Kapitel 10
Oplysning og spørgsmål
Tirsdag d.20.02
Elskede Karen
Jeg vil lige fortælle dig lidt ekstra, om den gennemstrømmende viden herfra.
Når jeg inkarnerer sammen med dig, vil jeg givetvis først være noget mistænksom overfor nye spirituelle tanker, idet jeg inkarnerer med meget af den erfaring jeg sluttede livet med, det jeg åbenbares på, fra mit sjælsniveau her, vil sidde i mig, men det kan kun, som for alle sjæle uanset erkendelsesniveau, først fremtræde effektivt via fysisk oplevet erkendelse, men bare rolig, jeg vil givetvis føle mig så jublende lykkelig for at lære dig at kende og ubevidst erindre de åndelige bånd, at jeg vil åbne hjertet og dermed den spirituelle dimension, for muligheden kunne være, som at få tændt en knap.
Det er bare en lille kommentar, ikke af speciel stor betydning og dog.
Lidt mere!
Det er rigtigt at vi som mennesker skal blive bevidste om os selv og vores indre modsatte køn, men det er en misforståelse at det så betyder at vi er individer uden noget reelt behov til at forenes med vores sjælspartner eller tvillingesjæl i al fald umiddelbart. For vi har fra tidernes morgen en ubevidst indsigt i en ganske bestemt partnerrelation som passer nøjagtigt ind i en bestemt sjæl.
Når jeg møder dig så oplever jeg at mit indre billede falder i ro i det spejl jeg opfatter dig med og ser mig selv med. Et print der har eksisteret i alle de liv, der har været levet, men som har haft meget kort tid til at forstås og dermed erkendes.
Når sådan et møde sker, åbnes hjertet, ikke blot kortvarigt, men erkendtligt, og bliver i stand til at forstå den uforbeholdne kærlighed. Vi to gik ind i hinanden, det var som om de afgørende brikker, der havde forsøgt og ikke mindst lært utrolig meget igennem mange liv, uden helt at møde sig selv som en helhed. Nu blev det åbenbaret, om ikke specielt fuldkomment så alligevel afgørende. Kærligheden til dig var og er kærligheden til os selv og den guddommelige helhed den anden, her dig er for at jeg og omvendt du, kan blive hele mennesker.
Opofrelsen for mig og opofrelsen for dig, var betingelsesløs, for det er egentligt ikke muligt. Jo vi er og var stadig underkastet vores egoer. Det kan ikke nægtes, men de tillærte egofacader faldt i overvældende grad, de sidste svære måneder. Når disse facader falder, er hjerterne frie. Og mange kender strejfet, når de forelsker sig. De føler sig spejlet og møder noget større i sig selv. Forelskelsen er erkendelsesstrejfet af sig selv og det potentiale, man søger forening med. Kun i få tilfælde er der tale om et sjælspartnermøde. Men bare rolig siger jeg du skal skrive, for uanset hvem du forelsker dig i, er der et potentiale for selverkendelse tilstede. Og du tiltrækkes som oftest af en karmisk tilstand, hvor sjælene søger forløsning fra gamle bindinger eller mere korrekt forsøger at udligne og forvandle negativ karma til positiv. De fleste sådanne forhold drejer sig om et møde med en fra sjælefamiliegruppen. Derfor de ufattelig mange film og romaner om forelskelsens tilstand. Men opofrelsen, det ubetingede taknemmelige menneskelige, kan kun opstå dybt og oprigtigt hvis mødet med sjælspartneren finder sted indefra og ud og udefra og ind, alle andre partnere fungere stort set som lærere for vores uudviklede kærlighedsevner, og fungerer derudover som tætte relationer til lærer elev forhold, for begge parter. Forstå det ret, det gælder at begge oplever den anden part som læreren. Naturligvis ubevidst, og ofte med dramaer i kølvandet. Men uden disse forhold vil det være sværere at få erkendelse og dermed større vanskelighed med at etablere et dybt forhold til sin sjælspartner. Det gør den i stedet i kortere tilstande lige for tiden. Vi er generelt ikke udviklede til at rumme så stor selvforståelse og så stor kærlighedstilstand. De to sjælsflammer vil fremover ikke kun være de to men blive til mange, der på denne måde får åbning og forståelse af kærligheden på dette plan. En kærlighed uden besiddelse, for hjertet hviler i vished og et par, også os to, måske allerede i næste inkarnation, vil handle langt mere sammen og bruge styrken til etablering af fællesskaber, hvor kræfterne bliver som en forenet kraft. Ingen vil med denne udvikling, føle behov for løgn og fordækthed.
Det vil tage mange, mange århundreder måske, men den feminine arketype, er ved at bevidstgøres i mere kollektiv betydning efter årtusinders bevidstgørelse af den mandlige herskende arketypes dominans, såvel som i individuel forståelse, og vigtigheden heraf, det betyder større rummelighed og en respekt, som det feminine aspekt hos både mænd og kvinder i overvejende grad mangler forståelse for og integritet med, mange steder på vor klode.
Jeg elsker dig og jeg er lykkelig søde Karen. For mig er du jo lige her, tro på jeg også er lige ved dig og med dig og i dig altid. Jeg kan være tilstede i din verden, men ved godt at du ikke har mulighed i din fysisk lukkede tilstand at være i, skal vi sige ”min verden”.
Fredag d.23.02
Elskede Niels.
Har du bevaret din personlighed? Er du i en anden form, eller hvad?
Angela siger du ikke gik ind for sådan noget som reinkarnationstanken, genfødselsmulighed?
Min elskede Karen
Mit personlige ego har jeg ikke som sådan taget med mig, det forlades i etaper efter at døden er indtruffet. Men sjælen, som jo kan komme til orde engang i mellem, i det jordiske liv, har vi alle til evig tid. Den er et slags upersonligt opgavesæt ilagt det indre lys i os alle. Det er denne indre egenskab, sjælen og ånden i os der ser livet, som blev levet og det er sjælen der samler erfaringerne, husker det og bringer det ind i en ny inkarnation. Den ved godt at vi alle kommer tilbage og den ved vi i vores ubevidste nye jeg, bærer erfaringerne fra både sidste som alle tidligere liv, vi har erfaret os selv igennem, helt fra en slags encellet livsform som amøberne, hvilket vi genoplever hver eneste gang vi befrugtes i vore mødres liv.
Man kunne måske sige at den samlede sum af erfaring fra de inkarnationer vi oplever, skaber visse personlighedsmønstre, som på lang sigt, kun skal bruges som en slags identitetsbeskyttelse, eller en slags handske til en hånd (sjælen), så den kan klare sig. På et tidspunkt er der ikke behov for sådan en handske mere. Det er det vi som mennesker faktisk stræber efter.
Vi inkarnerer ikke nødvendigvis med det samme udseende og vi inkarnerer ikke nødvendigvis med de samme vilkår, og hele denne inkarnationstilstand er alligevel styret af vores frie vilje og dermed skabertrang.
Vi to ønsker en inkarnation sammen og det får vi. Vi ønsker f.eks. en fødsel på øen Samsø og holder vi fast i det, sker det også. For det er vores egen skabertrang der giver os det næste liv. Vi skaber med andre ord, selv vores kommende inkarnation, afhængig af åbenheden for den spirituelle dimension, fødes vi med en slags indre og tager erfaring ind som vi normalt ikke husker, men dog handler efter.
Derfor er der mange oplyste her, der ved, at man længes efter at gøre det der ikke sluttede som vi ønskede, og gøre det godt som fejlede tidligere.
Vi er dog tilbøjelige til at gentage vores fortidige fejl igen og igen, alligevel vil der ske en fortløbende proces, hurtigt eller langsomt.
Så mit ego er på en måde afgået ved døden. Min erindring om det er fuldt eksisterende. Jeg har ikke umiddelbart de tanker jeg havde i mit sidste liv, men de kan, hvis betingelserne ønskes, opstå lig forrige tankemønstre. Var jeg røget ind i 3 niveau her, havde min personlighed stadig hængt på mig som en slags mindre dominans, mere eller mindre.
Der er sjæle her, der forfalder til de astrale drømme i kortere eller længere perioder, og for mere uudviklede sjæle forbliver de i den astrale verden og genfødes forholdsvist hurtigt og nærmest ubevidst igen.
