Kapitel 14
Noget om dualitetsprincippet
Torsdag d. 02.08
Jeg mærker du har noget på hjerte elskede Niels, hvad er det?
Min søde Karen
Ja jeg vil gerne forklare dig lidt mere og måske inspirere dig til nogle billeder eller lignende.
Hvis jeg tager udgangspunkt i tidligere forklaringer, så er vi en slags helhed sammen. Vi udgår som sådan i vores fælles udgangspunkt, vores fælles bevidsthed, vores åndelige overordnede fællestilstand. Vi har på en måde fra tidernes morgen været i denne sammenhæng, som aldrig kan forandres. Vores jordiske liv kan blive mere bevidste, vores uafklarede karmaer udvikle sig, men grundtilstanden er der altid.
Forestil dig en stor lys kugleagtigt sammenfiltret helt væsen, vores ”overtilstand”, som gør at vi ud fra dette har mødtes i talrige liv som herfra, på en måde, er samtidig. Derfor kan vi sige vi egentlig bare sammenlagt er et stort levende liv.
Men i vores læring af livsfaktorerne, blev vi nød til, akkurat som den store bevidsthed Gud i vores opfattelse gjorde, at udspalte os fra denne helhed i to køn. Gennem denne helheds tilstand, opdeles eller fødes utallige grene op i de mange liv vi har deltaget i. Kan du forestille dig det?
Kuglen er ren væren og trådene er dannelsen af vore individuelle fysiske livsprocesser.
Da jeg så dig i KUK, var jeg dybt betaget af dig og syntes det kunne være så skønt at komme tæt på dig. men du virkede ikke som en der var nem at få kontakt med og jeg bestemt heller ikke, for vi havde haft nogle liv, dels i afsondrethed og dels i større dramatiske forløb.
På en måde kunne jeg først turde dig da jeg åbnede hjertet reelt for dig. Deri lå faktisk i processen med at heale op på gammel karma. Jeg havde ikke behandlet dig som mit inderste ønskede jeg skulle i tidligere liv. jeg lærte på det tidspunkt mere om min lukkede tunge energi, der jo ventede på åbning.
Som jeg har omtalt flere gange, får vi stor mulighed for et harmonisk og dybt engagerende liv næste gang vi inkarnerer, især er det af overordentlig stor vigtighed hvor langt du når i åbning til både centrering og åndelig bevidsthed, og ikke mindst til at rumme hele dig så du ikke projicere dele af dig selv over på mig, eller andre mulige emner. Vi skal give meget kærlighed videre ud. Jeg er i min åndelige tilværelse på en måde allerede en del af det, hvis du forstår.
Jeg vil også sige, at i den større fællessjæl eller i vores højere bevidsthed, er der over vores egen sammenhæng i fælles tilstand, også vores åndelige familiefællesskab. Især mange som venter på en større læreproces og som også vil lære os meget.
Jeg elsker dig, en kærlighed der er indhyllet i Gud. Vi er jo altid i Gud, men vores jordiske kærlighedsevne er foreløbig indfanget i vores egoer.
Jeg ved du vil leve dit liv på jorden nu, med kærlighed og åbenhed, både til menneskene, som til alt, heri også til kunstens muligheder.
Er denne fælles bevidsthed, koblet sammen med vores højere bevidsthed? Kan jeg bare kontakte denne tilstand via meditation og er det den der kontaktes når vi skriver sammen?
Lige præcist. Du rammer plet. Når vi skriver sammen trækker vi begge på fælleskraften, derfor fik vi dette liv som i andre liv, også parallel forløb, hvor især de religiøse opvækstvilkår er afgørende for os. Det har vi faktisk altid været i på forskellig vis. Enkelte gange også i en modsat opvækst, som f.eks. rig og fattig, jeg fik i et par liv trygge baggrundsrelationer og du det kæmpende fattige overlevelsesliv, men altid med grundværdier af parallel karakter.
Onsdag d. 08.08
Elskede Niels.
Jeg fik oplevelsen af at der er noget du gerne vil have jeg nedskriver for dig, så jeg er klar.
Elskede Karen
Ja jeg har noget som jeg lagde op til under din meditation. For jeg vil gerne forklare dig mere omkring begrebet ”dualitetsprincippet, sjælsformer og sjælsgrupper også kaldet sjælevenner.”
