaretterne, kun fordi jeg ikke magter at ryge en hel smøg ad gangen, men gerne deler den op i tre rygestunder. Der ligger allerede en pæn bunke af toppede askesmulder. Som små grå granitral.
Jeg erkender at jeg simpelthen ikke kan komme i gang med at motionere, selv om jeg godt kan mærke mit blodsukker er blevet ustabilt igen. At min diabetes er lidt ude af kontrol.
Martin har forsøgt at ringe om formiddagen og har lagt en sms-besked om at vores aftale om at jeg kom til spisning var nødt til at blive rykket.
Senere på eftermiddagen ringer han og vi aftaler at jeg i stedet kommer på næste onsdag.
Torsdag d. 02. 11
Står op og syntes det går rimeligt, indtil jeg står i badeværelset og ser mit eget spejlbillede.
Jeg oplever i et kort sekund at Niels er ved mig.
Og som de andre morgener, føler jeg savnet af ham, håbet med ham, livets mening krakelere og samles i en endnu større hensigt, for gud ved hvilken gang og jeg falder hulkende sammen, for magter jeg alt dette?
Jeg er også urolig fordi jeg skal ind til en psykolog kl.13.
Vader lidt uroligt frem og tilbage, får lavet min fussite og morgen skyr, spiser mine vitaminpiller, sætter mig med en smøg på min lange altan og læser Charlotte Rørhts bog: ”jeg mødte Jesus”. Det er tydeligt at hun oplevede mødet med Jesus, som en vild forelskelse. Og hun fortæller det på en herlig måde. Jeg genkender følelsen.
Psykologen og den afsatte time, kommer til at vare en bid længere. Den er sat til 50 min. men jeg er der et kvarter længere.
Psykologen er en beskeden mand, med en stor evne til at lytte.
Jeg fortæller ham om den store kærlighed der opstod mellem Niels og mig, om frustrationen på Roskilde hospitals intensiv afdeling, og mange af mine sære fornemmelser og tanker. Jeg fortæller ham, at Niels på daværende tidspunkt boede og dermed levede et liv sammen med Anette.
Psykologen lytter opmærksomt og spørger lidt ind til situationen.
Han beder mig lægge hånden på midten af brystet og jeg mærker den uro og sitren, med en Niels roterende indeni. Han spørger mig, hvor jeg mærker mest, og udover brystet og hjertet, der flimrer en smule, bemærker jeg mine fødder og underben, som forekommer lidt mere tunge og bevidste, hvilket overrasker mig, for det burde de jo ikke, hvis jeg havde mistet jordforbindelsen, ved jeg. Men også mit underliv spørger han til, og forundret mærker jeg en brunlig eller okseblodsfarvet lille kugle med Niels iblandet og små lysåbninger, jeg mærker hvordan hele bughulen virker som lava. Både i farve og vibration. Det er som om der udenom den lille kugle er en langsom roterende bevægelse modsat urets retning.
Jeg går hele vejen ned til S – toget.
Det var med lidt mere energi jeg nåede hen til toget. Jeg henter min cykel hos cykelsmeden, der næsten symbolsk blev flad på forhjulet, tirsdag i sidste uge, og cykler hjem med den, for senere at handle ind med den som transportmiddel.
Jeg begynder at skrive dette og kan mærke hen ad aften at jeg skal op på motionscyklen igen. Over to gange får jeg endelig trukket mig selv gennem 9 km., og det kan mærkes energimæssigt.
Min mellemste datter Krista kommer sent på aftenen, og har livets stressende jag og forvirring over sig, og i sandhed har hun også meget om ørerne.
Jeg lytter til hendes bekymring over Ellis.
Jeg tager en sovepille og selv om jeg skal på toilettet nogle gange, formår jeg at undgå at blive nærværende nok til at hamre ind i sorgen.
Fredag d. 03. 11
Jeg begynder at ane en slags dybere mening for mig.
Som når man skuer ud over havet og svagt aner en nødlidendes oprakte hånd i det fjerne.
