Torsdag d. 19.10

Jeg vågnede kl. 5 og kunne ikke sove.

Gråden pressede sig ud i store mængder, kroppen var træt og sansede blot meningsløsheden, og et stærkt håb om at Gud ville tage mig til sig meget snart.

Jeg ville så utrolig gerne op til Niels. Udholdt ikke følelsen af en hjemløs kærlighedsfølelse, eller snarere den følelse af et forblødende indre, der råbte så heftigt, det meste af døgnets 24 timer.

Jeg følte en slags oprørskhed og så konstant billeder af de voldsomme situationer Niels havde været udsat for under specielt indlæggelsen på intensiv i Roskilde.

Det var godt at jeg var nødt til at holde sammen på mig selv og komme ud for at besøge Angela.

Jeg tog ud til hende for at være der, når den katolske præst Allen Courtoua kom ved 12. tiden.

Angela var i dag, som jeg, ret berørt.

Jeg er så taknemmelig for at jeg kan dele min sorg med Angela, som elskede sin bror og med Martin som elskede sin far.

Hvad skulle jeg have gjort uden disse to mennesker i disse dage?

Mit hjerte var helt åbent til dem begge.

 

Tankerne strejfede Anette. Gid der ikke fandtes mindreværd, jalousi og ejerskab over hinandens følelser. Gid vi kunne have udvekslet de følelser for Niels, som vi må have været i begge to.

Nu sidder hun måske med en lige så stor sorg som vi, men kan alligevel ikke være i stue med mig, uden sikkert at føle sig i en ret utilpas rolle, en rolle vi som egoer ofte giver os selv, offerollen.

Jeg kunne heller ikke selv sige mig fri.

 

Med præsten fik vi planlagt bisættelsens afvikling.

For mig var det på kanten af et dødsstød, en følelse af kantballet.

Denne tilstand kunne ikke i forsøget på at finde balancen, sammenlignes med nogen anden oplevelse. End ikke min elskede mosters død, havde samme tilstand af urimelighed, ja vrede i mig, jeg ikke havde nogen at rette det mod, eller uvirkelighed, som stod jeg midt i et springvand af mudder der uophørligt væltede frem.

Sad vi virkelig der og planlagde min elskedes begravelse?

Men det var det jeg forundret måtte erkende vi gjorde. Begravelsens tema blev fastlagt, til punkt og prikke.

Jeg blandede mig dog kun en gang, da det så afgjort var Angela der tog de mere rationelle forpligtelser på sig.

Jeg bad om at få den kendte salme, ”Op al den ting som Gud har gjort”.

Der blev også snakket om, hvordan og hvem kisten skulle bæres af.

Det var helt igennem en meget tung dag, helt nede på det super praktiske niveau.

Dette med det praktiske fokus kendte jeg dog fra både mn mors død og min elskede mosters død, 4 år senere.

Det at skulle koncentrere sig om jordiske ting, kan virke som en hjælpende finger. Et pusterum.

Men at tænke på, at Niels ville ligge inde i en kiste, selv om jeg dog vidste bedre, var en selvplagende tanke.

Det var ´Nielses efterladte hylster, der skulle bisættes, og det vidste jeg jo godt. Den sidste fysiske rest, som han havde efterladt os alle.

Hans afviklede puppe.

Denne puppe, har været hans tempel i over 72 år. I disse år kan man sige han har været bestyrer af alle sine organer, alle sine forudbestemte celler, der dagligt har knoklet for at holde ham i live.

Så snart jeg var hjemme hos mig selv, fortsatte aftenen for mig, med gråd og forvirret snak. Den eneste mulige smule tømning indefra, som jeg kunne gribe fat i, men her stoppede det ikke umiddelbart.

Det borede sig ind i mit inderste. Det tiltrak en form for nærvær og en slags sørgmodig smuk dybde.

Jeg følte Niels dansede rundt om mig, når jeg var allermest sorgfuld.

Jeg oplevede intens at han slog armene om mig og kyssede mig, se ham reelt, kunne jeg ikke. Men fornemme ham. Det kunne jeg.

Han lagde sig ovenpå mig, uden nogen fornemmelse af tyngde, da jeg lå i min seng. Omsorgsfuldt kyssede han mig og en sær fred og lykke kom ind.

Han var der jo.

Jeg erindrede vores smukke intense sensualitet. Hans lykke over mig og min eksistens. Min egen ditto. Og jeg blev grådkvalt af at vende blikket mod tabet af alle mine drømme om os to. Det havnede tungt i kassen indeni, der var ved at være godt fyldt med savn, fortvivlelse og følelser af ufattelig kærlighed og styrke.