Vi to definerer os i en stor sjælegruppe, hvori mange farver er tilstede. Vores farve er overvejende blå, nogle er røde, gule, grønne, violette, purpur, hvide og sågar sorte og de har alle bånd til hinanden. Vi to er forenet i den blå himmelfarve der er lidt mørkere end Cyanblå og ligger mellem indigo og cyanblåt. Den cirkel der er os er også forbundet til andre cirkler. Jeg behøver nok ikke nævne navne. På forskellige tider i forskellige livstilstande, møder vi jævnt hen andre i skiftende fremtrædelsesformer. Nogle kun kortvarigt, andre intensivt. Anette, du og Poul hører til i gruppen, din og min søster, mine forældre som din moster, og forældre vores børn osv. Det er sjæle hvis mission er at hjælpe, vejlede og selv blive vejledt i en spiralformet proces. Denne sjælsgruppe er igen som helhed forbundet med andre sjælegrupper, såsom landesjæle, egnssjæle, religiøst orienterede sjæle, menighedssjæle, grupper osv. Alle selvfølgelig rummende Guds indre stråleglans. Alle stræbende efter kreativ udfoldelse, med hensigt på at virkeliggøre kærligheds princippet igennem den fysiske fortættede mulighed, på jorden. Mennesket skal gennem vilkårene og i fællesskab lære denne særlige tilstand, og som du just har læst af Mira Kolley, er det et vigtigt område vi alle sammen udfylder, også selv om vi kan vade i samme mønster i adskillige liv. Det er sammenligneligt med en bil der sidder fast og enten ved egen hjælp eller andres hjælpsomhed, får skubbet sig videre. Og til forskel fra bilen vil drivkraften være der altid.
Mennesker vil åbne sig overalt, stille og roligt, og vores mission lige nu og i kommende liv, som på en måde også eksisterer i nuet, er at være vejledere og lærere.
Vores udgangspunkt kunne være Samsø, vores videre forløb, et udtryk der stræber mod ren kærlighed, selvom skal nævnes at ren kærlighed er vanskelig i en uren verden. Derfor er det så vigtigt at fungere som rengøringspersonale og tjenere.
Men der er meget at glæde sig til. Og fryd dig over, at miraklet skete for os, trods afveje og vildveje. Vi mødtes. Det gør vi både åndeligt og fysisk igen.
Jeg sender dig guddommelig velsignelse og tro. Tro på meningen med din fortsatte jordiske eksistens. Jeg er med dig, i dig og ved dig.
Søndag d. 12.08
Elskede Niels.
Jeg mærker dig og hører dig. Skriv dine ord til mig, jeg er klar. Måske kunne du fortælle mig om jeg skal søge op til ”Den gyldne cirkel” i Frederiksværk?
Elskede Karen.
Ja jeg prøver at fortælle dig om vores sjælsforbindelse, jeg får oplysningerne, set fra din side, i små lysende ryk, men det du skal forstå er at vi udgår som en, på en måde har vi levet i det liv jeg lige har fortalt i en og samme sjælstilstand. Samtidig med vi er to sjæle og to kroppe i en åndelig forening, vore sjæle er to sider af samme energiånd, ligesom en mønt har to forskellige sider og kan printes ud med endda ret forskellige mønstre. Sådan har vi gjort adskillige gange, da vores, om man så må sige, fælles sjælsenergier søger kærlighedsåbningen og forståelsen, indsigten i vores guddommelige fællesbevidsthed, som den gnist af total Guddom vi reelt befinder os i. Som Guds børn udgik vi i en slags dualitetsprincip, akkurat som Guds eget kreative udtryk. Vi kan ikke fortættes til fysiske liv, uden denne dualitetsmulighed.
Kanalen igennem ånd til fysisk energi er fødslen og døden. Gud er indeholdende i dette helhedsbillede af feminin og maskulin samling i en. Vi kalder kun Gud faderen, men der er ingen hverken fader eller moder. For Gudstilstanden er ud over disse begreber, det er en slags ekstrem væren, som vi ikke har evner til at fatte endnu, i udskillelsens skabende energi mod de fysiske udtryk, kunne vi måske godt bruge det maskuline og feminine princip, begge kendetegnende udtrykket ”Jeg er”. For at forstå det reelt så kunne det opdeles for forståelsens skyld i ”Jeg er tanken” og ”Jeg er formskaberen”. Det kender mange kreative mennesker. En ide bliver tænkt og det resulterer så i et fysisk udtryk, uanset materialet. Det kan være sang, ord, billeder, etc. Uden form ville ideen ingen betydning have, kunne man sige. Vi to er ligeså, så ja, vi er en sjælelig udtryksform af større hensigt. Du har oplevet min tilværelse, som jeg har oplevet din. At vi møder andre og forener os kønsligt med andre, betyder at vi i vores sjæles udvikling, har været i store og vigtige læreprocesser med flere mennesker, faktisk rigtig mange fra vores sjælegruppe. Vi er sammenlignelig med solsystemer og mere korrekt a la galakser billedligt talt. Håber du forstår mig. Udvikling er en spiralformet proces.