Dette med inkarnationerne, som jeg har forklaret dig tidligere, er i en fase af genfødsler, indtil vi gennem mange liv, erkender os selv. Egentlig er det i den tid vi lever i nu, ikke specielt vigtigt umiddelbart, om man tror på flere liv, eller forfalder til at tro der kun er et liv, hvor vi udfordres. Det er som sådan ret ligegyldigt, da vi alle kommer hertil og tilbage igen, uanset hvad vi tror og tænker om den sag. Kirken bruger ikke helt så meget dette mere, som decideret pressionsmiddel og uanset hvordan, inkarnerer vi som jordiske materielle liv, indtil vi kan gå videre. Derfor ser du også gentagelse på gentagelse. Vi har i mange år udnyttet hinanden, kæmpet i krige mod hinanden, frygtet og grædt ufattelig mange tårer, for jorden er et meget stærkt udviklende sted, svarende til den katolske kirkes opfindelse og tro på en skærsild, inspireret af det buddhistiske ”Bardo” og det hinduistiske ”Preta”, hvor det hedder sig at sjælen lutres, mens det måske mere er samarbejdet mellem sjælens ild og egoets afstandtagen til sjælen der lutres i liv efter liv, indtil vi individuelt kan slippe ud og videre i nye eksistenser. Samtidig er hvert eneste menneske, med i en ufattelig stor kollektiv proces, som går stærkere og stærkere nu hvor teknologien giver os helt nye kollektive muligheder, der bl.a. afstedkommer samme princip som at opfostre et barn. Lige nu skejer mennesket ud i ord med grovheder og mobning på de sociale medier, akkurat som en toårig lærer sit sprog og får umiddelbar opmærksomhed, når de siger et usædvanligt ord, som f.eks. ”prut”. Jeg ved godt at i dette medie, udfoldes hele spektret af dyb ubevidsthed og høj indsigt, side om side.
Jeg kan se alt ret klart her, men den mulighed slukkes til fulde igen i fødselsøjeblikket, for at vi kan udvikle os i overensstemmelse med de fysiske kreative muligheder. Alt udfolder sig jo, for på et tidspunkt at trække sig sammen igen. Kald det Guds åndedrag, en metafor forstås, som vi alle er en del af.
På et tidspunkt trækkes vi tilbage. Det er allerede i svag indadrettet funktion nu og sådanne tilstande varer uendelig mange år. Ja milliarder. Set fra jordplanet.
Apropos her hvor jeg befinder mig, er alt i et. Selv os to.
Jeg vil i hjertet erkende dig, som du i hjertet vil erkende mig, derfor er det uden nogen form for tvivl, at vi mødes og elsker hinanden forholdsvis tidligt i vores kommende liv.
Jeg påvirkes vældigt her, af det du føler, det du aner og jeg påvirkes akkurat som partikler i kvantefysikkens love gør, thi gør den ene noget, gør den anden det også.
Der er nogle klare lovmæssigheder, også nogle, som ikke er erkendt i den nutidige videnskab. Her er den spirituelle dimension stadig som et uudviklet barn på 1-2 år. Det kan sige ord, det kan sågar tænke og kombinere, men det mangler utrolig meget for at sætte ind visdomsmæssigt.
I sammenhæng med det åndelige princip vil mennesket og vi to, erkende mere og mere.
Igennem indsigt og kreativ udfoldelse, igennem meditativ praksis og åbenhed, vil du kunne nå så langt, at jeg også vil påvirkes, når vi inkarnerer og mødes igen, for det går ikke kun en vej.
Dine jordiske forventninger er af overordentlig stor vigtighed, for selv om vi forstår en noget (bestemt ikke alt) her, så slettes denne klare og lykkelige hvilestund, hvor alt og alle er sammenhængende i et guddommeligt hele og alligevel farvet af de tanker og følelser, især følelser og den tro man havde i dødsøjeblikket. For vi får efterlivet som vi tror vi får. I alt fald som en start.
Så forbered dig. Vi er i sammenhæng og det du når at udvikle sjæleligt, vil også påvirke mig sjæleligt.
Jeg ved vi vil ønske at give hinanden og menneskeheden kærlighedens åbenbaringer.
Det er gennem helt ærlig fremtræden at kærligheden har muligheder.
Jeg elsker dig og hele den store glæde sammen. Vi hviler i Guds hjerte. Det ønsker jeg at viderebringe. Tændingen blev og bliver os og vores åbne hjerter, vores kærlighed. Det gælder for alle.
Jeg har i dag haft følelsen af at Niels styrer behovet for at oplyse mig om de mere overordnede sider af det skabende princip. Og jeg er måske heller ikke helt så spørgende mere. Faktisk føles det, som om jeg i dag mere er en slags antennemodtager og Niels et mellemled til formidlingen
Lørdag d.24.02
Elskede Karen.
Jeg har en del at fortælle og det jeg gør er, at fortælle dig dette, fordi vi har trænet vores korrespondance en del. Jeg er derfor i Guds ånd beriget med muligheden for at kommunikere gennem dig elskede Karen.
Det er mit håb du også udgiver disse breve, som vi har skrevet sammen efter min fysiske død.
Jeg kan oplyse at vores sjælepartnermøde og forening, skal forstås som den differentiering der foregår, på det sjælelige og åndelige plan.
Sammenlign dette plan med et barns tilblivelse. Far og mor (Gud i dualitet) kreerer via to halve cellestrukturer en helhed, den slår sig så at sige sammen og bliver til en helhed. Til en celle. Denne celle deler sig nu i 4 dele og så fremdeles, nogle celler bliver til nyreceller andre til hjerteceller og atter andre til hjerneceller. Mennesket er på en måde samlet set hjernecellerne på vores levende planet Jorden.
De åndelige udviklinger er foregået på nøjagtig samme måde. Bare i overført betydning. Vi er sjæleligt og åndeligt udgået fra en enkel spirituel enhed i Gud.
Gud kan kun kreere det fysiske univers, via sin egen evne til dualistisk kreativ funktion. Samtidig er vi alle i denne enhed og ikke i den duale tilstand. Cellerne deler sig og ved, via indkodede strenge, hvor de skal virke i det fysiske menneske, altså hvor de skal virkeliggøre sig selv, såvel som enhver skabning de skal udtrykke.
I Guds dualitet starter celledelingen åndeligt set. Det udtrykker sig i milliarder og atter milliarder af små ildsjæle, der udgår i partikler, der udgår og danner kloder og alt levende, hvilket selv en sten er. Vi er en slags DNA-streng i alt dette og er nået til en slags tanke tilstand i forhold til vores nuværende ståsted. Der er andre i universet, der har opnået en langt mere ”udviklende” proces. Vores hensigt med dette er at møde vores sjælspartner, vores såkaldt sjælsflamme og forene os i disse muligheder for åbning af hjerteenergien, en åbning der betyder virkelig åbning til alt levende. Men rigtig mange inkarnationer kræves, for at nå frem til enheden og Gud, altet, eller hvad mennesker foretrækker at benævne det, det er ganske underordnet i en betydning, blot de har opnået gode tilstande i det indre. Gode tilstande forstås som ærligt at kende sig selv og stå ved sig selv, for da vil efterdøds tilstanden under alle omstændigheder afsløre Gud i os og i sammenhæng, hurtigt og uden at skulle igennem måske et tungt astralt niveau. Når to celler (bare et forklaringsbillede) vender tilbage til en celle, eller retter ud til en celle, går de på en måde i en slags modsætning, fra et betragtningsniveau, mod sammensmeltningsprocessen til Gud i os selv og altet.
Vores forestillingsevne er jo den kraft der skaber, som Guder. Vi kan vælge i hvilken form og uanset ondt eller godt, er al skaberværk i Gud. Det er kun os i vores lille solsystem der kan få bevidsthed nok, til at styre disse mægtige kræfter i os selv. Det skal jeg nok forklare senere.
Engle er vores sjæls stof og åndskraft. Det kan ikke lade sig gøre i den betydning at udvikle negative engle a la Lucifer eller Djævlen, for engle er kærlighed og formår på ingen måde at trække andet til sig.