 

Brændende ønskede jeg, især når jeg borede mig ind i erkendelsen af tabet, at kunne udånde på samme måde som Niels, som så let havde sluppet det sidste åndedrag, om end de forgangne måneders fortærende sygdomsforløb, bestemt ikke var ønskværdig, men det virkede som om han frigjorde sig fra et meget trangt og dybt plaget hylster og efterlod det, lettet og befriet. For det var jo det han gjorde, slap taget i sit fysiske univers, sine bekymringer, sit smerteorgie. Det så nærmest ud som om det univers af mikrober, han var bestyrer for, bare var en slidt, ja dybt nedbrudt frakke han krøb ud af.

Jeg ville ikke adskillelsen. Mit ego ville ikke slippe den fysiske og psykiske længsel, følelsen af fortabthed. Den side af mig mærkede til fulde adskillelsen og ønskede at måtte være hvor han var. Men der var samtidig en sær oplevelse af, at vi ingen reel afstand havde.

Da kunne jeg blive virkelig bange for mit eget sjæleliv, for var jeg blot småskør? Det vil nogle af de mest fornægtende jordlinge mene. Og i en slags angst for det ”udenfor videnskabens godkendelse” erkendte. En tro der lå på linje med indskrænkethed og tab af dybde, vil jeg mene.

 

Vi, Angela, præsten og jeg, havde siddet i middagsstunden og snakket om salmer og den prædiken for hans efterladte legemes skyld, og for alle de der havde brug for denne ceremonielle afsked, måske også for Niels i sin nuværende tilstand.

Om aftenen følte jeg så bare at Niels var ved mig hele tiden. Kyssede mig når jeg græd, fulgte mig sågar helt ud på badeværelset, hvilket jo også kunne være lige meget.

Han skiftede mellem at se yngre ud (jeg så ham og alligevel egentlig ikke), og se ud som da han stadig var rask nok til at vi kunne være sammen.

Jeg elskede ham, og vil i al evighed altid elske ham.

Det var som om jeg fornemmede der faktisk er en form for evighed.

 

Fredag d. 20.10

Jeg føler mig nærmest småsindssyg indeni.

Niels er alle vegne.

Jeg spekulerede over de skyldige, åbenbart fordi jeg vil have at der må være nogle der er det, og tænkte på Anette, hans samlever, på mig selv, på intensivafdelingen i Roskilde, på Slagelses Mave-tarmkirurgiske afdeling. På lægerne, sygeplejerskerne, på al den medicin, af forskellig karakter, han fik ind i sine dybt massakrerede blodårer, hans venekatetre i halsen, der blev indopereret flere gange og til sidst blev indført i siden af brystkassen.

Jeg tænkte på de mange giftstoffer de pumpede ind i ham og som var med til at nedbryde lever og nyrer fuldstændigt.

Jeg så hvordan han måtte overgive sig til lægers og sygeplejerskers forgodtbefindende. Som var han blot et intetsigende væsen de ejede og kunne gøre med, hvad de ville.

De har officielt sandheden, indsigten, den viden som er vedtaget og det kunne gøre dem til ejere af et sygt legeme, mildest talt. Den holdning smyger sig ind i personalet, høj som lav. Men ved de egentlig det hele?

Jeg gennemtjekker den, for mig lidt tilfældige lægevurdering, som jeg opfattede, skiftede for hver ny læge. Det vil sige stort set hver anden dag.

Deres spørgsmål til mig, som virkede, som om de regnede med, at jeg vidste mere end de på få minutter, kunne nå at læse sig frem til.

Vidste de hvad de gjorde?

Jeg mærker fortvivlelsen og selvbebrejdelserne.

Gjorde jeg nok?

Blandede jeg mig for lidt?

Generede jeg i virkeligheden Niels, ved at være der så meget?

Hvordan ville jeg have haft det, hvis det havde været mig?

Jeg ved godt at jeg ville have følt en enorm utryghed. Måske fordi jeg opfatter lægers indsigter ud fra et voldsomt skær af konservatisme og stivhed. Ja næsten snæversynethed, for de flestes vedkommende.

Jeg mærkede vreden, der ind i mellem nærmer sig paniske højder, spundet ind i forvitrede ord og begivenhedsrige billeder, der ruller ind over mig, som en film der er delt op i små frames, som hurtige brudstykker, helt adskilt fra følelsen af hans nærvær.

 

Jeg snakkede med Krista, Miriam og Kira, med Lisa, Susanne, og Jette og en smule med Therese, som var på rejse.

Især Susanne kunne jeg dele sorgen med, fordi hun for adskillige år siden, med under en måneds mellemrum, mistede først sin mor og derefter sin kæreste gennem 14 år, Jens.

Men alle er forstående og deltagende. Alle.

Det hjalp i de minutter jeg var i samtale med dem og så snart der var sagt farvel, sugede en mægtig kraft mig tilbage til der, hvor jeg blot stod i et slags krater, et hul fyldt med nervebundter der skreg.

En længsel jeg ikke mere har muligheden for, at få umiddelbart fysisk tilfredsstillet.