Du skal vide at du får al den hjælp og inspiration du har brug for gennem energi fra de jordiske kræfters vogtere, altså gennem Sanat Kumara og din skytsånders energivibration. Ikke gennem mig. Jeg kan dog forstå, at du skal søge en lettere udviklet åndelig gruppe. Ikke på et nybegynderstadie. Der vil komme klare øjeblikke for dig. Stol på dem. Se dig om, lad dig inspirere, ring til dem. Herfra er det vigtigste at du får styrket din indre kraft. Måske tjek en ekstra gang. Skriv at du ønsker udviklende dybde, med opmærksomhed på dine clairvoyante evner. Der er en del energi omkring astrologien og måske kosmologien i spirituel betydning. F.eks. via Martinus filosofi.
Jeg elsker dig, som den guddommelige person du er og er altid i dig, med dig og hos dig. Men det er du vist ved at være ret bevidst om.
Lørdag d. 11.08
DRØM:
Drømte noget med at Niels kørte taxa og jeg var sammen med Miriam og Gabriel. Vi havde det hyggeligt, Bent, Gabriels far, var der ikke. Vi skulle et eller andet, som sneen forhindrede os i, men jeg sørgede for vi kom igennem sneen.
Onsdag d. 15.08
DRØM:
Brugte tid til at finde kapsler til flasker. Dem der var, var sat forkert på.
Drømte også noget med at jeg sad og snakkede med Anette (Nielses samboende) hvilket var meget rart og afslappet. Der var også noget med Niels, men jeg husker ikke hvad det var.
Torsdag d. 16.08
Elskede Niels.
Så er du der igen, eller rettere følelsen af, at du har noget på hjerte, som man siger.
Elskede Karen
Ja helt rigtigt, jeg vil forklare energitilstanden i Guds nærvær i os mennesker. Vi er som jeg har pointeret flere gange, alle i Gud, også når du læser om spøgelser poltergejst og andet. Det er fænomener, der kan skyldes at nogen på ”den anden side”, ønsker kontakt, men bliver opfattet som mere eller mindre truende, eller det kan være fænomener, som spiller sammen med de fysiske projektionsmekanismer. Når en clairvoyant fornemmer ”spøgelset” og siger farvel til vedkommende, retter han/hun udelukkende dette farvel til de efterladtes forestillingsverden i og med sådan en clairvoyant, skaber en kontakt til forestillinger hos jeres fysiske energier, om at tage afsked med den afdøde, sandheden er at afdøde altid er der, fordi der ikke findes afstand reelt mellem åndeverdenen og jeres begrænsede menneskevirkelighed. Derimod kan bestemte følelsesenergier sagtens opleves i jeres tilværelse. Der skal respons og energi, samt overbevisning til for at afstedkomme fænomener som bl.a. Steen Kofoed beskriver.
Strømmen af åndelig information er kraftig i denne tid og bliver endnu kraftigere i den kommende tidsepoke. Vandbærertiden.
Jeg er enig med dig i at du frit kan vælge hvad du føler vil fremme dit arbejde. Jeg kan inspirere dig, men det er afgørende at du selv føler for dine valg. Det er bestemt ikke nødvendigt at du skal søge kurser eller bare bøger som du sågar allerede har.
Du mangler intet, kære Karen. Bogen af Wayne Dyer er lige min kop te. Jeg får jo lærdom her, akkurat som jeg selv ønsker.
Jeg elsker dig og nej, jeg er ikke låst fast i den fysiske verden, jeg er i et hav af utrolig kærlighed og bliver oplyst ud fra muligheder og mine egne længsler, hele tiden.
Torsdag d. 23.08
Elskede Niels.