Djævletanker er vores dyriske instinktive overlevelseskraft, iblandet vores evne til at tænke, planlægge og omforme ubevidste følelsesmæssige sider af enten kollektiv eller personlig karakter. At kreere, skabe negative udtryk, som sendes ud i det store kollektive dyb og som mennesket reagerer på individuelt, giver angst, utryghed og dersom et opvoksende menneske, ikke får opbygget nok egostruktur og et nogenlunde forankret jeg, strømmer disse kollektive energier lige ind i deres energifelt. Vi kunne som mennesker lære meget af disse, i almindelige menneskers øjne, voldsomme oplevelser og udtryk. For det er også vores følelser. Mange af disse følelser opfanges og udtrykkes af bl.a. kunstnere som får det direkte udtrykt så omgivelserne på en måde kan genkende det, men det opleves også i en mere voldsom tilstand så tæt på dybet i et enkelt menneske, at det i bogstaveligste forstand overmandes og kollapser i forskellige former for psykoser, der kan risikere at blive denne persons identitet og altså sætte sig permanent. Dette skyldes dualitetsprincippets bagside hvor mennesket generelt tager afstand fra at blive bevidst om sit eget mørke og derfor projicerer det over på en ikke så stærk opbygget personlighed.
Det kan altså nærmest materialisere sig via enkeltmenneskers angst og eftervirkende aktivitet omkring begærets magt. Sindslidende har det ofte som at være midt i hele menneskehedens heksekedel. De bliver de sande ”ofre”, og billeder på ubevidste kræfter i menneskeheden. At der er tidligere inkarnationer med måske selvdestruktive eller medmenneskelige negative kræfter som egentlig baggrund og årsag, eller blot sjæle der er startet med et for åbent udgangspunkt og egentlig er knyttet til andre kloders anderledes udviklingstrin, er ikke muligt at jeg skal sige ret meget om, men dog at tænke over. Vi andre går normalt forbi disse kæmpe energifelter og projicerer det ud i krige og ondskab, i Satan og hans følge, da vores ego derefter enten identificerer sig med at være ”god” hvilket afstedkommer en projektion af at der findes ”ondt” derude, selv om vi alle har fælles ansvar for dem. Vi kan også projicere det gode ud og opfatte os selv som ondskaben selv. det er naturligvis ikke stort bedre.
Ergo handler det om at give sådanne svage egoer et mere stærkt udtryk. Hvordan?
Det handler om at benytte indsigten i den kollektive angst til at gøre sig forståelig med de ufattelige ophobninger af emotionel karakter, der er samlet af menneskeheden, gennem tiderne.
Men tilbage til billedet af celledeling og sammenligningen med de guddommelige processer.
Vi to mødtes sent fordi vi skulle igennem en del karma, før vi kunne åbne kærlighedens kraft. Derfra er vi nu i en tilstand af erfaring, som giver os åbning til næste trin på evolutionens vej.
Jeg tænker det er nok for nu. Jeg elsker dig søde Karen, og glædes.
Torsdag d. 08.03
Min elskede Niels.
Jeg kan mærke du gerne vil, at jeg kontakter dig igen.
Jeg har været optaget af omrokering af møbler og syntes det hjalp mig til ikke at føle helt så stort et savn, men nu oplever jeg du nærmest ”råber” til mig om at sætte mig ned med blyanten.
Elskede Karen.
Ja jeg ønsker kontakt til dig, jeg ønsker at mærke dit kald din igangværende meditationspraksis, din ihærdighed med de kreative udtryk. Men egentlig har det ikke nogen sammenhæng med mine såkaldte ønsker eller længsler, for jeg har en ret neutral følelsesmæssig tilgang, det er faktisk dine egne længsler der strømmer ind i min sjælsstruktur, som jo ønsker at åbne for det du mærker så stærkt. Vores forbindelse er din åbning, ikke min. Alle diskarnerede sjæle kan normalt på ingen måde åbne op for jer fysisk eksisterende, da porten allerede føles åben fra vores side, men er hermetisk lukket fra jer i fysisk inkarnation. Dog er der personer, som har en mere åben adgang til vores energifelt.
Så du må ikke tro, at jeg kan diktere handlinger, du skal beskæftige dig med, Selvfølgelig ikke! Men måske hver dag afse tid i det mindste, til at have en slags fast meditativ praksis. Vi kan fint holde din åbenhed til mig, gennem en sådan kontakt.
Det skal dog lige oplyses, at der kan ske en slags overtagelse fra en diskarneret sjæl med særlige problematikker. Disse sjæle opsøger f.eks. misbrugere af den ene eller anden slags og kan ofte kun i en kortere periode påvirke et levende menneske sit uudslukkelige erindringsbillede af særlig art. Alligevel kan selv en kortere periode nedbryde en i forvejen svag personlighed.
Jeg elsker dig og vi mister ikke kontakten uanset hvad du foretager dig. Men din proces er også en slags proces for mig min elskede. Det vi er, er specielt i denne tid. Jeg omfavner dig og er altid med dig.
Men Niels, at tænke på dig (og det gør jeg konstant) gør mig også ked af det. Jeg ved godt at jeg forsøger at hoppe over, glemme en smule af den smerte jeg bærer på altid.
Det ved jeg godt og det er ikke meningen du skal gå og være så ked af det, så fyldt med sorg. Men kom igennem processen på den rigtige måde, frygt ikke, det er stort spild. Og du vil nemt kunne have denne kontakt fortsat, uden fortvivlelse, for fortvivlelsen er slet ikke nødvendig for at skabe kontakt til mig. Det ved vi begge, men du skal igennem processen. Frygt ikke, du får meget mere ud af at forblive i stille ro og fordybelse. Og du ved jo selv at du har meget at udrette og meget du ønsker at overvinde.
Du ved jeg elsker dig og Gud igennem denne kontakt viser sin åbenbarede kærlighed, det gør Gud altid også uden vores kontakt. Hele universet emmer af denne skabende kærlighedstilstand og hele universet er også Gud, for mange vil det nok være nødvendigt at kalde det noget andet, f.eks. ”Jeg er den jeg er”. Det er et mantra for Gud i og med og ved dig i al evighed.
Elskede Karen jeg er ikke helt den Niels der var pakket ind i hæmninger, svig og svigt, mistro og stor angst, der gav stor trang til kontrol. Jeg er ikke den Niels der bedst kunne udtrykke sig i lidt sjove bemærkninger som af og til var noget sarkastiske, selv om min store længsel var at være kvik og morsom.
Alt dette forlod jeg, jeg er sjælen i mig og min kontakt til dig og din til mig er vore sjæles erindring om helhed og sammenhæng, vi kan kun have kontakt via vores sjæles forbindelse. Det lag af åndelig kraft der blev åbnet for, trods vores egoer. Jeg forlod det til dels, da jeg fik sand kontakt med dig inden, min koma.
Gode Karen, det var det største øjeblik. Det var alt, er alt og derfor kan jeg være for dig, som jeg kan. Der står dog større visdom bag, som jeg ikke på nogen måde har æren af, at være indviet i. Det skal du nok få mere viden om senere.
Onsdag d. 14.03
Elskede Niels.
Jeg fornemmer du gerne vil skrive/sige noget til mig, hvad er det? Jeg hører dig udtrykke nogle ting, jeg nok skal skrive ned.
Elskede Karen.
Ja der er meget jeg gerne ville fortælle dig om sammenhæng og måden meget er bygget op på.
Oplysninger der strømmer gennem mig og direkte til dig, fordi der er åbnet en kanal.
Som jeg tidligere har fortalt dig er den viden jeg oplyser dig om ikke min viden eller visdom, dertil er den meget mere omfattende end min sjæl egentlig er i stand til at formidle. Men din opmærksomhed på mig, åbner op for denne visdom.
Det emne jeg ønsker du fortæller lidt mere om til mennesket, er specielt omkring delingen i duet, eller mere korrekt dualitetsprincippet, mand kvinde osv. kønsadskillelsen og foreningstankerne.
Da vi blev adskilt, for at vores Guddommelige muligheder kunne komme igennem, måtte det ske i en proces, da ”Big bang” som det kaldes lige nu og repræsenterer udåndingsprocessen, opstod eller ”adskilte Gud”, set fra vores noget begrænsede opfattelse, sig selv som androgynt væsen i en ekstra dimension i et feminint og maskulint åndsvæsen, samtidig med de var en helhed og ikke to adskilte. Det giver bare større forståelse at lave dette billede. Denne såkaldt ”opdelte” maskuline og feminine Gud, kunne derefter opleve sig selv i en fornyet skabende kraft og materialisere alt levende. Men reelt set udgik alt fra en Guddommelig helhed, ikke i en helhed af maskulin og feminin struktur.
