Kapitel 12

Niels og hospitalsopholdene

 

Lørdag d. 12.05

Elskede Niels.

Jeg kunne ikke skrive sammen med dig før nu.

I eftermiddag tager jeg op til Krista og lille Ellis.

Men lige nu har jeg tid.

Jeg fortæller ikke hvad der som sådan foregår i min tilværelse, fordi jeg regner med du ved det.

Du ville fortælle mig noget om dine oplevelser under hospitalsopholdene? Det vil jeg meget gerne høre

 

Elskede Karen.

Ja. Jeg deler det ind i Slagelse opholdet, Roskilde H60 og intensiv samt Rigshospitalet.

 

Slagelse sygehus startede faktisk ret godt. Jeg lå over et par uger på stue 16 med nogle herlige mænd med samme humor som jeg selv. Jeg var vældig optimistisk og ærgrede mig kun over, at du skulle se mig i den tilstand. Det var stort set mit eneste problem i starten.

Det tog måske nok lidt tid før de opererede mig og der var lige lovlig mange læger af forskellig slags, der kom på stuegangen. Altså et ubehageligt skift med nye forklaringer, alt for tit. De sendte mig ikke hjem i den mellemliggende tid, udelukkende fordi jeg havde ret konstant feber og mange smerter.

Det der var mest fokus på, var især feberen. Derfor fik jeg mængder af smertestillende og feberdæmpende midler, for det meste intravenøst, hvilket mit nedbrudte immunsystem ikke rigtig kunne bakse med igennem de mange dage, ja uger, der jo udartede sig i måneder, og som dermed belastede min lever og mine nyrer. Det var ikke synligt og føltes heller ikke voldsomt fra min side. Jeg havde bare kvalme konstant. Desværre var jeg ikke klar over at kvalmemidler kan give bivirkninger i nervesystemet hvilket gjorde, at jeg mistede føling og styring med mine hænder og dermed vanskeligheder med at sende sms beskeder. Men medicinen hjalp da på både kvalmen og nedsættelsen af feberen.

Der er det et problem, set med den indsigt jeg har oversigt over nu, at det havde lønnet sig at lade feberen rase en anelse mere og neddæmpe medicintilførslen til kun at blive benyttet i risikable situationer.

Dette er nødvendigt, fordi visse stoffer i vores eget system, lettere kan gøre deres job og dermed bekæmpe infektionen. Også mikroorganismer får det værre ved højere temperaturer i kroppen, hvilket jo gør at de dør hurtigere. 
Vidste du, at feber også er nyttigt i forebyggelsen af ​​kræft? Tumorceller eller kræft varians, bliver generelt holdt nede af en øget temperatur i deres vækst og kan endda blive fuldstændigt bekæmpet. Men læger er uddannet til at symptombehandle og føler alle en slags utryghed ved feber, da for høj feber jo også kan virke dræbende i sig selv. Men feberen skal ligge på over 40 grader før der burde gribes ind.

Nå det var blot noget jeg syntes du skulle vide.

Faktisk lå jeg jo 12 dage på stue 16 inden operationen.

Selve operationen var ok. Jeg mistede dog rigtig meget blod, hvilket ikke just var godt, da jeg i forvejen var meget afkræftet. Det var også baggrunden for at jeg blødte så meget, selv om min blodfortyndende medicin, Marevan, var fjernet i dagene op til operationen. Mit immunforsvar røg en ekstra tur ud af dimensioner. Herfra fik den lurende Ebstein bar virus grobund. De små virusbæster foldede sig ekstra ud efter operationen, eller måske mere rigtigt var mit immunsystem brudt sammen. Næring var det så som så med, da jeg stort set, uanset diverse indsprøjtninger mod denne voldsomme kvalme, simpelthen døjede med fødeindtagelse. I den forbindelse kunne det have været en god ide at give mig hvad jeg helst ville have i stedet for de proteindrikke der blev tilbudt i et væk og som blot bidrog med endnu mere kvalme. Det forholdt sig jo sådan at sultfølelsen var temmelig fraværende, derfor er det problematisk at skulle indtage føde, der rent ud sagt smager ad h…. til. Men appetitten var jo, allerede inden jeg blev indlagt, på lavblus. Ideen med protein er en anelse ude af proportion, for det vigtigste i sådanne tilfælde som mit, var at tilføre frugt og grønt og sætte proteintilskuddet på lavblus. Ved at få mere af den slags, som friske smoothies eller lign. kunne min lever og mine nyrer måske have overvundet en del af de følgevirkninger. Men hele medicinalindustrien ville skrumpe væsentligt ind, med den slags overbevisninger.