Jeg var, som du sikkert ved, sammen med Angela i går. Jeg tror jeg har drømt noget i nat om det, men husker det ikke, så i nat vil jeg prøve at hoppe over sovepillerne, så jeg kan træne i bedre drømmehukommelse.
Jeg har tænkt meget på hvad jeg skal vælge hvis eller da jeg gerne vil udvikle de spirituelle sider mere.
Jeg venter også på hvorfor d. 23.08 skulle huskes som noget vigtigt. Det er faktisk i dag. Det er min veninde Lisas fødselsdag. Men det har vel ikke noget med hende at gøre?
Jeg læser meget som du ved og i øjeblikket er det om regressionsterapi og den healende indvirkning det kan have.
Jeg ved jeg har haft mange liv, nogle af dem med dig.
Navnet ”Kumara” dukker op af og til, især fordi det kom spontant til mig under nogle af de første meditationer efter din død. Jeg måtte slå navnet op på nettet og opdagede at under Sanat Kumara, fortaltes om ”Den gamle af dage”, du nævnte ham også for lang tid siden, som din og vist min vejleder. Måske kunne du fortælle mig mere, som du er i gang med, om alt det forunderlige du forsøger at beskrive.
Der er ikke noget jeg hellere vil, min kære Karen. Jeg vil godt prøve at give dig et mere struktureret billede af altets storslåede sammenhæng. Men også lige fortælle dig, at jeg på en måde var med jer på frilandsmuseet. Det hus du fandt mest interessant, har måske fungeret for os i tidligere liv. Men tilbage til oversigten, og inden jeg går ind i din kontakt til Kumara.
Vi blev materialiserede, og jeg starter med vandelementet, selv om vi ikke som sådan begyndte der. Vandet er et udmærket område at starte. Vand har som alle voksne har lært, en kemisk formel kaldet H2O, altså ilt- og brintatomer. Disse tilsammen udgør et super stof til videre skabning af en slags bevægeligt liv. I dette var vi alle små atomare gnister, der fik amøbe eksistens og videreudviklede os til både primitive enkeltindivider som senere udviklede sig til fugle og pattedyr. Det er jo noget et hvert barn lærer om, men som også er reelt set herfra.
Planterne var som en hel gren af processer for sig. Generelt blev alt skabt som kreative evigt udviklende processer. Ikke kun som den Darwinistiske lærer mener, men ud fra åndelig ønske tilstand.
Gud eller gudseksistensen som alt levende jo er, så at alt var såre godt og kreerede videre. Vi som sjælsenergi, var i en stor samlet helhed indenfor en slags udviklingsgruppe. Dyr som pattedyr, er i en forbundet overordnet helhed, samtidig med de fødes individuelt med Guds indre og fokuseret på at opleve materialitetens virkning i det ydre. Ergo er pattedyr de første der laver en slags udskillelse af deres overordnede sammenhæng, derfra kom det tænkende menneske i spil, som en udskillelse fra det instinktive og for højere udviklede dyr, emotionelle reflekterende dyreliv. I familiegruppen var det en slags helheds udskillelse, hvor vi som ubevidste sjælevæsener fik åbning til bevidsthedens dimensioner.
Forestil dig en slags cirkel i en cirkel, der bliver mere og mere fortættet og dermed begynder bevidsthedens tilstand som Sartre så siger sådan til: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Men tænkningen er mere end hjernens processer, vil jeg tilføje. I den store sjælssammenhæng, er der allerede dannet dualitetens udskillelse, i form af først en større gruppedynamik med specielle formål, dernæst i køn og i og med denne dualitetsudvikling, udgik vi fra en helhed til to sjæle, der spejlvendt kunne siges at udgå fra en samlet sjælstilstand. En slags individualitet som kan give kolossal bevidsthed efterhånden. I vores evighedsværen i Gud, er vi som to sjæle, samtidig også forenet i en helhed en sjælssammenkobling. Vi er faktisk ikke modne til at forstå disse lovmæssigheder endnu.
Det maskuline princip har de sidste 6000 år været beregnet på udviklingen af individualitet, handlingsorientering, og dermed en nødvendig afstandtagen til al feminin dominans, også udviklet til overdreven angst, fokuseret på det feminine aspekt og dermed udmøntet fysisk i en tiltagende nedladenhed overfor kvindekønnet. Mænd frygter visdomslaget i både gamle som unge kvinder.