Jeg fortæller det ud fra nogle velkendte billedskabende fortællinger, som kræver evnen til at forstå symbolske udlægninger. Kun de mennesker som har udviklet denne evne kan bruge bibelbillederne til forståelse af udviklingen som også findes i mange andre religiøse skabelsesberetninger. At hænge sig i en emotionel følelse af udtrykket Gud, skaber afstand til forståelse, ligesom de mange personskikkelser og hierarkiske navngivninger kan forhindre en større sammenhængende forståelse. En engel kan vise sig for det menneskelige øje som et enormt lyshav, en konkret lysende skikkelse, en stemme i søvne osv. en afdød vil for det blotte øje, ofte have sin gamle fysiske udstråling, men kan også være en fornemmelse, en indre stemme, en konkret drøm.
Fra den symbolsk forståede dualitet i skaberen, udgår, kunne man sige, 3. ”generations” gudsvæsen via skabelsen af ”sønnen” en tro kopi af den guddommelige proces, som Adam og Eva myten så smukt fortæller. Det er yderst vigtigt at forstå at Adam ikke kun er maskulin i sin udtryksform, idet Adam stadig befinder sig i et felt af dyb ubevidsthed. Adam er symbolet på det spirende menneske. altså ikke den spirende mand. Adam er det androgyne væsen, bærende på både det maskuline som feminine princip. En ubevidst helhed. Gud sænker Adams åndelige niveau en tand, i og med at han i myten, får dette væsen til at sove. Søvnen er et udtryk for et trin dybere ind i en slags tilstand, som er nødvendig for at kunne inkarnere i fysisk øjemed. Energiniveauet sænkes i denne søvn, hvilket er en nødvendighed med en langsom næsten stivnet form for at blive et fysisk væsen. Under denne ”søvn” sker der altså en spaltning af en helhed. Adam = menneskehed, som inklusivt er bærer af både det feminine som maskuline princip, bliver nu de feminine kræfter adskilt fra de maskuline kræfter og får selvstændige identiteter. Vejen er banet for den endelige tilstand i Guds inkarnation som fysisk væsen på vor jordklode, iklædt to identiteter, henholdsvis udtrykt i en maskulin form og i en feminin form. Om det hele startede med at forme på amøbeplan og videre gennem dyrelivet, er jo en vedtagen overbevisning og skønt der mangler mange opdagelser endnu så er denne vækkelse af mennesket som to køn, slutresultatet kunne man sige.
De to identiteter er absolut nødvendige for at kunne blive fysiske skabende ”Guder” iklædt den menneskelige krop. Naturligvis er det en proces som indeholder alt levende i stadier, lige fra planter over amøber til menneskemuligheder. Selve skabelsesberetning 2 er fortællingen der i allerhøjeste grad fortæller specifikt om menneskets erkendelse af sin dualitet som henholdsvis manden der har et maskulint ”frø og kvinden der rummer en feminin ”klode” i form af ægget.
Hvordan mænd har kunnet udlede den forestilling, at det maskuline skulle være af større hellig rang end det feminine, er der jo sikkert nogle forskellige forklaringer på, som alle bunder i uvidenhed og magttilstand. Man kunne nævne det faktum at selve det at inkarnere som fysiske individer, nok er det mest udfordrende og vanskelige niveau af alle tilstande, hvor lidelse og død bliver omdrejningspunktet. At fødes ind i disse vanskelige livsbetingelser i den fysiske nærmest onde og lidelsesfulde tilstand, gør mennesket via kvinden, så det i sig selv kan få begge køn til negative tanker om dette fakta.
Dermed kan der især da mennesket formerede sig i en grad, der tvang det til at gå fra jægersamfund med en vis grad af frihed, til agerbruget, være kommet endnu et tyngende punkt af at skyde skylden til denne ”elendighed” over på kvinden, som på en måde var opfinderen af agerbruget, hvoraf ejendomsretten opstod og hvor der ud af knaphed og utryghedens grådighed, udvikledes et yderst hierarkisk inddelt samfund de fleste steder på kloden.
Kvinden opfattet som den feminine energipol, får i myten om syndefaldet en hård dom, men fakta er, at manden som den maskuline energipol, bliver dømt tifold hårdere, ved at skulle blive til ”støv”. Men denne dom handler netop om, at i det fysiske univers bliver maskulinitet synonym for det aktive menneske, det handlende væsen, mens kvinden synonymt er den feminine pol og selvom hun som dom får smerten ved at skabe liv og afhængighedens dom i forhold til manden eller det ”maskuline princip” så er hun også repræsentant for den totale ro. Fortællingen om Jomfru Maria som er den ubesmittede, er jo at hun symboliserer det fysiske ikke aktive, altså en dyb meditativ proces hvorigennem kristusenergien kan fødes. Kristus er kærlighedens inkarnation i det fysiske. Dette skabende liv er forudsætningen for at de guddommelige egenskaber kan få fodfæste i det mest træge område af skabelsen, nemlig den fysiske langsomme energitilstand. Man kunne sige at Gud skaber det mest fortættede liv for sjælen at gøre sin entre i. Ikke som straf men som udvikling af kærlighedsevnen helt ind i det fysiske.
Slangen som hører med i myten, symboliserer normalt djævelen, som af gode grunde må have samme udgangspunkt, som alt andet eksisterende, nemlig at være en guddommelig skabning. Denne slange symboliserer perfekt både det seksuelle princip, som bindingen til erkendelsesniveauet om, at mennesket er nødt til, for at inkarnere, at gå ind i den seksuelle ubevidsthed og skabertrang gennem en passende mængde inkarnationer, hvor udviklingen af kærlighedsevnen kan begynde sin lidelsesfulde vej, eller snarere skulle vi kalde det det lidelsesfulde gode og ikke det nødvendige onde.
Vejen til oplysning kræver en dyb indsigt i hvad der tilhører lyset og hvad der tilhører mørket. Herved begynder bevidstgørelsen og afskeden til dyrenes ubevidsthed og dermed uskyld.
Jesus Kristus udtrykker processen i sine ord om at mennesket elskede mørket mere end lyset, thi deres gerninger var onde. Thi enhver som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at deres gerninger ikke skal afsløres. Men den som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart at deres gerninger er gjort i Gud.
Det er det afgørende. Ved at menneskets gerninger er gjort i Gud og ikke foran en Gud, erkendes jo samtidig, at alt hvad vi gør er i Gud. Og vi næppe gør ondt, dersom vi er os bevidste hvor og hvorfor vi har behov for at gøre det. Dybest set handler det om at blive til menneske og forlade instinktverdenen. For i denne tilstand koblet sammen med spidsfindig hjernegymnastik, forfalder det maskuline princip til alle mulige former for handling ud fra magt, frygt, had og grådighed. Og selv om en sjæl er født i en kvindes krop, huser det maskuline princip, såvel kvinden som manden, ligesom det feminine princip oppebæres af begge køn.
I en lang periode identificerede mennesker sig stort set kun ud fra det fysiske køn og projicerede sin indre modpol over i det andet køn.
Dette skal ikke forstås som en bebrejdelse af opfattelser, hvor kvinden fik anden rangs placering som i en periode af udviklingen mod lysets og kærlighedens bevidstgørelse, gjorde det muligt via en overdreven identifikation på de maskuline egenskaber, at udvikle egoets power. Et ego der er absolut nødvendigt, som endnu et trin hen mod sjælens mulighed for at bruge dette ego i tjenende forstand.
I myten om syndefaldet får mennesket ”kun” mulighed for at tage frugten fra kundskabens træ med sig, et træ der har den indsigt at kunne skelne mellem ondt og godt, altså mellem mørket i os og lyset i os.
Vi blev med andre ord adskilte individer, der bærer dualitetsprinsippet i os og er i projektionstilstand hver især og vi gik ret dybt ned i ubevidst tilstand i nærmest æoner af år.
Jo mere bevidste vi udvikler os på jordplan, jo større behov for at nå kærlighedens niveau.
Andre i universet har opnået denne forening dybt i deres hjerter. Og fortsætter herefter åbningen helt ud i yderste tilstand.
Vi på jordplan er kun på vej. Men vi skal udvikle det vi er skabt til, vi skal prøve at forstå hele denne del af skabelsesberetningen som er udtrykt i et smukt symbolsk enkelt billedsprog.
Det drejende åbne forløb.