Jeg er afmægtig. Blottet for nogen beskyttelse.

Bærende på en hjemløs stor og altomfavnende kærlighed.

Hvad skal jeg gøre med den?

Hvor skal jeg gøre af den?

Og er den egentlig hjemløs?

 

Lørdag d. 21.10

Den kvalmende tunghed er det jeg vågner op med.

Følelsen af en overvældende meningsløshed, kaster sig grådigt ind i mørket af mit sind. Ikke for at opsluge det, snarere for at boltre sig i det.

Jeg overvejer intens om det er muligt at fremskynde min død ved viljens kraft. Altså bede hjertet om at stoppe, så jeg kunne forenes med min elskede.

Jeg vil ikke begå selvmord.

Mine børn og børnebørn skal ikke udsættes for den slags tarveligt svigt.

Men kan man rent faktisk hypnotisere sig selv til at dø en naturlig død?

Jeg ved godt at det vil gøre mine børn utrolig ondt, og især børnebørnene skal have en mormor, men de skal jo også fremtiden under alle omstændigheder. Men et mormorbånd er langt mere ukompliceret end et morbarn forhold. Det erkender de fleste der er bedsteforældre.

Selv har jeg aldrig kendt min mormor, hun blev ikke specielt gammel, vist omkring 60 år og heller ikke min farmor kendte jeg meget til, andet end at hun som 54-årig, var som et spædbarn af utallige hjerneblødninger, der også afsluttede hendes liv da jeg var omkring 4 år.

Hvad skal jeg?

Bare tanken om at jeg er tvunget til at leve videre, er som at stå ved en gabende afgrund, uden mulighed for at ane bunden.

Jeg går grædende ud i det åbne køkken og forbereder min fussite.

Sætter automatisk vand til opvarmning og putter Fussi pulveret i den store kop.

Smør mig en ostemad, fordi jeg ikke orker min sindigt udtænkte morgenmad med alskens mærkværdigheder iblandet.

Fjernsynet kører, som det har gjort de sidste par måneder når jeg vendte hjem til tavsheden og mine længselsfulde katte. Noget jeg ellers aldrig har gjort.

Jeg forbereder mig til at besøge min veninde Lisa.

Hun er sød og omsorgsfuld og forsøger at snakke sig ind over min sorg og utryghed.

Det lykkes hende ikke.

Jeg tager hjem til mig selv hen ad aften, lidt beruset og uendelig trist. Faktisk virker alkoholen kun som et endnu mere mørkt udslip, uden intellektets fornuftige styring. 

Beruselsen forstærker den impulsive side i mig. Dø for pokker. Så slip dog det liv, du ikke orker går videre. Stop tiden. Stop kvalen.

Da jeg kommer ind i stuen, står mine to katte og tager imod mig, kror sig om mine ben og mine tårer strømmer af taknemmelighed over jeg har disse to dyr. Alene det at jeg kan finde på at overlade dem til måske sult og tørst, inden nogen tager affære, får mig til at skamme mig over min egen egoisme. Hvad tænker jeg på?

Jeg snakker taknemmeligt til dem, aer dem og går ind i mit soveværelse, hvor elevationssengen allerede er vippet i stilling som en chaiselong.

Kattene vil med.

Jeg vil gerne have dem med, men føler der på en måde også skal være plads til Niels ved min side.

Jeg behøver ikke at forklare dyrene noget. Det havde straks set værre ud hvis et menneske hørte mit krav. Havde set den ekstra pude der er parat til Niels.

Jeg græder højlydt mange gange og kattene ser forundret på mig. De har heldigvis ikke direkte evne til medfølelse eller det der er værre. De ønsker bare lidt hygge hos mig som vanligt. De er dog dyr med stor sensitivitet, der fornemmer hele registret af energier i mig, som i hinanden.

Jeg snakker med Niels, fortæller ham mine tanker. Græder så han nok kan høre det, i hensynsløs selvcentrerethed. En tilstand der under den, godt aner hvor befriet Niels er blevet. Som aner ønsket om hans fortsatte velbefindende. Men jeg suges ind i mit eget sorgfulde sind, det meste af tiden.

 

Søndag d. 22.10

Jeg bliver ved med at kredse om emnet død og livet efter.

For i min forestilling, føles det ikke, som om Niels er rigtig død.

Det opleves som om han stadig på sjæleligt og åndeligt plan, er absolut i live.

Men der er denne tillærte mistro til det der findes udenfor det fysisk konkrete.

Er det blot indbildning?

En gentagelse af julemandskomplottet, som alle voksne med stor fornøjelse deltog og stadig deltager i, med bedrageriet stående, som en evig oplysning om indbildte godheder, der lapper definitivt ind over guddommelig eksistens og renser de fleste for at række ud efter noget der ligger udenfor den såkaldte synlige ”virkelighed”.