I Jesu Kristi livsforløb jordisk set, var det hensigten at vise vejen til kærlighedens spirer. I vores nuværende tilstand på jorden, vil den maskuline energi, der i udviklingen af egoet, måtte adskilles i et jeg og et du, langsomt blive nedbrudt af ydre presserende tryk, der i denne tid er pålagt planeten Jorden. Hensigten er at dette umålelige tryk vil resultere i længsel efter visdom, hjertets vej til fornyende muligheder, kønnene vil udvikle helt lige tilstande og derudfra integrere begge sider. Altså samle.
Det er det Johannes åbenbaringen er inde på i form af ”fødselsveer” for hele menneskeheden og kloden med. Disse fødselsveer er nok smertefulde og dramatiske og de kan udmærket resultere i ødelæggende krige, sygdomme forårsaget af energitilstande, hvilket menneskets frie vilje har tilbøjeligheder til at gå i retning af. Men hverken den ene eller anden side bærer ”skyld”, skyld har bevidstheden, det ubevidste er i mørke, ligesom et foster, der også er i mørke, godt beskyttet indtil det er klar til at fødes ud i verdens tilværelse, af både lys og smerte.
Det er et enormt samarbejde, som vores meningsfordømmende egoer er ved at bekrige. Men tro mig, der er ikke noget reelt at frygte, selv om menneskets livsduelighed bliver udfordret.
Det kræver meget. Der er heldigvis bøger, som vil give dig fortsat inspiration til mange områder. For mig at se er du mest tilbøjelig lige nu, at gøre udgivelsen af vores, såvel som dine skriverier, som dit største fokuspunkt. Der er lagt op til muligheder, til hjælp for andre, til åndelig vækst. Og så er der jo billedudtrykkene, dem vil du sikkert også glæde dig over på et tidspunkt. Det eneste omdrejningspunkt der er værd at tale om, er det din moster også påpegede efter sin død. ”Inertien” den er stadig en slags hæmmende faktor. Jeg kan dog sige at det herfra, ser ud til du får alt igennem i dit tilbageblevne liv, vel at mærke hvis du ønsker det. Det står dig jo ganske frit at beslutte. Der ligger i øvrigt også hele det astrologiske dualitetsprincip. Det kan vi altid komme ind på.
Sanat Kumara hører til vores store fælles mester, som du ved påkaldelse kan få direkte og væsentlige oplysninger, styrke og mod fra, eller endnu mere let, er kontakten til dine skytsånder Tamara og Charlianna, som udgør arbejdsområder uddelegeret af Sanat Kumara.
Alt det jeg skriver om forhold, dualitetsprincippet etc. er dikteret gennem denne store ånd.
Sanat Kumara er også kendt under navnet ”Den gamle af dage”. Så egentlig er det gennem hans oplysende energi, at jeg optræder som om jeg er den oplysende. Ja det er reelt gennem ham og fordi du har åbnet til mig, at jeg bliver kanalen til at formidle de større indsigter. Så det der sker er, at du via dit fokus på en slags genkendelse af mig, kommer igennem porten til større visdom og indsigt. Så må vi håbe at jeg opfatter klart og du også opfatter det, så klart som muligt.
Er du klar til en lille bid mere?
I bl.a. både plante- og dyreriget, som vi som mennesker stadig er inde under, er dualitetsprincippet slumrende som en overvejende ubevidst men ret afgørende tilstand. Denne kraft er baggrunden og altafgørende for skaberkraften mellem de maskuline og feminine kræfter. I fortættet form som på vores planet, klart afgørende for al afkom. Dette afkom har udviklet sig og lagret indbyggede erfaringsmønstre, fra alle tidligere inkarnationer, fra gruppesjæle til individuelle sjæle, som vi som mennesker er ved at få bevidsthed om. Vi bærer disse indbyggede erfaringer fra alle tidligere eksistenser med ind i de nye inkarnationer.
Hele universet bevæger sig i udviklingstrin.
Al dyre-og planterige rækker over æoner af tid, ud mod stadig større forfinelse og erkendelse af indre som ydre Gudskraft.