Jeg overvejer om jeg skal tage til den fernisering som jeg via Facebook har fået.
Det er min gamle studieveninde Helle der udstiller. Jeg mærker en længsel efter at møde hende igen, men der er også noget, der ikke orker det.
Jeg gør forberedelser til at få vasket mit hår. Når sandheden skal frem bader jeg kun, når jeg skal vaske håret. De andre dage står den på etagevask. Grunden er i overvejende grad at mit baderum skal ryddes for alle mine ting, både min opbevaringsboks og den lavere kurvefletningsboks. Det skyldes at gulvet bliver totalt oversvømmet når jeg bader. Jeg har haft en mand til at rense afløbet for ”boksen” altså mit toilet og baderum, der er sådan en orange færdigstøbt boks med flisegulv, der har problemer med faldet ned mod risten.
Krista vågner og tager af sted efter en times tid.
Jeg går bagefter ud og ryger og læser videre i min bog: ”Mødet med Jesus”.
Da jeg kommer til at Charlotte Rørth nævner Grethe Livbjerg, får jeg gåsehud.
Grethe Livbjerg havde en ganske speciel betydning for mig, da jeg var i begyndelsen af trediverne.
Igen er det gennem en drøm der dengang i maj 1982, kommer med en oplysning:
”Jeg sidder i drømmen med et stort gammelt fotoalbum og bladrer, jeg kommer frem til et billede af en kvinde med briller i en række af små billeder og pludselig, ud af intet, peger en stor finger (Guds finger?) på dette billede. Der står et navn under.
Ved siden af dette billede var der to billeder mere der blev nøje udpeget i drømmen. Det ene er et billedet af en ung smuk indianer, med tilbageskrabet hår og barberet sider og nogle få fjer der stak op og så et billede af et lille embryo, eller meget tidligt skabt foster som hvid med en cyanblå rygrad og siennafarvet baggrund, hvorpå nogle kinesiske, japanske eller lignende skrifttegn, var placeret lodret.”
Billedet af indianeren erindrede jeg pludselig lignede Niels påfaldende der hvor jeg tog et foto af ham, da han var kommet på Rigshospitalet og ud af respiratoren.
Sammen med min daværende partner Jeppe, som jeg har min mellemste datter med, undersøger vi på en eller anden måde hvem billedet af kvinden med brillerne er. Dengang var der ikke ankommet opfindelsen mobiler og kun ganske få var i gang med computere, så egentlig ved jeg ikke hvordan vi fandt frem til et meditationskursus eller retræte med en katolsk vinkel (hvilket vi ikke vidste) og opmærksomhed på bønnens kraft, som denne Grethe Livbjerg stod for.
Jeg var 2 - 3 måneder henne med Krista, da vi tog på dette kursus og jeg første gang så aura eller erindrede dette fra barndomstiden.
Den oplevede jeg, fuldt udblæst, da Grethe Livbjerg holdt et foredrag under forløbet. Foredraget var om Kristus energien og bønnens kraft og virke.
Hun var helt oplyst og jeg sad forundret og stirrede på dette, uden bevidst at høre hvad hun egentlig snakkede om. Dengang troede jeg ikke det gik an at tale med andre om det, undtagen lige Kristas far Jeppe. Og som sagt var billedet, lige ved siden af denne kvindes billede, også den unge smukke indianer, som havde været afbildet i min drøm dengang.
Det skal også lige nævnes at jeg dengang havde en helt utrolig grad af kontakt til den mere åndelige verden, uden at jeg fattede dybden i denne åbning overhovedet.
Fostertegning af drøm
Hvad der er årsag til at det næsten er forsvundet, må jeg finde ud af, selv om det lige nu føles, som om at Nielses død åbner for den spirituelle side i mig igen.
Det gjorde den faktisk fra vi startede vores brevskrivning.
Måske har det aldrig forladt mig. Jeg har jo haft mange specielle drømme og oplevet, især med elever, at jeg ligesom talte fra noget andet, en anden dimension, mange gange.