Lungebetændelsen blomstrede ikke overraskende. Nattero og ro i det hele taget blev uddelt med karrig hånd, og efter skiftet fra stue 16 til stue 10 blev fred næsten som en by i Rusland. Der var konstant lys tændt og megen uro også om natten, grundet indlæggelsen af en patient der kastede op hver anden time både nat og dag.

Vi andre var ikke indstillet på at klage, for hvad skulle personalet stille op? På det tidspunkt var jeg allerede meget langt nede i overhovedet at bekæmpe noget som helst. Min virus blomstrede livligt, kvalmen ligeså og selv om jeg kunne fjerne mine høreapparater, var uroen og lyset ikke til at fjerne. At immunsystemet falder under den værdi der skal til for at bekæmpe virus og bakterier, har noget at gøre med de fysiske påvirkninger via mad og medicin, men også hele den generelle livsindstilling. Hvis livet er en kamp for at føle sig inde i varmen, specielt for egoet, vil enhver svaghed føles som en spiral af negative tanker. At jeg mistede så meget blod, var i virkeligheden et klart symptom på, at livsenergien strømmede ud af mig. At kræfterne var opbrugt i forbindelse med alt for stor spekulativ aktivitet, gennem meget af det liv jeg havde levet indtil da.

Du søde Karen var ligesom fokus for alle mine bævende ønsker i de sidste mange måneder af mit liv og al mit begær, opbygget gennem livet og udmøntet i en følelse af angst for, om det kunne lade sig gøre at du ville nok osv. Du var dog også den eneste meget stærke årsag til, at jeg ikke ville opgive livet, jeg skulle i min forestilling overleve. Jeg måtte opleve os sammen.

Jeg elsker dig og er altid ved dig, i dig og med dig. Akkurat som du er i mig.

 

Fredag d. 18.05

Elskede Karen

Jeg vil sige at Ebstein bar virussen, fik levevilkår ovenpå operationen. Jeg havde som så mange har haft, denne lumske virus i mit system, i mange år.

I flere måneder inden operationen, kæmpede jeg med en svigtende appetit, forårsaget af kvalme.

Jeg får at vide at al sygdom er fremkaldt i psyken, i vores ego tilstand, hvor skyld, frygt og had, er de bærende elementer for vort egos hele eksistens. Det kan være karmiske problematikker, der har sat sig i den fysiske inkarnation, som sygdomme der folder sig ud i barndomstiden eller er medfødte. Dette ikke sagt for at bygge en forestilling op om ”øje for øje og tand for tand” for der eksisterer ikke den form for straf. Det skal forstås sådan, at en sjæl med fordel, kan vælge en speciel inkarnation i disse tilstande, for at få større indsigt og begynde vejen mod at åbne op for et medfølende hjerte.

Jeg selv kæmpede i disse måneder med en uhyre trykkende stemning, som jeg får at vide, at jeg kunne have lettet betydeligt, men desværre ikke havde hjerte til. Jeg følte blot at jeg skulle veje hvert ord, en problematik jeg var så vant til, at den umiddelbart gjorde mig tryg. Sådan klarede jeg mange situationer på som barn, i forhold til min lidt dominerende mor, og egentlig forsøgte jeg faktisk nærmest pr. instinkt og gammel vane, at neddæmpe kontakten til dig så meget som muligt, hvilket oparbejdede en indre vrede og irritation på Anette. Ok Anette virkede overraskende sårbar og indestængt vred. Jeg mærkede disse emotioner, men i vanens folder, ville jeg ikke slippe ud af dem, de gav mig lidt af barndommens spænding tilbage. Vi forsøgte at lægge en dæmper på vores samtaleform, og det lykkedes til dels, ofte mundende ud i en god flaske, som delingssamling og fordragelighed, men det medførte for mig og mit kringlede ego, enorme omkostninger, fordi stemningen var tyk og blev nedsvælget sammen med ret stærk spiritus. Noget der ikke var sundt for min evigt brokkende betændte tyktarm.

Det skete virkelig ikke sjældent, at Anette blev reelt vred og forskrækkede mig. Jeg blev m.a.o. indlagt med en stor følelse af selvundertrykkelse. Jeg vidste, jeg ikke ville fortsætte med Anette, og uden jeg rigtig forstod det, handlede det om at udvikle muligheden for at åbne mit hjerte, og det var ikke rigtig tilstede sammen med hende. Det har jo i sig selv intet med hende at gøre, men nok så meget med vores indgroede ego naturer. Jeg skammede mig over at tænke det var Guds åbenbaring at møde dig, så man kan sige at jeg i virkeligheden ikke stolede på Gud i forhold til at lytte til mit ego. Og som bekendt kan du ikke både være i Gud og samtidigt lade dit ego være herre. At tjene to herrer er ikke reelt muligt.