Denne proces er dog først reel mulig via menneskets tænkende udvikling. Igennem mennesket åbenbarer Gud sig selv, i en ret fortættet form. Med andre ord bærer vi, som alt levende, Gud i vores indre, og i gennem mennesket, kan Gud komme til større og større udtryk, og få mulighed for at handle sig selv ud i fysisk erkendende form. Det er dog kun ved at bevidstheden om Guds flamme, erkendes som eksisterende i det indre blandt menneskene. Det kræver at mennesket begynder at omstrukturerer fysisk erfaring med guddommelig handling. Igennem kønnenes ”kamp”, formidles mulig sand forening, en forening til åbning af hjertets kraft. En mulig erfaring af kærlighedens evne, som huser den indre Gud i mennesket. Det er konkret at forlade den fysiske begærstilstand og lade sig forevige i en åndelig fysisk kærlighedstilstand, der ikke søger sit eget.
Vores dualitet bliver i processen åbnet mere og mere. Mennesket er en slags mellemled mellem ånden og stoffet, vores legemer. En evig sjælsforbundethed i det jeg så tit er inde på, sjælspartnere eller Tvillingesjæle, som har drevet længslen frem i stort set enhver, og som vil åbne sjælenes indsigt i mødet og foreningen af sjælspartnernes sammensmeltning.
Denne sammensmeltning vil åbne hjerterne til alle levende væsner. Men først er det blot partnere der krydser hinanden. Alle partnere, selv om de ikke er sjælspartnere, kommer fra samme gruppe, sammenlignelig med f.eks. dyrenes sammensmeltede artssjæl, eller mere kollektive sjælsenergier, der bl.a. på et tidspunkt inkarnerer fra evt. kæledyr til en bevidst enkeltsjæl, med artsfællernes samlede erfaring iboende.
Gud er i os alle. I den mindste lille energistruktur til universets overdådige og uendelige eksistens, eksisterer Gud som den kreative igangsætter. Og vigtigt er at forstå at Gud er både maskulin og feminin. Og ikke dualiserbar.
Er du bevidst i dit indre, er du dermed også i Gud, som dråben er en del af havet. Og denne erkendelse er på en måde Guds oplevelse af fortætningens kreative muligheder, strakt over æoner.
Evnen til at forene flere og flere sjælspartnere, går gennem vores sjælsfamilies læreprocesser, liv efter liv, eller måske mere forståeligt og korrekt, inkarnation efter inkarnation. Og jorden sitrer over sin forestående fødsel.
I denne fødsel vil vi kunne fødes og danne et virkelig stærkt ærlighedsudtrykkende par, med store skabende muligheder og ja, vi har været sammen, som et forholdsvist lykkeligt par i Sveriges store skovområder tæt op ad Norges grænser.
Jeg elsker dig og frydes med alle her over du arbejder videre og har din stærke overbevisning.
Jeg vil lige tilføje at Sanat Kumara og lady Venus er hele menneskehedens sjælsfølgeskab, udlevet i det nødvendige dualitetsprincip skabt i fysisk form. Der kunne nævnes mange flere dualitetsenergier, såsom Jesus og Maria Magdalene, Frans af Assisi og Clara. Paulus og Hekla. Dualiteter der senere er inkarneret på forskellig vis. De repræsenterer på en måde hele klodens samlede sjælstilstand, inklusiv det vi som mennesker er tilbøjelige til at opfatte som sjælløst.
Lørdag d. 25.08
DRØM:
Drømmer noget om en slags genoplivning af et barn og en voksen. Mener jeg?
Et syn:
Efter min meditation om eftermiddagen, hvor jeg åbnede øjnene igen, siddende i min elevationsseng, troede jeg at fjernsynet var gået i gang lydløst, eller måske havde kørt hele tiden, uden mit vidende, idet jeg så et levende billede på skærmen, der mindede om et negativ i gråhvide toner. Det forestillede en hospitalsstue med en syg mand med hår som Niels, bare i negativt udtryk. I første omgang var jeg bare overrasket over at fjernsynet ikke var slukket, for det måtte jeg have gjort inden jeg gik i gang med meditationen, men lidt efter erkendte jeg, at det var mig der havde et syn, for fjernsynet var vitterligt, som forventet, slukket. Ved indeni mig selv at fremkalde positivt billede af negativet, erkendte jeg at manden i sengen var Niels. Jeg begyndte at spekulere over hvad budskabet kunne være, og kom til at tænke på at jeg ville skrive en kronik om sygehusindlæggelser osv. eller udgive det i forbindelse med det her.