Der kom en åbning allerede der. Jeg har set auraer igennem tiden, men det virker egentlig ikke specielt interessant mere. Jeg ser lysende farver,
der afhænger af samtalens forløb. Og jeg analyserer ikke specielt, som jeg engang gjorde.
Jeg har muligvis som barn set disse auraer omkring mennesker. Specielt i halvmørke rum hvor de er ret nemme at betragte. Men egentlig tror jeg at jeg troede alle så det, og da livet begyndte at trække mig ind i den mere materielle side, med indtjening, karriere, hjem osv. der især opstod fra 1997, da jeg blev ansat som fuldtidsbeskæftiget daghøjskolelærer på mit eget opfundne kursusforløb ”Mellem himmel og jord”, brugte jeg det kun som en mulig forståelse, der blandede sig med et stort billedmateriale som jeg fik overvejende fokus på, til at forstå mine kursister. Det blev dog også noget udvisket, da jeg fra jeg var 54 år i 1½ år levede med en mand, der bestemt ikke var den mest egnede for mig. Jeg havde dog stærke oplevelser af hans tidligste barndom.
Jeg må kontakte Grethe Livbjerg igen tænker jeg hektisk, eller i det mindste læse hendes bog: ”Johannes af korset”.
Hendes budskab føles ikke udvidende nok. Der er for meget adskillelse mellem hendes forhold til Gud og mennesket. I overført betydning kan det som sådan være ligegyldigt. Men vejen til åbning af Guds enhed til os virker afstandtagende. Dette konstant at placere Gud udenfor sig selv, virker ikke rigtigt på mig. Det er kraftig kollektiv projiceren.
Måske tager jeg fejl. Jeg må undersøge det og læse bogen, for jeg konkluderer jo blot uden baggrundsviden.
Jeg overfaldes af og til i løbet ad dagen af en slags boksestød i hjertekulen. Det kommer så pludseligt og hamrer ind i mig. Især her til aften føler jeg, at jeg er i en veritabel boksekamp med mit indre, en slags savn og en sær følelse af dybt nærvær, der er ved at gøre mit hjernearbejde arbejdsløst, noget jeg bliver utryg ved. Så dukker Niels op og jeg vil have ham fysisk. Jeg vil mærke hans stærke arme om mig. Hans varme kys. Hans begejstring, hans kærlighed. Og mit hjerte hamrer uregelmæssigt, som det så ofte gør, i denne tid.
Jeg er begyndt at motionere på min motionscykel igen.
Jeg har indset at skal jeg løfte opgaven, at skrive vores historie, går det ikke, at jeg skal slås med diabetesvirkninger.
Jeg må tage det liv jeg har mulighed for, hvor jeg stadig kan udrette noget, mere alvorligt.
Det at ville dø er ren utopisme. En flugt fra det jeg tror er forvirring og ikke erkendelse.
Lørdag d. 04. 11
Morgenen føltes ikke så tung i dag.
Jeg er så fokuseret på åndelig føde og indsigt, at jeg mere snakker med Niels om dette og med en vis glæde, godt nok gennem tårer, fortæller ham hvor højt jeg elsker ham. det svarer til at synge en bestemt strofe i en elsket sang.
Jeg er ikke helt færdig med bogen ”Jeg mødte Jesus”, men tænker meget på Charlotte Rørts oplevelse af vild ekstatisk forelskelsesagtig opløftethed og den dybe længsel hun beskriver, som gør at hun er nød til at møde det ”bløde mørke”.
For mig er mødet og tabet af Niels lidt det samme. Men er det så fordi jeg gør Niels guddommelig?
Men er vi ikke alle guddommelige?
Svarer Jesus ikke netop til farisæerne, der spørger ham hvor de skal finde Gud: ”Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. ej heller vil man kunne sige: ”se her”, eller ”se der er det” Thi se, Guds rige er indeni jer”.
Og siger han ikke også, da de retfærdige spørger i Mattæus evangeliets ”Verdensdommen” ”Herre når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig drikke? Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?