En slags effektiv mærkværdig læresætning for alles egoer, alles adskillelse fra guddommelig eksistens i deres eget indre som i den ydre virkelighed.

Julemandshistorien må være blevet rendyrket i de år hvor videnskab og tro kolliderede for alvor, hvor egoet vandt over det indre guddommelige menneske og styrede hele menneskeheden mod nær sagt den yderste afgrund, mod forbrugersamfundet, mod tomhedens tilstand, der i sandhed nedbryder vores overlevelsesvilkår på denne smukke planet.

 

Når jeg tænker på nogle af Niels sidste åndedrag og på det allersidste, er det som om han på en måde fløj ud, smuttede ud af legemet, befriet for sit hylster der havde besværet ham så længe.

Måske var det hans umådelige viljestyrke, der holdt ham så længe i live. Måske var han absolut ikke villig til at slippe livet her på jorden? Det kunne se sådan ud.

 

Dagen går med en knugende fysisk og psykisk kværnen, som er jeg blevet kørt ned eller skudt i brystkassen.

Jeg hulker og snakker gennem tårerne med ham. Fortæller ham hvor højt jeg elsker ham, for han hører det jo nok, tænker jeg.

Jeg prøver at lyde normal, når nogen ringer til mig, for at høre om min tilstand.

Jeg vil virkelig gerne dø nu, følges med Niels.

Jeg tænker uden medfølelse for de af mine kære, der befinder sig her på livets krævende side, hvad jeg egentlig skal her?

Hvorfor er vi mennesker så bange for døden?

Mine tanker om den er under stor forandring.

Hvorfor har vi så stor og rædselsfuld tillid til at kun videnskaben ved noget som helst, og at alt uforklarligt absolut må kunne forklares, måles og vejes, og kan det ikke det, har man belejligst opfundet ordet ”opspind” eller det lidt mere positive men stadig illusorisk indstillede ord, ”fantasi”?

Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem fantasi og himmelsk inspiration. Jeg ved ikke hvor al den kreativitet stammer fra, men det har en forbindelse til Gud både i mig selv som i alt der eksisterer.

Hvorfor betragtes oplevelser der overskrider grænser, for tåbeligt.

Jeg ved ikke hvordan jeg forstår begrebet Gud? Men det nærmer sig en slags kæmpe uforståelig helhed, næsten lig samlingen af celler i et menneske, hvoraf jeg så er en af disse mange små celleenheder. Men det er kun en metafor, for jeg kan ikke beskrive Gudsbegrebet og er helt klar over at ordet er blevet brugt og misbrugt i så mange situationer gennem tiderne, at Gud og overbevisningen om en slags Gudseksistens er blevet til troen på en Gud a la julemanden der deler ”livets gaver” ud til hans børn og styrer alt oppefra. Hvis det er den måde de mindre overbeviste opfatter universet, sjælelaget og det åndelige niveau på, er der måske ikke noget at sige til, at vores videnskabeligt fokuserede verdensbillede ikke kan acceptere gudstanken, selv om nogle af vore største fysikere absolut ikke var eller fortsat er uden gudsoverbevisning.

 

Jeg drømte for mange år siden, vidst nok i år 1983, at jeg var på en færge og skulle tisse. Jeg gik foran en ung gravid kvinde og satte mig på toilettet for at forrette min nødtørft. Pludselig var det som om væggene forsvandt og jeg så ud over en frodig grøn natur. En stor bred å løb igennem de grønne enge og midt ude i den å, så jeg en mand i hvide klæder, komme mod mig, bærende på et får, der lå over hans skulder, mens et andet får gik ved hans side, ude i vandet.

Så sugedes der ind på dette billede og en slags stemme sagde rungende at

”Guds forhold til menneskesønnen, er som menneskesønnens forhold til fåret.”

Det forstod jeg med det samme som at vi mennesker og vores indbildte viden ikke er mere udviklet, end fårets indsigt og viden i forhold til mennesket, (og vi betragter bestemt ikke et får som et særligt klogt dyr) i forhold til mennesket.

Tydeligere kan man vel næppe forstå afstanden mellem os videbegærlige og forfærdeligt begrænsede væsner kaldet mennesker i forhold til guddommelig alvidenhed.

Skyggesiden der optrådte som den gravide kvinde, kunne måske forstås som den fremtidige fødsel af noget nyt, en ny indsigt, en ny tilstand i forhold til erkendelsen.

 

Mandag d. 23.10

Er Niels virkelig død?

Er vores vidunderlige drøm om et intimt fællesskab i livets efterår, virkelig udraderet?

Og hvad skal jeg stille op med mit liv?

Jeg bumler ind i dagen, forslået i mit indre af den ufattelige viden.

 

Jeg forstår intet af Guds hensigter, tillægger ham en rolle udenfor mig selv, som jeg er oplært i at tro på, i tidernes morgen. Dette på trods af at jeg tvivler på det egoprægede Gudsbegreb. Det forekommer naivt. Men jeg kan ikke lade være med at henvende mig, som om han eller hun er et væsen. Spørger om det var straffen, fordi vi elskede hinanden så højt?