Torsdag d. 06.09
DRØM:
Jeg drømmer jeg går ind på min mailkonto og ser der er kommet en mail fra Niels. Der står klart og tydeligt Niels Skriver. Jeg er meget overrasket over drømmen, for jeg er helt bevidst om at Niels er død og mailen er dateret til i dag.
Jeg forventer nærmest der er ankommet en mail fra Niels, da jeg tænder computeren, hvilket der naturligvis ikke er.
Elskede Niels.
Jeg drømte i nat/morges, at du havde sendt mig en e-mail, hvilket jeg blev overrasket over, fordi jeg i drømmen vidste du var død og derfor i teorien ikke kunne sende mig dette. Der var så heller ikke konkret noget i mailboksen.
Jeg er nu gået i gang med at skrive også denne del af vores korrespondance ind på computeren, til fremtidig udgivelse. Fik følelsen af en slags påmindelse.
Elskede Karen
Ja jeg gav dig bare en lille opkvikker. Jeg vil gerne fortælle om nye områder, oplysninger etc. etc. til dig.
Du behøver ikke skrive med mig nu, det kan vente, nu ved du jeg har nogle ting at fortælle om.
Jeg glædes over at Martin endelig ser ud til at få solgt mit hus, selv om der endnu kan gå lidt tid.
Med hensyn til ny tilstrømning af oplysninger så er der jo ikke noget der haster. Jeg glæder mig og elsker dig.
Fredag d. 07.09
Min elskede Karen
Jeg vil straks fortsætte fra i går. Tak for du er så hurtig til åbning.
Kan du forestille dig en stor sjælsgruppe udviklet videre fra dyreriget, indviklet i en slags engleagtig kraft, der derpå spaltes op i individuelle sjæle. På en måde har de altid været i en slags individualitet og alligevel dannet en samlet sjælsart via erfaring fra dyreliv efter dyreliv. I denne nu udspaltede sjælskraft, var vi i udgangspunktet en sjælsenergi a la det vi forstår som Guds helhed. Vi skal ikke glemme at vi som udgangspunkt er skabt i Guds billede, og Gud er helhed i en dimension vi overhovedet ikke fatter. Vi spaltedes ud i to dele i en konstant tilstand for fysisk som sjæleligt, at opleve dualitetsprincippets skabende kraft. En kraft der skaber, som en maskulin og feminin tilstand. Kønnet valgte vi at iklæde os som fysiske levende skabninger, med det formål at skabe fysiske væsener, og for mennesket at kunne udvikle hjertets kraft via dualitetsprincippet og få det virkeliggjort i den mest fortættede energi der består.
Universelt er der mange trin og metoder. Ikke kun vores. Men metoden giver en konkret mulighed for at udvikle større og større erfaringsmønstre liv efter liv. Nogen gange inkarnerer vi som samme køn af forskellige opbyggende årsager. Vi bærer derfor livet igennem billedet af den andens energi i vores indre. Som regel i dyb ubevist forståelse af dette. Af og til mødes vi mennesker i forskellige inkarnationer under begrebet sjælspartnere, men er sjældent klar til at forene os i en lang materialistisk orienteret periode. Vores sjælsgruppe, dem som vi også har store lighedspunkter med, træder ofte ind som vores partnere hvor det indre billede af vores modsatkønnethed, ikke altid lever fuldt og helt op til vore indre erkendelse af vores reelle sjælspartner. Det giver mulighed for, i en måske mere provokeret form, at nå større selverkendelse og dermed åbning til hjertets guddommelige, men i samme ånd, ydmyge kraft.
Som det skete med os, mødte vi vores sjælspartner i det liv jeg just forlod. Vi oplevede helhedsfølelsen og du ved nu, hvordan din indre animus udtrykker energien. Vi måtte naturligvis åbne ubetinget op for vores dybere forening. Der er stor udvikling i at møde andre fra sjælsgruppen som ”partnere” igennem inkarnationerne. Det vi oplevede vil resultere i genfødsler med klarere mål. For er mødet først etableret for fuld åbnende tilstand af hjertechakraet, er det guddommelig indgriben og hensigt til at bruge denne erfaring i fremtidige inkarnationer, som ud fra den energi vi udspringer fra, til sin tid vil gøre os i stand til at inkarnere i en personlig kraftfuldhed.
Mere kan jeg ikke sige lige nu.
Jeg ser du har fået mere mod på livet og større vished om min kærligheds intensive dybde, mit nærvær både ved dig og i dig.