Når vi blev adskilt, har jeg tidligere fortalt, at det gjorde at hele skabelsen kunne blive til materiel mulighed. Ved at opdele Gud i duer, gav det de helt store kreative og skabende muligheder.
I Edens have eksisterede planter, fisk, fugle og pattedyrene og er både en realitet men også et symbol på væsner af Gud i ubevidst tilstand og igennem denne proces fremkom utallige muligheder, utallige kombinationer. Hver lille celle har sin egen skabende kraft, er guddommelig.
Mennesket er på jordplan, den mest udviklede, med evnen til virkelig dualitet mellem alt, både bevidst og ubevidst. Men mennesket er set med universets øjne ikke det mest udviklede væsen. Der findes mange grader af udviklingsprocesser på andre kloder i andre solsystemer og galakser.
Det bevidste skal og får stor opmærksomhed i disse tider. Derfor skal de feminine energier frem nu. For tiden med bevidsthed om sit ego der er ved at gå over i en større erkendelse af at få kontakt med de ubevidste områder, der nu viser sig som en overudviklet og dermed hæmmende faktor af den maskuline dominans i denne tid som langt tilbage startede sit korstog og undertrykkelse af de feminine intuitive sider.
Måske ret vigtigt i en tidsepoke for at udvikle nye sider af menneskets bevidste muligheder, i denne face voksede specielt egoets styrke. En tid der har strakt sig over 6000 år og langt fra er færdigudviklet for alle. Den maskuline identitet, og det vil sige et flertal af mænd og derudover nok så mange kvinder, er meget fokuseret på tanker og undertrykker følelserne så godt de kan. Det har afstedkommet afvisning af det feminine i dybet af dem selv, såvel som i den ydre virkelighed. Vi er blevet til så overdrevent et dræbende princip at vi er ved at erkende grænsen for denne ekstremt dyriske, egocentriske og magtsyge tilstand, forårsaget helt i logikkens lov, for at udvikle vores hjernekapacitet og med erfaringen som motor, at bevidstgøre de mange sovende hjerneceller vi bærer i os så fornuft og hjerte kan begynde et stærkt kærlighedsskabende livsforløb, hvor emotionernes magt bliver stadig mindre. Manden er i sine følelsers ubevidste vold og i egoets usikre identitetstilstand, rædselsslagen for foreningen med det feminine og dermed for kvinden, for bliver vi som mennesker bevidste om bærer af helhed, mister den maskuline dominans sin endelige rolle som aggressiv bærer af egokraften. Derfor de maskuline monetære religioner, som er et spejlbillede på mange sider af den maskuline skygge. At adskille kønnene, er at adskille kærligheden. Jesus Kristus og Maria Magdalene er eksemplet på at de efterkommende generationer lagde Maria Magdalene for had og lukkede denne del af det guddommelige budskab ned. Naturligvis fordi tiden på ingen måde var klar til det. Disse to havde gennem mange inkarnationer dannet en dyb sjælspartnertilstand.
Men religioner og praksisser, der udelukkende fokuserer på egen oplevelse, for udbredt tilbagetrukken filosofi, munketilstand, der udelukker foreningen af de maskuline og feminine kvaliteter, er begyndt at virke ret så hæmmende nu.
Der har været stor, og måske for stor fokus på den vandrette seksuelle energi. Den er der absolut ikke noget galt med. Vi er skabt med disse mægtige skabende kræfter. Alligevel er det i dette område der kommer forandring. Så længe mennesket fokuserer så intenst på begæret, uden samtidig at have åbning til hjertet, flytter dette omdrejningspunkt sig ikke, men bliver ved med at skure mellem de ubevidste dyriske gamle ubevidste kræfter, som egentlig ikke burde forstås negativt, da dyr blot er sjæls stof under udvikling, og menneskets magtstruktur, som en plade der er faldet ned i en ridse og bliver ved med at køre samme strofe. Dog skal siges at optagetheden af den materialistiske verdenstilstand, er også overgangen ind i hjertets proces. De fleste vil opleve hvordan den store fokus på ting og produktion, seksuel selvtilfredsstillelse osv. langsomt begynder at virke meningsløs i det indre, for flere og flere.
Jeg glæder mig til at vi to kan være med til at skubbe til sådanne muligheder snart.
Elskede søde Karen, jeg er altid hos dig.
Fredag d.16.03
ET SYN:
Sidder og ser fjernsyn hen ad aften, da jeg pludselig ser Niels og mig selv, der er på vej op ad en trappe, der ligesom hverken begynder eller slutter. Niels er iklædt en hvidlig kofte. Vi går lige ved siden af hinanden og smiler umådeligt kærligt. Ja det var Nielses smil jeg så. Der er mange skikkelser både foran os og bag os. Alle hvidklædte. Hele stemningen er af overjordisk art. Som en vej i universet, i himlen eller lignende.
Søndag d. 17.03
DRØM:
Jeg fik en lidt speciel drøm i nat: Jeg drømte at to halvstore børn en dreng og en pige, nok mellem 11-13 år arbejdede meget koncentreret på at samle 2 halve fly, der var ”flækket” på langs. Det foregik ved at binde dem sammen, så de to flydele passede fuldstændigt i sammenføjningerne. De to store børn vidste lige hvordan de skulle gøre, og gik man ind i flyet der var blevet samlet, passede hver lille del derinde sammen. Det var det der var så fantastisk.
Mandag d. 19.03
Elskede Karen
Jeg vil godt mere ind på kærligheden og dette med sjælspartnere eller tvillingesjæle.
Dualiteten blev som sagt skabt for at skabe, Skabe det fysiske liv som vi alle tager del i. Vi blev spaltet op i køn, jo tættere vi kom på det fysisk udfoldede liv. Det skabte de første spæde fysiske tilstande af en slags kærlighed. Men alt foregik på et meget primitivt plan. Først senere, og især da bevidstheden begyndte at fremspire, blev vi som mennesker og visse dyr, mere draget mod kærlighedsaspektet, for nogle af os.
Sjælspartnere udgår fra et oprindeligt liv, fra et sjælsindivid, om man så må sige, uden at jeg har ord for præcist, hvordan. De to var i udåndingen en slags kopi af Guds fortsatte proces, der ligesom delte sig i to individer, for at udvikle kærlighedsevnen i sammenhæng med både kroppen, sjælen og ånden.
Resultatet af sådan en forening er udviklingen af en spirituel helhed, en forstærket kærlighedsevne.
Altså de utrolig mange fortællinger om kærligheden, som f.eks. Romeo og Julie, er udtryk for menneskets længsel efter at elske den anden, men som i grunden også er at elske sig selv. Men det blev også denne søgen efter kærligheden, der giver stof til formeringen af mennesker. Ja selvfølgelig også i det instinktive univers, såsom de fleste arter af både plante- og dyrelivet, også generelt udfoldede forskellige grader af denne fysiske formeringstilstand ud fra udviklingsniveau, hvor mennesket er den højest udviklede af klodens arter, men så langt fra af universets levende væsener.
For netop mennesket gav det mulighed for eksperimenterende erkendelser. Alle blev på en måde, som dyrene, tiltrukket af det modsatte køn. Begærsdriften, som vi forholder os til som var det fanden selv. På dette plan, som hører til de nederste planer, såsom Rod chakra og Hara, parrede vi os om man så må sige ud fra driftsbehov og da alt er Gudskraftens skabende aktivitet, er dette det også. Mennesket udviklede i denne overlevelsesperiode en etablering af tryghedsfaktoren for, som dyrene, at sikre efterkommernes overlevelse, ved fastlagte ægteskaber, og normer, der kunne holde styr på risikoer af forskellig slags. Så kom forelskelsen, kimen til kærlighedens opvågning, ind i vores bevidsthed. Men samtidig var mennesket også blevet bevidst om det hierarkiske magtforhold. Det skyldtes i overvejende grad den maskuline oplevelse af, at da deres identifikation var en anden end den person, de var født ud af (moderen), måtte de tilstræbe en nær sagt modsatrettet ego bevidsthed. Og det var en proces at udvikle egoet, som hvert eneste drengebarn oplever.
Man kunne sige at egokampene er af illusorisk slags, selv om det godt nok er en nødvendig en af slagsen. Det afstedkom og afstedkommer stadig, virkelig store magtkampe, både mellem kønnene og mellem folkeslag og religioner. Via religion kunne man underkaste et helt folk. Det skabte i sit kølvand stor utryghed og angst for at overleve i disse tilstande. Hele egofenomenet er en arv, fra flokmentaliteten og overlevelsestilstanden blandt de højest udviklede dyr, altså pattedyrene.