Jeg kan ikke tro det.

Og hvem skulle dog ønske at straffe os?

Det er jo noget sludder. Skyld og straf er fra en svunden tid hvor mennesket forsøgte at blive bevidste.

Eller snarere at udvikle egoet. Det må jo være forklaringen på at Kristendommen slæber rundt på det gamle testamente og denne bogs opfattelse af Gud. En Gud de beskriver med titlen: ”Gud Herren” og som absolut intet har med Jesus Kristus opfattelse af samme Gud.

 

Jeg falder i staver over mine tanker: Straffede Niels måske sig selv for at have insisteret på et liv sammen med mig?

Måske. Han var jo fostret op af den katolske kirkes syn på godt og ondt, hvilket jeg kun alt for godt kendte resultatet af, gennem min egen mors overbevisning om at min lillesøsters blindhed, var en straf der var sendt til hende fra Gud.

Men der var ingen tvivl om at Niels havde ramt Anette hårdere end han havde forestillet sig.

Pinte dette dilemma ham mere end jeg egentlig havde fattet?

Var Anette med til at gøre ham opgivende og ude af stand til at se en mulighed fremover, der var accepterende for ham? eller var det snarere min opdukken, der havde været den direkte anledning?

Hvorfor havde han kæmpet så inderligt for dumme små ejendele som f.eks. fjernsynet i stuen? Den slags forstod jeg overhovedet ikke. Kunne et fjernsyn, der kunne erstattes af mit glimrende smart-tv, virkelig være så vigtigt? Var det måske deres måde at have en slags bånd sammen på, som diskussionerne holdt vedlige?

Hvad snakkede de om, når hun besøgte ham?

Hvorfor havde han så store problemer med at jeg rykkede ind i huset, når han forestillede sig at skulle sendes hjem? Anette var jo flyttet ind i sit eget hus på det tidspunkt, hvor han havde en mulighed for at være så meget ovenpå, at han kunne vende hjem igen, men ikke ville være i stand til at klare sig alene?

Anette havde da egentlig ikke nogen som helst grund til at kræve den slags, efter deres endelige adskillelse fysisk.

Mit hjerte havde slet ikke plads til indsigt og forståelse.

Jeg vendte al bebrejdelse og årsag til hans død mod hende som hun sikkert samtidig gjorde mod mig. Vi to der nok i virkeligheden delte mere end det der adskilte os.

Det var jo på en måde urimeligt tragisk. Vores egoer skubbede tankemæssigt al højere følelsesmulighed og dermed fællesskab ud over vredens og skuffelsernes kratervælde.

 

Måske anede Anette trods alt en større sammenhæng, end hendes bevidste jeg kunne gabe over.

Hvorfor mente Niels at hvad han havde lovet Anette, det skulle overholdes?

Og han havde åbenbart lovet hende at ingen flyttede ind (underforstået mig), før efter oktober måned. Noget han først udtalte da han lå på intensiv i Roskilde efter sit hjerteanfald.

Det skal så siges at det jo heller ikke var noget problem før indlæggelsen. Om vi flyttede sammen i oktober november eller sågar december eller januar 2018 var ikke afgørende. Samtidig vidste han vel forhåbentlig godt, at han ikke kunne klare sig selv, hvis han blev sendt hjem i oktober, hvilket udelukkende var det, jeg forsøgte at forklare ham, og at Anette 1. oktober var flyttet i eget hus. At jeg i den sammenhæng ønskede og være den der passede ham undrede jeg mig over ikke bare var ok

Dette løfte pinte ham muligvis unødigt.

Han må vel have forestillet sig at skulle være ufri af Anette, endnu en lang måned, hvor hun sikkert ville insistere på at pleje og passe ham sammen med hjemmesygeplejersker, og snakke videre om, hvor såret hun var. jeg ved jo ikke om det ville forholde sig sådan. Jeg skal jo ligesom have noget galde ud. Noget af sorgen har jo forbindelse til en slags vrede. En vrede som Angela også udtrykte ved hans dødsleje, da hun sagde at han ikke kunne være bekendt at dø.

Eller måske havde Niels slet ikke fantasi til at forestille sig sin egen stærke svækkelse og dermed store behov for hjælp.

De telefonsamtaler jeg havde haft med Anette, bekræftede i allerhøjeste grad, en evne til at snakke så meget, at jeg for min del, ikke kunne afbryde hende, for hun havde en form, der på mig virkede snigende dominant og lukkede automatisk mig ned. Jeg orkede ikke den form som hun snakkede sig voldsomt ind i, samtidig med at hun havde leget behersket. Jeg tror faktisk at den dominans havde aner til Nielses mor. Det kan jeg jo ikke vide. Men jeg tror det. Eller også var Niels så præget af sin mors form, at han automatisk projicerede rollen over på partneren.