Det var faktisk i den situation en uhyre lettelse, at blive indlagt på Slagelse sygehus.

Jeg fangede til gengæld ikke omfanget af det, at blive indlagt på Roskildes afd. H60, men det var betydeligt rarere at få skiftet den urolige 4 mands stue ud med en enestue.

Kun besøgene af Anette, gav mig meget lidt glæde, men derimod en stor følelse af, at jeg var trættende og ikke venlig nok. Jeg ville ikke skabe forhåbning og jeg gjorde mit bedste for at modvirke stemningen, der sydede af en slags undertrykt vrede, parret med smil, humor, eller sarkasme, overvældende kys og konstant snak, og en slags tiggende adfærd, en offeragtig udstråling, som gjorde mig tynget af gammel selvlede fra barndomstiden. Dette skete i overvejende grad, når Angela eller Martin, ikke var der samtidig. Men det udløste til gengæld både mit hjerteanfald, hvor hjertet faktisk gik i stå kortvarigt og senere, da jeg gik i choktilstand, da hun kom og forsøgte at hilse goddag med et kys. Fra jeg fik dette hjertestop vidste jeg at jeg skulle dø. Modtagelsen på den anden side var klar. Jeg kunne udsætte det i ret kort tid, så ville jeg blive kaldt på igen.

Mit nervesystem var totalt overbelastet og det chok jeg normalt ville have klaret, kunne kroppen simpelthen ikke magte. Jeg gik i total krampe. En tilstand af ufattelig smerte. 

Det var også utrolig svært og smertefuldt, at tage på den lange tur til Næstved sygehus. Båren var ikke skabt til en så syg person som jeg, eller til så stor en mand som jeg, så turen var en stor og smertefuld oplevelse. Ulidelig simpelt hen. Den største trøst var at holde dig i hånden. Mærke den lille trofaste hånd i min, og vide jeg ikke var alene. Jeg var virkelig dybt taknemmelig for at du uden videre tog med. Belavede dig på at overnatte ved siden af mig og stå tidligt op næste morgen.

Men det kontraststof jeg skulle drikke inden scanningen, var ikke ufarligt for mine overbelastede organer. Specielt ikke nyrerne. Det fortælles jeg af visdommen her og forhåbentlig dermed kan også andre blive mere bevidste om, at det meste medicin, har det med at kunne gavne et sted, men være risikabelt et mere udsat sted, end tiltænkt fra lægevidenskabens side. Så er det sagt.

Der skal en undersøgelse og vurdering til, inden man i blindhed, tidsnød og eksperimentel iver, tilfører stoffer af forskellig art, der samlet, kan udløse værre følgevirkninger end selve sygdommen. Ikke nok med vi har forurenet kloden, men vi har i sandhed også forurenet os indvendigt.

Behandlingerne var meget hårde, medicinen Retuximab nedbrød jo ikke kun virussen, men påvirkede også i voldsom grad nyrer og lever. Ja hele immunforsvaret.

Jeg vil dog slå fast at mit hjerteanfald skyldtes min egocentrerede reaktion på besøget af Anette d.16.09.

Hun var ikke i sit helt afslappede hjørne den eftermiddag, hvor hun ankom uden hverken Angela eller Martin. Hun spurgte mig lidt spidst ud, om forholdet til dig. I virkeligheden var problemet, at hun jo ikke helt forstod du besøgte mig dagligt i mange timer, samtidig med, at vi jo ikke havde været i et decideret forhold i hendes forestillingsverden, inden min sygdom og indlæggelse. Så det var mig, der fik tyngde af min egen manipuleren med virkeligheden. Faktisk forstod hun slet ikke, at jeg ønskede at have dig hos mig, dagen lang. Hun vidste jo ikke, at du ikke snakkede uafbrudt, men blot var til stede. Blot sad stille og læste ved min side. Den aften der senere førte til mit hjerteanfald, havde rod i Anettes talte forargelse over, at jeg påtænkte, hvilket hun regnede med, at flytte sammen med dig, hvor hun syntes det var uansvarligt, som syg og sikkert krævende omsorg, samtidig med at hun krævede, at jeg lovede hende at du ikke flyttede ind allerede i oktober.

Det var jo ikke urimeligt, set med et overordnet blik, for hun skulle have lov til at trække vejret, inden alt blev forandret, og det hele havde været noget af et overvældende chok for hende og ingen af os regnede jo med, jeg snart skulle sige farvel til jer alle og mit eget jordiske hylster.