Religioner styrer stadig i overvejende grad vores forestillinger og kun få får etableret længerevarende forhold til deres sjælspartner, fordi erfaringen for disse tilstande ikke var og ikke endnu er fuldt modnet.
I disse tider begynder det dog for alvor at dukke frem og gøre sig gældende. Kravene til forhold og længslen efter kærlighed har givetvis aldrig været større, og forvirringen ved den manglende moralske støtte stor. Men alt har en hensigt.
Forskellen på sjælspartnere og virkelig dybe kærlighedstilstande og den kærlighed der også opstår med sjælevenner, er at overgivelsen ikke bliver så fuldstændiggørende. Dette gør at længslen bevares, men giver også erkendelse af sig selv på et dybere plan. Således at mødet med vores sjælspartnere kan ske. Har vi først forenet disse to dele, bliver vi i stand til at forstå nogle helt dybe elementære og vidunderlige kærlighedsevner. Vi har dem oftere i mere instinktiv udgave til vore børn, men mødes og forenes vi med sjælspartneren på alle de niveauer der er muligt, vil kærlighedens åbning endelig forstås og der vil udvikle sig dyb kærlighed til alle levende væsener. En kærlighed der indeholder den dyrebare egenskab af taknemmelighed og hengivenhed. Egenskaber der ikke er ren og skær beslutning, men en højere følelsesmæssig tilstand, forårsaget af mødet med både krop, sjæl og ånd.
Så langt så godt søde Karen. Jeg håber alt kan forklares.
Jeg fik erfaringen og du fik erfaringen og vi vil kunne leve med indsigten i fremtiden. Vi vil mødes i forvisning om hvem vi er og hvilken kærlighed vi rummer til hinanden og erkende at denne erfaring er, at kærligheden ikke begrænser sig, men åbnes til alle, såvel mennesker som dyr og alt levende. Forestillingen om den eneste ene, som en tosomhedstilstand på jorden, der lever til sine dages ende, i sammenrullet isolering er ikke andet end en misforståelse af foreningstilstanden mellem de to adskilte køn.
Lever man i et isoleret partnerskab, kan hensigten med udfoldelse være af energetisk karakter, idet parterne ved samlivet har arbejdsområder som kræver dem fuldt og helt. Og hvor der kan tankes op energimæssigt hjemme.
I perioden med maskulin dominans og udvikling af egoidentitet, har begrebet sjælspartnere, ikke været en attråværdig spirituel forestilling, idet mænd generelt skal og skulle adskille sig fra moderen, der under hende i deres påvirkning, kunne forhindre de unge drenge i, at blive stammens beskyttere, og ofte blev set som direkte farlige for de opvoksende drenges identitet som mænd, hvor det gjaldt om at finde egne maskuline kvaliteter, hvilket altid udgjorde den fare, at et for hengivent forhold mellem mor og søn, rummede en alvorlig risiko for manden, for at miste den skrøbelige maskuline identifikation. Derfor har de tre monetære religioner, jødedom, Kristendom og islam, alle kæmpet for at man som mand, kunne danne sig et billede af Gud i maskulin form, selv om de viseste dog ved, at Gud ikke er kønsbestemt.
Der er en slags dybere logik i denne forestilling, men hele begrebet har været så målrettet selvidentitet, at dette at blive til ”et kød” som Jesus Kristus taler om, ganske er blevet henlagt til selve kødets forening og ikke sjælenes maskuline som feminine tilstand, via fødslen af en androgyn helhed.
Når vi bliver et kød på et tidspunkt, altså om måske tusindvis af år, er blevet androgyne væsener, vil vi føle os som mestre, og langsomt vil alt liv således stræbe mod kærligheden og lægge de ubevidste sider væk.
Det billede vi bærer af en modsatkønnethed, ligger i os begravet og søgt realiseret gennem mange liv i opsplitning, men det er i hver og en og lagt i os fra tidernes morgen, kunne man sige. Mennesket skal blot krydse lige præcist den person som passer så rigtigt til det indre billede. Det kan der godt gå mange og lange tider med, idet mennesket er meget modtagelige for hinandens forestillinger, modens dominans og skønhedsideal, hvilket alt sammen er en forsinkende faktor.
Livet er en evig evolution. De næste i Guds skabende åndedræt, som vi også er, er vores dyr på kloden. Den råhed som mennesket udviser i dag, vil på sigt forvandles ind i bevidsthedssfæren og dyrene overtage, for at de fortløbende kan udvikles i denne bevidsthedssfære som fremtidens mennesker i andre planetariske udfoldelsesmuligheder. Om mange æoner af tidslommer.
Mandag d. 26.03
Elskede Niels.
I dag er jeg ret trist, måske fordi jeg var til mindedagen for dig i går i Vesthhuset. Især efter at Peter Vesth sang en farvelsang til dig, som gjorde mig utrolig trist.
Jeg sørger. Du ved jo at jeg kommer til at græde stort set hver dag, især hen ad aften. Følelsen af længsel overvælder mig, erindring om de mange små og store ting vi havde sammen, oplevelsen af dine kys og kærtegn, dine ord, din begejstring og glæde, din større og større håbløshed under sygdommen.
Det er bestemt ikke af ensomhed, snarere fordi jeg føler jeg er så tæt ved dig, at jeg kunne røre dig, hvis ikke det er fordi, min hjerne ved, det ikke er en reel mulighed.
I går oplevede jeg, du var til stede og jeg hørte dig sige, du var hos os alle, men kun ganske få, opfattede det i deres bevidsthed.
Jeg elsker dig højt, men det ved du jo godt.
Elskede Karen
Jeg ved så inderligt godt det og jeg var der i går, ja det var jeg selvfølgelig. Ville ikke gå glip af sådan en fejring af mig som personen Niels. Jeg elskede jo at stå der som centrum for publikum, uanset om dette publikum var stort eller lille. Det gav mig følelsen af eksistensberettigelse og en slags lykke.
Så ja, jeg var hos mit elskede Vesthhus og de mange dejlige mennesker der befandt sig der. Det glædede mig virkelig utroligt.
Kære Karen, jeg er ved dig og vil så inderligt håbe det kan trøste dig.
Du ved jeg elsker dig og ser dig i vores nutid, vores fortid og vores fremtid. Du skal gå ind og se på den, for du er det kreative element til fremtidens muligheder sammen. Som kreative mennesker, kan man skabe meget af fremtiden via fokus. Blot skal man også være klar på at vores sjælsniveau godt kan have større lyst til at udligne forskellige problematikker, frem for ren fremdrift. Eller sagt på en anden måde, det kan godt være, der er udsigt til den frodige og smukke vej fremad, men ligger der forhindringer på vejen, er det tvingende nødvendigt, først at rydde disse forhindringer af vejen.
Det er i øvrigt også en af forklaringerne på hurtigheden og mængdetallet af processer og mennesker, der er i omløb på kloden i denne sammenpressede tid.
Jeg kysser dig og omfavner dig min elskede. Evigheden er der altid og vi er ikke adskilt du og jeg. Kun din fysiske indkapsling, laver en slags illusorisk bastant følelse af, at vi er det. Hvis mennesket ikke havde den, ville en fremadskridende udfoldelse af et højere udviklingstrin (for at bruge jeres lidt hierarkiske begreb) være umuligt.
Elskede Niels
Natten mellem tirsdag og onsdag, drømte jeg en ret symbolsk drøm.
DRØM:
”Jeg vil gerne snakke med Lisa om at flytte sammen med hende.
Pludselig er der en ukendt mand (kunne måske være dig) som giver mig et meget smukt guldhjerte, som er formet som en linje eller tynd kant af guld, hvor der i midten er en guldedderkop. Det er en slags smykke og meget symbolsk.
Pludselig vender manden hjertet og edderkoppen på hovedet, så hjertets spids vender opad og den lille guldedderkop falder ud af hjertet og placerer sig under dette omvendte hjerte.
Manden, som nu er dig, siger det er et mandssymbol. Og jeg svarer kækt at ”der faldt krampen.”