Og Jesus svarede og sagde til dem: ”sandelig siger jeg eder; hvad i har gjort imod en af mine mindste brødre eller søstre, har i gjort imod mig”
Jeg konkluderer at Niels er ligeså meget i Gud og med Kristus i svøb i sit indre, som alle er det på denne jord.
Alle!
Guds kærlighed går gennem mennesket, for mennesket er en del af Gud den skabende, en del af Jesus Kristus kærlighedsbebuderen og opleves via Helligånden i os mennesker, kunne jeg tilføje. Den kærlighed ligger i dyrene, i planterne og i en vild kreativ proces som spænder hele universet.
Guds kærlighed har kun mulighed for udbredelse, hvis vi elsker sandt, intens og oprigtigt. Og egentlig tænker jeg ikke på den kærlighed, der er mellem en kvinde og en mand, selv om hjertet kan åbne sig afgørende i dette møde, hvilket jeg må erkende det har fundet sted for mig selv. Jeg tænker på kærlighedens kraft uanset køn, race, religion eller alder. For hvor der er kærlighed åbner der sig mere. Det udvider sig jo. Og kærlighed er en vældig levende størrelse. Du kan ikke bare lægge den ned i en skuffe og så regne med den overlever. Hjertet skal hele tiden have liv.
Jeg mødes med min ældste datter Miriam ved Dybbølsbro station og sammen vandrer vi ud til Lokomotivværkstedet, hvor Krista, den mellemste, har en stand på ”Finders Keepers”
Det er utrolig overvældende at betræde den kæmpestore rå hal, hvor jeg i foråret var sammen med Niels.
Jeg bliver grådlabil og forsøger at undgå det så godt jeg kan.
Det er tungt, men som timerne går, oplever jeg alligevel at al den kreative aktivitet, der er på stedet, tænder et lille blafrende lys i mig.
For første gang er jeg klar på at ville det skabende, skrive dette rent og udgive det. Male Niels så godt jeg kan, hellige mig billeder i lysets og kærlighedens tjeneste.
Søndag d. 05. 11
Det er Kristas fødselsdag i dag.
Hun skal stå på sin stand hele dagen.
Jeg bestiller bogen af Eben Alexander ”Til himlen og tilbage igen”, inde på vores biblioteks hjemmeside, og vil hente den i morgen
Jeg skriver løs på denne mulige bog og græder pludseligt og stærkt mange gange.
Det kommer ind over mig så overraskende og river fortvivlelsen frem, selvom jeg virkelig forsøger at få dagen til at fungere.
Jeg ser ham i mit indre, fornemmer han er hos mig, hulker af sorgen over ikke at få lov til at leve med ham, eller blot en sorg, der ikke har en bestemt etiket. Måske en slags æresfølelse for ham.
Han har i sandhed taget bolig i mit hjerte.
Jeg læser i Jes Bertelsens bog: ”Kristusprocessen” når jeg sætter mig på altanen og hiver en halv eller hel smøg op af den kunstige sorte pelsfrakke, jeg hver gang ifører mig, sammen med et par tunge støvler, som Krista engang købte på et loppemarked og som blot skal trækkes på, ikke snøres først.
Jes Bertelsen beskriver Kristus feltet som kærlighedsfeltet, der er ved at blive udbredt blandt mange mennesker. Det skulle være et felt, som vi er ved at gøre os klar til at åbne for.
Den gamle Gudskraft der udgik fra bl.a. Jahve og Elohim (som betyder Gud i flertal), havde menneskets jegbevidsthed som deres fokuspunkt. De er ligeså meget Gud som i dag, men dengang handlede det for mig at se, fra menneskets guddommeligheds side, om at udvikle mennesket til identiteter, derfor blev Gud udtrykt som en streng og hævngerrig Gud, emotionel voldsom. Evnen til kærlighed lå mest i retfærdighedsfølelsen og kravet om mennesket skulle tro uanset hvad.