Måske drænede denne egenskab Niels for de kræfter der skulle give ham livsmod og styrke. Han spekulerede sig måske også ihjel. For det behov han havde, for at tale med en psykolog, sagde mig, at han sloges med store problemer, det sagde mig også at jeg måtte være involveret på en eller anden måde, for med til disse snakke ønskede han ikke jeg kom.

Det slog mig aldrig, at det kunne have noget med at snakke om den mulighed at han skulle dø.

Jeg havde på en måde en verbal afstand til ham. En slags overdreven respekt for ham, som var han en konge jeg forundret og faktisk lidt underdanig følte, jeg skulle være forsigtig med at snakke for meget til. Vel også for ikke at lægge mig op ad Anettes megen snak, hvilket han havde udtrykt den sidste morgen hjemme hos mig, hvor han nærmest råbte: ”hun snakker og snakker og snakker” mens han hamrede en knytnæve ned i madrassen.

Det betød meget for ham at have et godt forhold til Anette, ikke mindst fordi han holdt så meget af børnebørnene, de to tvillinger. Og jeg tvivlede heller ikke på at han holdt meget af Anette, selv om det efter hans død, faktisk kneb for mig at acceptere det reelt.

Da jeg snakkede med Angela om de to opringninger Anette havde haft til mig, og jeg i den forbindelse udtrykte de problematikker Niels kørte ind i, ved at fortie kendskabet til mig, undskyldte jeg det med, at han jo holdt af hende og derfor ikke ønskede at gøre det værre end det var, men den årsag mente Angela var et skud i tågen. Det tvivlede hun på var begrundelsen. Snarere var det hendes dominerende fylde, forstod jeg.

Det betød også meget og gav ham mod og lyst, at glæde sig til en fremtid med mig, det sagde han mange gange, både før og under sit sygdomsforløb.

Hvorfor fik han hjerteproblemer, samme aften som Anette havde besøgt ham?

Hvorfor bad han om en snus, da jeg kortvarigt vendte tilbage, efter hun havde været der en lille times tid. Han bad om det, fordi det virkede så beroligende, sagde han, men hvorfor skulle han have noget beroligende? Dengang turde jeg ikke at spørge ham. Jeg tænkte han ville fortælle mig mere, men sådan var han ikke giret.

Samme aften blev han overflyttet til hjerteafdelingen?

Næste gang hun besøgte ham, efter jeg var gået om eftermiddagen, hilste jeg så på hende ude på gangen, hvor jeg havde oplevet ham ekstra tung og træt og sidste gang, d. 1.10 havde han lige nået at slå øjnene op og stirret på hende, for derefter at begynde at gå i en svær krampetilstand. Måske i chokket over at se hende?

En helt igennem katastrofal situation, som fik ham ud i den koma, som han ikke siden kom ud af.

Jeg mener ikke det som sådan er Anettes skyld. Snarere eller ligeså meget Nielses egen utryghed over for hende, og vel også den hemmelighed han bar på og måske, måske ikke, følte sig noget klemt af, nemlig sin fortielse af virkeligheden, hans forsøg på at manipulere med sandheden og dermed en andens virkelighed og hvad deraf kommer.

Selvfølgelig skyldtes krampen nok helt enkelt overmedicinering og det lille chok i opvågningen, da Anette kom, men som ville være kommet uanset, hvem der havde vækket ham.

Nogen gange kan jeg ikke lade være med at forestille mig hvordan det ville have virket, dersom Niels havde haft så meget tillid til Anette at han havde kunnet fortælle hende om sin fascination af mig allerede da vi for alvor begyndte at skrive sammen? Det er jo de absolut få beskåret at oplyse sin partner om alle de kringelkroge man som menneske vitterlig indeholder. Et er ikke at kunne beskrive sider og tanker i sig selv, som er ubevidste og dermed mørklagte, men heller ikke de små forandringstanker i dagligdagen, kæres der om at oplyse sin partner om. Det kræver noget som er stort set umuligt, så just bebrejde Niels at han ikke gjorde dette, kan jeg ikke rigtigt og alligevel er der noget ubehageligt ved dem.

Ville de have fået en mere positiv situation ud af det på lang sigt? Ja måske ligefrem fundet tilbage til hinanden?

Nej det ville nok have udviklet sig meget smertefuldt for dem. Det ville det nok. Og hele forsigtighedsprincippet omkring huset og besparelserne til ejendomsmæglere osv. lå Niels overordentlig meget på sinde. Det kunne udmærket være årsagen til sit eget spil for galleriet.