Jeg spekulerer selvsagt en del på denne drøm, hvor jeg godt kan se at udtrykket ”der faldt krampen” har noget med en bevidstgørelse af at den problematik jeg kom ind i via dig, Anette og jeg, har samme karakter som min barndoms klemme mellem moster (dig) og krampen min mor (Anette) som jo falder ud, når det logisk konkluderende maskuline, der ikke har emotionel indfaldsvinkel, ryger ud af hjerteikonet.
Elskede Karen.
Den drøm er sendt til dig for at du kan forstå og bevare den intuitive kvindelige energi. Den skaber helhed. Den gyldne edderkop er symbolet på dit højere feminine selv, låst fast i gammel karma, som både moster og jeg repræsenterede via hemmelighedskræmmeriet, som du uforvarende blev en del af, så du har ramt meget præcist i din analyse.
Manden vil vise dig at det omvendte hjerte er en afvisning og en forestilling, som vores rationelle fornuftsstyrede maskuline verden, ser på din indre forening. I denne form ryger det intuitive selv, ud af hjertets energi og får derved den nedgørende placering under hjertet, som omvendt er spids og negativt ladet. For hjertet skal vende med spidsen nedad. Dets symbol er at modtage den åndelige kraft. Dog er det også en henvisning til at bruge den logiske konsekvens, som kan have forbindelse med det maskuline princip.
Du er i gang med at fordømme dig selv, du er i gang med at frygte den kontakt du har til både mig, vores kommunikation og din åbning til Gud.
Overblikket er for en stund, erstattet af følelser. Egoet, som er maskulint af natur og udtryksform, har overtaget.
Jeg kunne tilføje at den gyldne edderkop desuden symboliserer den indsigt du har i mit ”spind” som havde en højere hensigt, nemlig at beskytte Anette for konfrontationen med sin egen ide om, at hun var skubbet ud og svigtet, som jeg var overbevist om måtte være rigtigt, uden forståelse for livets evige udfordringer, til videre proces. Samtidig med at du automatisk blev viklet ind i alt dette, som har en feminin tilstand i sig, akkurat som i din barndoms tilstand omkring moster og din mor. Situationen viser jo den egocentriske side af fastlåste følelser, som udgjorde din mors jalousi over dit forhold til moster, hvilket i en mere ren udgave, siger noget om det der gemmer sig i jalousiens kåbe. Vores ejendomsfølelse og ikke mindst vores store behov for bekræftelse og anerkendelse, fordi mange som personer, slet ikke har greb i deres eget indre og derfor udelukkende danner sig et selvbillede ud fra andres billeder af en. En følelse som har styret menneskeheden fuldstændig i ufattelig mange århundreder. Det bunder i dualitetsprincippets grundelement, som har været utrolig gavnlig for menneske-racens overlevelse og udvikling, men som snart skal ud af denne fortsættelse med at køre i denne overbevisning. Hensigten er ikke promiskuitet, men indsigt og intuition i forhold til udvælgelse af sin partner, og indsigt i den omsorg og passende given og modtagen, der skal have sin fokus med hjertet som kompas.
Der bliver sagt i skabelsesberetningen at Gud skabte mennesket i sit billede, og vi er udstyret med både (og tag ikke fejl) vi er udstyret med både ånden, sjælen og ikke at forglemme kroppen. Det vil rent faktisk sige, at skal vi blive fuldkomne gudevæsener, skal disse tre dele forenes, for ellers er vi ikke i fuldkommenhed. Er Gud så et menneske? Eller er universet i virkeligheden hele den kropslige guddommelighed? Er dette univers udtryk for Guds fysiske fremvisning, som vi, kunne man sige, er guder for vore egne atomer, vore egne celler, vore egne kroppe, som huser både ånden og sjælen? Er Gud udtrykt i hele universets milliarder af galakser, med planeter, stjerner og alt fysisk materie?
Fakta er at i disse, findes Guds sjælesystem og den samlede ånd, der er over hele dette skaberværk. Forskellen er bevidsthed. Gud er da en fuldkommenhed, med fuld bevidsthed over hver en lille celle, hvert et lille atom. Gud er makrokosmos som vi er mikrokosmos. Alt er foldet ind i hinanden i stadig større fremvisninger. Vores proces er i denne periode af processen, at forene det maskuline princip med det feminine princip. Vi bærer i os billedet af vores modsætning, en enhed sjæleligt, der opdeltes i en dualitet, som mand og som kvinde. Billedet er ikke kun det ubevidstes erindring om os selv som et helt menneskevæsen. Det er igennem erindringen af det fraspaltede menneskevæsen vi skal igennem bevidstgørelsens port.
Jeg elsker dig og er altid til stede hos dig. Altid til rådighed for dig, altid med dig i dit inderste.
Lørdag d. 31.03
Elskede Karen.
Ja jeg er klar over jeg gentog den tilstand du oplevede som barn.
Du fik drømmen om hjertet og edderkoppen, også for at konfronteres med de dybere lag i dig selv, såvel som sandheden om min brøde.
Jeg har skrevet en del om den, men den er blevet mere klar for dig, denne sammenhæng med din sorg og fortvivlelse. To mennesker, din moster og mig, som begge elskede dig og fortsat gør det, meget højt, men var for angste for at stå ved dig og have magt til at forsvare dig.
Jeg ved, min elskede, jeg frygtede repressalier og søgte den letteste udvej eller den pæneste. Hvis du får mulighed for tilgivelse af både din moster og af mig, har du vundet meget.
Jeg er ked af at jeg troede det var bedre, og at det gik. Symbolet på den udfaldne edderkop, er den følelse du har af både din mor som af Anette. Deres roller ligner hinanden. Men det gør din mosters og min rolle også. Det er til syvende og sidst os der spinder dig ind i fortielserne og løgnene.
Jeg havde ondt af Anette og jeg frygtede dybest set hendes vrede, så den som magt.
Jeg elsker dig og elskede dig, men tænkte du nok kunne acceptere situationen. Jeg spurgte dig ikke en gang.
Jeg forrådte dig, søde Karen. Det er jo sandheden, og sandheden er i Gud.
Tilgiv mig, jeg vidste simpelthen ikke bedre.
Det var forfærdeligt af din mor og af din moster.
Det var dertil grusomt af mig. Jeg var kun optaget af at redde mig selv og Anettes stolthed. Derfor blev min død bl.a. skæmmet af dette. Ja faktisk af en fortielsestilstand der havde eksisteret i det meste af mit liv i forbindelse med mange andre situationer. Det er mit ubevidste valg.
Min død kunne jeg godt have fået på en ganske anderledes måde.
Søndag d. 01.04
Elskede Niels.
Du må tilgive mig min vrede på dig i går. Drømmen om hjerterne og edderkoppen, som jeg skrev om til dig, fik mig endelig til at få kontakt med den fælles problematik, der ligger mellem moster og dig. I var begge to for svage og vattede, som du skriver og lod mig være sorteper i et unødvendigt spil.
Jeg oplevede dit ”spind” omkring mig og Anettes spind omkring dig, akkurat som jeg oplevede mosters spind omkring mig og min mors spind omkring min moster og dermed også mig. Jeg var rystet over erkendelsen som du også henviste til og jeg forstod og forstår nu langt mere end før. Men jeg vil også tilføje at dersom moster havde forelagt sandheden, havde min mor fået en bedre rolle i min forestilling. Deraf tænker jeg også, at Anette havde fået en bedre mulighed fremover.
Min elskede Karen
Som jeg skrev i går, så ved jeg det hænger sådan sammen, og Karen, din vrede er vejen ud, så jeg har slet intet negativt i denne tilstand, kun glæde, fordi det også er vejen frem.
Jeg elsker dig og erkender klart, jeg var et pjok. Jeg var som jeg var og der foregik tåbelige manipulationer, ved jeg nu. Tåbelige fortielser og dit barndomstraume fik fornyet grobund. Alligevel vil jeg sige, det var som det skulle være. Længere kunne vi ikke forstå med så dybe ubevidste faktorer inde i billedet. Det hører med til processen at vi kun bevidstgøres gennem en slags smertetilstand. En smertetilstand der søger lyset og forløsningen. En smertetilstand der er dybt nødvendig for at udvikle os til større indsigt.
Jeg er altid med dig min elskede Karen, og altid i dig og ved dig, som du er for mig.
Lørdag d. 07.04
Elskede Niels.
I går var jeg på besøg hos Lisa, dagen før havde jeg været hos min psykolog og vist ham tegningen af drømmen med hjerterne.