Missionen skulle have været at løfte menneskeheden ud af ubevidsthedens kollektive tilstand og ind i jegets individualitet, hvor alle blev mere eller mindre deres egne herskere over deres muligheder osv.
Jeg får ikke som sådan hjælp til helt at forstå den kraftfulde oprigtige kærlighed Niels og jeg oplevede, selv om jeg genkender noget i Frans af Assisis forhold til Klara.
Jeg tænker på det lille kors som Niels bar om halsen altid. Jeg mindes hans udtalelse om at Jesus var hans ståsted, hans tro. Og Jesus Kristus symboliserer jo kærligheden. Den åbne fuldkomne guddommelige kærlighed, vi alle besidder, men har svært ved at identificere os med. Der mangler ligesom noget mere konkret. Det er som om de gamle tekster i bibelen lige skal have tilføjet de sidste sider, til menneskenes indsigt og materielle viden i dag. En viden som kvantefysikere, for længst har indset omhandler vores egen påvirkning i tanke ord og handling, med det om sig givende stof.
Om aftenen ringer Krista dybt bedrøvet og opgivende.
Hun forstår ikke hvorfor hendes eksmand Jeppe, som hun stadig er meget forbunden med og egentlig stadig bor under samme tag med, pludselig er flyttet i løbet af dagen, uden at sige noget som helst.
Hun står der kl. 21.30 hjemme på sin 35-års fødselsdag og erkender at mange af hans ting og tøj er væk. Det gør mig virkelig ondt på hendes vegne.
Vi snakker om mange ting og præsterer at tale i mobil i nær sagt to timer. Ikke noget vi plejer at gøre, i hvert tilfælde ikke over to timer.
Jeg har meget ondt af hende og den hårdhed hun er udsat for, men tænker også at det er bedre at Jeppe ryger helt ud af hendes territorium. Så er det lettere at komme videre.
Mandag d. 06.11
Så blev jeg færdig med ”Kristusprocessen” og mærker rastløsheden og noget indeni der river og flår i mig. Niels danser rundt i mit indre og måske også på en eller anden måde i mit ydre. Måske er jeg blevet lidt småtosset. Men det er der sandt at sige ikke noget jeg kan gøre noget ved.
Jeg tænker ofte på Martin og Angela. Hvordan de klarer det, men Gudskelov har Martin sin kone og de to drenge og selv om Angela ikke er vildt begejstret for sin mand altid, så er hun ikke helt alene, selv om jeg egentlig ikke ved om det ægteskab hun befinder sig i, gør hende mere ensom end hvis hun vitterlig var alene. Hun udtrykker dog altid, at hun elsker Henrik men savner nærvær.
Jeg kan egentlig heller ikke påstå, at jeg bare føler mig alene, for det er som om jeg føler Nielses nærvær alle døgnets timer, det er mest når jeg fortvivler over, vi ikke fik muligheden for en fremtid sammen, at en slags ensomhed sniger sig ind. Ellers føles det mere som om jeg befinder mig midt mellem to verdener.
Op ad formiddagen henter jeg bogen ”Til himlen og tilbage igen” og får også købt ind.
Jeg tager mange pauser fra skrivningen og gråden, som af og til følger mig ud på altanen. Gråden er med til at gøre Niels nærværende i dybet. Den opleves som forbindelsen, eller egentlig er det i den dybe smerte der opleves, at følelsen opstår. Jeg påbegynder at læse den nyligt lånte bog. Sulten som jeg er efter at kunne komme ind bag dødens tæppe, der umiddelbart adskiller mig fra Niels.
Eben Alexander er en kendt hjernekirurg der har ligget i koma i 7 døgn med en alvorlig meningitis der bl.a. angreb hele hjernebarken.
I bogen mener han, at han kun kom igennem ved hjælp af den døgnopbakning hans familie udførte ved at sidde hos ham på skift både dag og nat.