Ps. Måske får du lyst til at skabe billeder af denne inspiration. Så vidt jeg ser står de jo i kø, de smukke billeder du har i dig.
Lørdag d. 15.09
Elskede Niels.
Jeg ved ikke om jeg blander mine tanker eller indfald sammen med dine lige nu. I alt fald så hører jeg tanker og ord, som jeg gerne vil diktere ned. Har du noget, som jeg fornemmer du har, så er jeg klar
Jamen søde Karen, dine indfald er jo også mine, du behøver blot tænke på mig og vi forenes.
Jeg er i dig, du er i mig og hvis du vil fatte mere om sjælspartnere eller såkaldt tvillingesjæles tilstand, så handler det jo om, at vi som sammenligning er hele menneskeheden lig vort fysiske univers, hvor der findes milliarder og atter milliarder af kloder, mælkeveje galakser osv. Men der er også planeter der er så tæt på hinanden i dette mylder at det svarer til en enhed spaltet ud. Universet med galakser, svarer nærmest billedligt til at hver galakse rummer et enormt antal solsystemer, sammenlignelig med vores overordnede åndelige gruppeenhed, som vi tilhører, lige som i galakser findes solsystemer, som er en sjælsgruppe ud af den milliard store gruppe, der igen kunne opdeles i en slags sjælefamiliegruppe, og i sjælegruppen er der så planeter tæt forbundne, som jorden og månen, der mytologisk er sammenhængene.
Den krop du fysisk besidder er på en måde i mikro størrelse lig med en langt større tilstand set som makro størrelse. Guds fysiske tilstand, indhyllet i en form, der blot er energi i langsommere og tættere elektrisk tilstand er det tætteste jeg kan komme en åndstilstand inkarneret i et univers af uendelig fysisk og sjælelig struktur. At blive kropsbevidst helt ind på celleniveau vil tage adskillige liv, men som sjælsgruppe kunne det sammenlignes med organer som hjerte, lever, mavesæk, muskler hjerne, osv.
I øjeblikket er du gået i gang med kristusbogen ”Et kursus i mirakler”, en virkelig forvandlende bog, som jeg sikkert i mit mere ego prægede sind, som jeg besad på jordplan sidst, ville have droppet. Her i den stråleatmosfære, som jeg nu befinder mig i, er jeg forbundet med en slags visdom og kan sige at denne bog er visdom.
I skabelsen af Adam forstået som menneske, sker jo netop søvnen. Adam vågner ikke op af denne søvn og så starter symbolsk hele fortællingen om den menneskelige udvikling, idet Adam, stadig det hele menneske, bærende begge køn i sin åndelige tilstand, spalter sig op i dualitetstilstanden med ”fødslen” af den kvindelige side Eva. Dette er ikke tilfældigt, fordi de feminine egenskaber er mere forbundet med fysisk tilstedeværelse og Adam/Eva ”drømmer” videre og vælger at spise, (igen symbolsk) af kundskabens træ, et træ hvis frugt giver den der spiser af det, evnen til at skelne mellem det gode og onde, hvilket i den grad hjælper det ego frem, som historien handler om. Gud reelt kunne jo ikke skabe så tåbelige vilkår for ”sønnen, afkommet, mennesket” men ”sønnen” får netop en slags sekundagtig modsat tanke og det er denne modsatte tanke vi alle udlever over millioner af år.
Det er egoets fødsel der beskrives, og egoets ”Gud” der overtager alt og skaber de efterfølgende beretninger om Adam og Eva, og specielt om Kain og Abel. For det gode og onde bliver på en måde spaltet op, og alt spaltes igen op vedvarende, i forsøget på at udvikle de fysiske muligheder under lidelsesfulde former.
Splittelsen er i menneskets iboende tilværelse. Det går over liv og opbygger et stærkt ego, der ved historien om dette brodermord viser egoets misundelse og angst og søgen efter både skylden, der går indad og hævnen der går udad. At være i disse tilstande er hele menneskehedens nuværende og fortidige udfordring og kun ved at vække Abel der er lig med ånden og forbinde ham med Kain, for som fortsættelse af menneskets udvikling derefter at trække Adam og Eva sammen og vække Mennesket ”sønnen af Gud” fra sin dvale. Altså vække det guddommelige menneske med Kristus energien, som jo er Adam i svøb, der stadfæstedes og blev udlevet i Jesus opstandelse fra og overvindelse af døden.