Min psykolog spurgte pudsigt nok netop om det kunne tænkes at guldedderkoppen også kunne symbolisere dig og spindet, som den jo er kendt for at lave, og om den kunne være min følelse af, at være blevet spundet ind i al det, jeg opfatter som dette, ikke at stå ved sig selv, og den uærlighed du helt selvfølgeligt fik mig trukket ind i og som gør, at jeg føler mig trukket med ind i og som gør at jeg føler skyld, skam og frustration, i forbindelse med at du nærmest, i mine øjne, døde af det.
Hos Lisa blev jeg først ret vred på hende, fordi jeg åbenbart også sad inde med en masse frustration, en frustration fordi jeg af og til oplever en slags forklædt negativitet, som hun dækker bag indhyllet i en yderst venlig men kølig facade, der udelukkende går på, at beskytte sig selv og lukke andre, deriblandt mig ude. Samtidig med at jeg simpelthen ikke ved hvordan jeg kan nå hende med et eller andet der kan bryde hendes skjold. Det eneste jeg kunne finde ud af var at skælde ud og bryde sammen i en gråd jeg nærmest følte var en blanding af hendes tårer såvel som mine. Så jeg græd i spandevis.
Elskede søde Karen
Jeg er virkelig utrolig ked af al den smerte jeg har givet dig før min død. Men som først af dig opleves så dybt, efter jeg forlod min krop.
Når du mærker al den fortvivlelse, mærker jeg den i høj grad, også. Det værste er, at jeg ikke kan gøre alverden. Jeg ved at du selv skal arbejde med det og jeg ved nu hvor meget din opvækst med din mosters svage side og din mors tillagte magt, hænger sammen med vores problematik.
Det trøster dig måske nok ikke lige nu, men du får ret sikkert, derved chancen for på et dybere plan, at komme videre og udover både mit roderi og din mosters og mors forviklinger og påduttede følelse af manglende eksistensberettigelse, kunne du udvikle en mere bevidst side som menneske, og det er faktisk formålet bag alle lidelser. Jeg kunne næsten sige at vore lidelser er svøbt i kærlighedens lys, bag om det hele.
Det bliver vigtigt at jeg får mulighed for at stå ved mig selv i fremtidens inkarnation.
At tro man både kan være utro og tro, er jo lidt langt ude, samt at manipulere med den reelle virkelighed.
Du er blevet ramt. Men herfra er det en kæmpe mulighed for healing, du på den måde får inden du er hos mig her. Det er også en mulighed der handler om flere inkarnationers mangel på evnen til at sige fra. En mangel der har med identitet og mangel på samme, gennem flere liv.
Jeg elsker dig og vil altid være ved dig, i dig og med dig og arbejde sammen med dig, selv om det er fra to forskellige planer.
Når jeg, sammen med dig, inkarnerer igen, vil erindringen ikke huskes særlig skarpt, men lejre sig i sjælens dyb. Måske skal jeg, eller vil jeg, skabe en situation af samme karakter og der kunne overvinde min egen angst for fejl og mangler, ligesom du kunne tage muligheden op for området ”at kunne sige fra til endnu en slags hemmelighedstilstand”. Vi skaber vores fremtid, og vi skaber den ud fra de muligheder, vi har for at gå i lyset, altså være oplyste kærlighedshandlende mennesker. Sigter vi på dette, får vi det også. Og evt. karmisk tilstand kunne blive reelt meget mildere.
Mandag d. 09.04
Elskede Niels.
Jeg har det som om jeg ingen buffer har mellem min dybe sorg og kærlighed og den ydre skal. Jeg føler mig som en der har fået revet huden af. Som et åbent sår.
Jeg er utryg ved de oplevelser jeg faktisk har. Som den oplevelse af din nærhed også om aftenen når jeg er gået i seng og har slukket lyset. Da oplever jeg meget bevægelse i rummet og at du er til stede. Ikke sådan at jeg egentlig ser dig, snarere er det skygger af dig. Meget bevægelig, og jeg er begyndt at holde meget af at gå i seng og slukke lyset.
Jeg mediterer hver dag, mindst 30 min og gerne 40 til 50 min.
Da er det sket at jeg oplever en slags seksuelt nærvær. Og en næsten fysisk omsorg og kærlighed fra dig.
Jeg græder nu hvor foråret vitterlig stikker sit hoved frem og de længe ventede træer springer fra fyldige knopper ud i små fine lysegrønne blade. Fuglene, vores egern som muntert farer op og ned ad fyrrestammerne og ud på de mange grene og hvor alt levende, begynder at folde sig ud. Da bliver mine tanker om dig, om vores liv sammen, ulideligt sorgfuldt.
Jeg elsker dig jo med lige stor styrke uanset du er her på jorden eller på et andet plan.
Elskede Karen
Jeg ved din tilstand og ved om din store kærlighed. Du skal vide jeg er helt med i dine følelser. Forskellen er at jeg ikke er i mit gamle ego mere. Jeg er fri af en for overvældende emotionel tankevirksomhed. Prøv med mig at skabe skønheden, vores kærlighed, fold den ud, gem den ikke inden i dig selv. Kom frem min elskede, vi er sammen og kan i et splitsekund skabe al den glæde og kærlighed vi er i og hviler i. Mød mennesker rundt om med denne følelse af helhed. Elsk dem der kommer ind i dit liv.
Tro mig, skab ud af dette min elskede, dvæl ikke ved det forgangne, sku fremad.
I går tænkte du på min barndom i min sidste inkarnation, og du har ret i, at den barndom skabte rigtig meget af min usikkerhed, min generthed, min trods og indestængte vrede.
Jeg manglede følelsen af en slags betydning. Det startede i de år, min mor ikke var så tit hos os på Samsø og Angela nok tog mest opmærksomhed, grundet at hun stadig var baby, og min far ikke var særlig tilgængelig. I 3 – 4-årsalderen, starter ens sociale bevidsthed med at gro frem i en slags bevidsthed af oprindelse. Jeg var særlig på en måde følte jeg og samtidig ubetydelig i forhold til både min fars og mors fravær, i større eller mindre grad, dertil kom, at når min mor var hos os, og det var forholdsvis tit, så drejede meget af hendes opmærksomhed sig som sagt om Angela, og jeg var slet ikke stor nok til, at forstå det.
Min mors ret markante udtryk og følelse af fornærmelse og sårethed, gjorde at både Angela og jeg reelt lærte at sno os udenom ubehagelige følelser, der gav os opfattelsen af at være forkerte, på en ret indirekte måde.
Sådan kom jeg til at leve mit liv. Jeg kunne sige (helt uden fordømmelse) jeg blev mere forsigtig og egentlig fej, som det kaldes. Men alt trækker også tilbage på gamle karmiske gentagelser. Det skal vi forstå. Det er et valg at gå ind i en slags fornyet gentagelses-mønster, udelukkende med den hensigt at løse udfordringen bedre. At indse dette kan skåne mange for bitterheden mod tilstande, opstået i dette liv, i og med at de udfordringer der kommer, har vi et frit valg til at få løst til vores eget bedste.
Jeg elsker dig og ved du snart vil skabe igen.
Giv blot dig selv tid.
Onsdag d. 11.04
DRØM:
Jeg var med en slags ufo, sammen med Niels. Det var i alt fald en tur ude i rummet.
Fredag d. 13.04
ET SYN:
Jeg sad i dag sammen med Ellis i min elevationsseng og så fjernsyn. Muligvis er jeg faldet lidt hen, men bliver særdeles nærværende og næsten forskrækket da jeg pludselig så Nielses ansigt på hovedet, lige foran mit eget. Jeg kunne tydeligt se hudens porer. Det virkede som når man siger bøh til en. Altså der var en slags munterhed over situationen, bortset fra forskrækkelsen.
Jeg oplever ofte efter en meditation, hvor jeg åbner øjnene i en koncentreret tilstand, ser hvide dansende prikker på den slukkede fjernsynskærm, der tager form som hvide urolige prikker af Niels. Få gange dukker et ret virkelighedstro ansigt frem med farver. Som om der bliver arbejdet på at få de hvide prikker der langsomt former sig i hvide stregagtige former og slutter af med et portræt af Niels. Billedet er der kortvarigt for så at forvinde. Meget besynderligt. Forsøger Niels at kontakte mig fysisk, øver sig, eller er det min fantasi eller bare
hjerneceller, der kan et eller andet virkelighedsskabende?