Det er ubærlig læsning, for netop da Niels gik ind i sin komalignende tilstand, var jeg der knap så meget hver dag, som inden. Og jeg magtede og ville ikke, kunne klare at være ved ham både dag og nat.
Alligevel fortvivler jeg over det jeg læser.
Syntes jeg skulle have ydet endnu mere, selv om jeg godt ved, at det ville jeg ikke have kunnet magte.
Gid jeg havde kunnet.
Jeg bebrejder mig selv at jeg ikke greb mere ind på Roskilde intensivafdeling. Ikke snakkede mere med personalet om min iagttagelse. Der var jo mange situationer der blev udført uden oplevelsen af samarbejde og koordination.
Jeg læser hvordan Ebens familie og venner beder for ham, hvordan hans søn, Bond på 10 år er så betydningsfuld for Eben, at han selv mener, han var en absolut væsentlig årsag til han kom tilbage.
Jamen snakkede jeg for lidt til Niels? Bad jeg ikke nok?
Jeg forsøgte jo at sige ”I Jesu Kristi navn bliv helbredt”, men måske var min egen kontakt til de højere magter ikke nok. Måske følte jeg en form for magtesløshed, selv om jeg ofte fik at vide af både Angela, Martin og min søster, at jeg givet havde en stor betydning for at han havde holdt ud så sejlivet. Det er måske heller ikke det bedste at vide, for Niels led jo forfærdeligt alt for længe.
På et tidspunkt mens jeg sidder ude på min altan, hører jeg en slags kriblen ovre fra skillevæggen ind til naboaltanen.
Jeg bliver noget distraheret og rejser mig, for at tjekke hvorfra og hvad lyden er.
Så ser jeg pludselig et lille egern, som jeg ofte ser, der desperat forsøger om den kan komme ud af det kattenet som er klipset fast til skillevæggen.
Der er noget intenst over situationen. Jeg føler så stor kærlighed til det lille smukke dyr. Det lille hoved, øjnene og desperationen den besad.
Desværre forstår den ikke at jeg vil hjælpe den, og jeg glemte at tale til den, hvilket jeg ellers har erfaring med, virker ret stærkt på mange dyr.
Jeg tager saksen der ligger på blomsterbordet og klipper et lille hul forneden. Pludselig ser jeg egernet hive sig selv op langs en af de lodrette planker som er forenet med resten af skillevæggen.
Den kigger intenst på mig mens den kravler opad. Til sidst når den helt op og jeg ser hvordan den lyksaligt og frigjort, hopper over på en af grenene på et mægtigt fyrretræ der vokser ret ud for de to altaner.
Den er fri og jeg er nær ved at græde over dens lykke og tænker at sådan har det måske også været med Nielses befrielse af sit fysiske fængsel, som hans krop jo var. Måske havde det lille egern en slags forbindelse til Niels. Sådan opfattede jeg det. Tosset eller ej.
Den lette måde han slap det sidste åndedrag på, kan jeg godt opfatte som et suk og en frisættelse. Som at forlade en puppe der er syg og ødelagt. Forlade et net af fangenskab til fordel for friheden uden.
Det er som om Niels simpelthen lever i alt det jeg fornemmer. Det er som om han ordløst taler til mig derude på altanen i særdeleshed.
I dag stod han uden at han var materiel eller synlig og sagde han ventede på mig, han sagde det lige ind i mig.
Jeg tror selvfølgelig ikke selv, det er fordi jeg er ved at blive skør.
Jeg tror det er rigtigt. Men jeg kan forestille mig at en del ville antage mig for at have en skrue løs.
For når han sådan ”viser sig” strømmer der umådelig kærlighed, der gør mig tyndhudet og grådkvalt. En slags jubel blandet med en frygtelig stor sorg over at jeg er nødt til at vente til det bliver min tur.
Jeg vil gøre alt for at den tid jeg har på jorden, bliver med Niels som en slags indre lys.
Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at udbrede den spirituelle dybe kærlighed vi havde da han levede og stadig har og jeg vil tage vare på kærligheden til alt det levende der er, så godt jeg kan.