Kærligheden rækker sjældent ud over tryghed og forventning fra det store moralske kollektiv, såvel som det spejl partneren normalt optræder som og dermed giver grobund for til selvaccept.  Over for sådanne kræfter kan det enkelte menneske havde virkelig store problemer, for der er jo lagt tusinder og atter tusinder af års moralske forestillinger og rammer for, hvordan et forhold skal virke. Man kan ikke bare skifte over til helt nye moralbegreber og indstillinger, selv om der er noget selvmodsigende i at besidderkraften er ophøjet til det den er, på bekostning af reel forståelse for kærlighedstilstanden. Hvorfor er det mennesket forbudt at elske frit, jeg tænker selvfølgelig her på en kærlighed der indeholder begæret efter et andet menneske? 

Det er nok af yderst praktiske grunde, som især startede i forbindelse med agerbrugets indførelse og ejendomsretten over jorden. Det er jo i al fald en faktor, som jeg mener har gjort mennesket ret besiddende. Også overfor hinanden, selv om mandens seksualitet havde langt videre rammer end kvindens, hvilket udviklede ham til en sand undertrykkende og besiddende moralkodeks, der tillod de mest grusomme midler til stadfæstelse. Han led af stærke ejerfornemmelser mere end af smerten over tabet af en elsket. Ok selvfølgelig har der sikkert været utallige der også elskede dybt. Jeg kan ikke sige så firkantet, at mænd ikke har evnet at elske. Men ud fra behandlingen af kvinden og de mange bevidnede drab på kvinder, er det lidt sværere at tro på.   

 

Niels var jo opdraget, som jeg, i den katolske tro.

I den tro, er der ikke den store barmhjertighed (hvad jeg i al fald lærte, og Niels med) af tilgivelse, hvis ikke man stod ved sig selv og angrede dybt. Det handlede om den såkaldte syndsforladelse.

Det absolut specielle er så, at for at få den, skal man til skrifte hos en præst, som åbenbart bærer Gud mere i sit indre, end en selv. Igennem ham kan så syndsforladelsen gives. Får man ikke den, kan straffen være evig fortabelse i Helvedets flammer.

Hvordan kan den repræsentant for kærlighed, alias Gud, dømme sådan? Og er det dermed ikke afsløret, at det er vores egen identitet som egoer, der fordømmer os selv? Og jo mindre vi har kontakt med vores indre, vores sjæl, det lys som er boende i os alle, jo værre bliver sådanne påvirkninger fra en religion og dermed en automatisk og ganske utilgivelig fordømmelse af os selv.

Elsk din næste, som dig selv, siger Jesus. Men er sådanne fordømmelser at elske sig selv, og dømmer man sådan, vil man vel uvægerligt også dømme andre?

 

Hen på den sene eftermiddag kom Martin på besøg.

Han er et varmt og kærligt og nervebetonet menneske, fornemmer jeg, og han var ikke så overraskende, ret trist.

Han fortæller mig om hvordan Niels, da de var ude og se på hus i Dragør og bagefter gik ind på en lille restaurant, fortæller ham og hans kone Katja, at Anette og han er ved at skilles og i samme åndedrag viser ham og Katja, et billede af mig.

Martin forklarer, at han slet ikke kunne forholde sig til både at Anette og hans far så overraskende og pludseligt, havde ophørt deres forhold hvor de, som samboende, havde levet de sidste 10 snart 11 år, samtidig med at han skulle tage stilling til mig. Men han ville godt fortælle mig, hvor stolt og glad Niels havde virket, da han viste dem billedet.

Han fortalte mig også, at han aldrig nogensinde havde hørt at Niels havde sagt at han elskede en. Heller ikke sagt det til sin egen søn, selv om jeg ikke er i tvivl om, at Niels virkelig elskede Martin inderligt. Nu er jeg bekendt med det, at regne med mine børn er fuldt bevidste om min kærlighed til dem, selv om heller ikke jeg, udtrykker den slags følelser.

Det var kun til mig, han havde hørt ham sige det til. Det overværede Martin jo på intensiv- afdelingen på Roskilde sygehus.

Det varmede mig og selv om jeg fra Niels, havde fået at vide, at jeg var det bedste der var hændt ham, så betød det noget at Martin gerne ville fortælle mig det.

Det rørte mig simpelthen.

Til gengæld føltes det, som om Martin tog noget af Niels fra mig, da han helt naturligt og absolut rimeligt, fik både Nielses mobil samt den store sportstaske med mange forskellige genstande i, og det fortæller jo mere om den fastholdenhed i den fysiske Niels, end åbningen til den åndelige dimension, som de fleste af os ofte har forkastet længe inden vi bliver 14 år.

Jeg havde siden de sidste dage i Roskilde, holdt liv i hans mobil hjemme hos mig selv.

Men som sagt, det er jo ikke i hans ejendele Niels som sådan lever i.

Jeg græd hele aftenen efter en kærlig afsked med Martin og føler da ofte at Niels forsøger at trøste mig, eller være mig nær.

Det virkede også meget trøstende at Martin også sagde, at han snakkede med Niels.