Egentlig havde det bekymret mig gennem nogen tid, inden vi to begyndte skriveriet, at tænke på det uundgåelige faktum, at Anette snart gik på pension og dermed, at vi skulle gå op og ned ad hinanden fremover, bortset fra, når hun tog på en af sine rejser. Men det kunne hun jo ikke gøre lige så ofte og i det omfang jeg havde behov for.

Det var tanker jeg nødigt beskæftigede mig med i året forud for os to. Jeg blev simpelthen træt og modløs, når den slags kom og skubbede derfor sådanne tanker langt væk.

At blive flyttet til hjerteafdelingen, virkede opildnende på mit adrenalin niveau og deres barske behandling og manglende optagethed af min opbyggelse af immunforsvaret via ernæringen, i så mange dage ovenpå ikke just den store indtagning af føde på H60, hvor personalet havde fået den besked fra lægerne, at jeg skulle begynde at spise selv, hvilket var ret tydeligt, at jeg døjede ekstremt meget med. Denne udmattelse gjorde mig ekstra sårbar over for angreb. Til syvende og sidst havde jeg og dermed mit ego opgivet at overleve. Jeg mistede simpelthen håbet på hjerteafdelingen, og ønskede med noget i mig, blot at slippe taget, samtidig med at der var dette lille håb om overlevelse og oplevelse af os to bo sammen.

Min mors store lovning på, hvor vidunderligt det ville blive for Angela og mig, at flytte til Amager, der vitterlig kom til at stå i stærk kontrast til den virkelighed, det rent faktisk blev, greb ind i mine søde drømme om os og fremtiden, da jeg lå og bare følte smerte, angst og en følelse af skyld, som i sin primitive udformning, oplevedes som Guds straf.

En total misforståelse, ved jeg nu, da Gud overhovedet ikke rummer begrebet straf og endnu vigtigere, blander vi en fjern forestilling om en personlig menneskeagtig Gud ind, uden forståelse for vores egne enorme skabende kræfter og påvirkning af det legeme og den udviklende sjæl, som vi har ansvar for. Gud er ubetinget altfavnende kærlighed, som bor i vores eget indre som ydre, men ligger i forståelsens mørke.

Og ikke nok med det, så kan det ikke understreges nok, at vi selv er Guds bærende lys. Vi ved det bare ikke, fordi vore egoer fylder stort set alt. Vores egostruktur er en uudviklet infiltrering af de dyrisk instinktive kræfter indrulleret i hjerneudviklingen. Vore hjerners udvikling har givet os store muligheder for at overleve, i en meget svær tilstand i udviklingsprocessen, men som sjæle søger vi med længsel det næste trin mod at blive til færdigudviklede mennesker, med åbne hjerter. En proces Jesus Kristus blev sædekornet for.

Situationen var helt og holdent mine egne tumpede forestillinger, præget af barndommens katolske satanbeskrivelser om synd, straf og helvede, der jo har det med at blive bekræftet, uanset om man er katolsk præget eller blot lever på jorden, med fokus på sanserne og begæret efter lykke.

Jeg ville tale med en psykolog om dette, at føle det sådan og nødig med en præst, som måske bare ville fortsætte den prægning som kirken allerede havde brændemærket mine tanker med. Jeg ville tale om mere end min følelse af skyld og om det var tilforladeligt at forsøge sig ud i et bomæssigt forhold til dig, og min største angst, som var at dø og dermed forlade dig, Martin og Angela.

Du skal lige huske at min tarmsygdom havde været fyldt med evindelige betændelsestilstande i over 14 år, inden jeg forlod min ødelagte krop. Min kontakt til livsglæden og kraften, blev ofte spærret inde, af et uendeligt behov for kontrol. Jeg ville have kontrol, kontrol, kontrol. Den eneste form for mig til at beherske angsten for det ukontrollable og de følelser jeg var hunderæd for. Derfor stræbte jeg efter det morsomme, det ironiske og til tider latterlige. Jeg elskede simpelthen at få folk til at le.

 

Jeg hørte jer og dig på Rigshospitalet min elskede, selv om jeg var i en slags koma, men jeg var kun reelt nærværende yderst få gange. Og i de situationer, hørte jeg ofte kun mig selv brøle af smerte.

Da lægen d. 16.10. 2017 erklærede mit liv for slut, var det helt rimeligt, for jeg kunne og skulle ikke kæmpe mere. Men hvor kunne jeg godt have tænkt mig mere privatliv på intensiv i Roskilde.

Jeg elsker dig og er altid ved dig, i dig og med dig.