 

Tirsdag d.24.10

Jeg vågner igen med stor fortvivlelse. Som en stormflod vælter det ind over mig.

Min hjerne erindrede mig omgående om at Niels ikke er her mere, eller han er her ikke mere i kropslig forstand. For det er, som om at min uophørlige gråd giver mig en fornemmelse af ham. Jeg kan ikke lade være med at snakke til ham. Ler mellem tårerne, fordi han er så nærværende, selv når jeg går på toilettet. Det toiletbesøg, som nok gav ham selv de største problemer, når han var hos mig. Jeg føler han på en måde driller mig lidt, og bliver næsten flov over at opleve det.

Jeg er totalt ugidelig, har sat mig for at vaske lidt op, støvsuge og få orden i mit opbevaringsrum. Det flyder med tøj jeg hensynsløst har smidt over det lille areal som rummet repræsenterer.

Jeg får ikke gjort andet end tømt kattebakkerne, givet de to dyr mad og handlet lidt ind, samt ordnet toilettet.

Jeg græder højlydt det meste af dagen. Suget i brystet gør ondt, fysisk.

Niels er inde i mig og føles udenfor mig i lejligheden.

Jeg oplever han favner mig, kysser mig, sætter sig ved min side inde i elevationssengen og tager min hånd. Jeg mærker det faste greb om min hånd, da jeg slæber mig ned til Bytorvet.

Han går ved min side.

Men jeg længes alligevel. Længes efter ham sådan rigtigt fysisk.

Han var så varm og gav mig så stor glæde, omfavnede mig så henrykt, og jeg sitrede af den samme lyse følelse.

Det er der ikke, i fysisk form, mere.

Hvor er han så?

Han slap ud af sit totalt nedbrudte hylster, slap fri af smerter og pinslerne, som personalet på sygehuset var tvunget til at påføre ham, ud fra en overbevisning om, at holde liv i ethvert menneske med de dertil mulige livsforlængende apparater.

Han er fri.

jeg finder en lille bog i min bogreol der er skrevet af Gustav Theodor Fechner: ”Den lille bog om livet efter døden”. Jeg begynder at læse i den når jeg sidder ude på altanen og ryger. Noget jeg er begyndt med igen efter mange år, da Niels kom på Slagelse Sygehus.

Jeg finder en lampe jeg kan tage med derud om aftenen.

Bogen siger meget af det jeg tænker og den afliver ligesom ideen og dogmet om at, man ikke må koncentrere sig om de døde.

I mørket, som min lange altan bærer, ser jeg Niels sidde i den anden lænestol. Tavs men tryg. Jeg strejfes af tanken om at jeg måske er ved at blive sindssyg, men er for så vidt ret ligeglad med muligheden.

 

Onsdag d.25.10

Det er min ældste datters fødselsdag og jeg skynder mig at lykønske hende om morgenen og gå ind på hendes facebookside ligeså. Denne pige som bliver 39 år, står for mig som en virkelig fighter. Hun har i sandhed knoklet for at få fodfæste her i livet.  Egentlig har alle mine døtre klaret sig enormt godt. De har alle tre kæmpet for deres uddannelse og succes.

Jeg bøvler trods denne datters fødselsdag ind i sorgen, som de andre morgener. Den er overvældende nærværende og jeg hulker mig rundt i stuen og går ud på altanen rigtig mange gange.

Jeg får trukket mig op til Bytorvet og købt ind og da jeg kommer hjem ringer min veninde Lisa til mig.

Selv om jeg hver gang nogen ringer af mine veninder, næsten ikke orker at tage den, så hjælper det alligevel at de gør det.

Af mine tre børn er Krista den, der er den flittigste til at ringe, men det er rart med alle tre pigers omsorg, og det er rart med veninders. De gør mig lidt nærværende, når de gennem mobil eller e-mail trænger ind i mit liv.

Angela er dog også et under der er sket i alt dette.

 

Det er en svær dag, hvor jeg må erkende jeg også er taknemmelig for at elske så meget, have oplevet denne vibrerende livfuldhed, sammen med Niels.

Han føles så nær, at jeg snakker med ham. Fortæller ham om min plan med at renskrive og udgive vores ”barn”.

For mig føles hele det mirakel og den intense lidelse vi gennemlevede, som noget der kunne støtte andre, både i håbet, og i deres egen lidelse og ofte misforståede kærlighedsevne og låste mulighed.

Kun hans ”fortielse” hans fordrejning af sandheden over for hans ekssamlever gør mig tøvende. Jeg ser hende for mig, stå derinde på intensiv i Roskilde, nærmest tvunget til at hilse på mig. Hun så, så sårbar og trist ud. Og jeg, som bestemt ikke ønskede for meget rod og usandheder med hende, kviede mig ved hendes næsten pågående måde at have haft kontakt med mig på, under sygdomsforløbet.

Især de tre telefonsamtaler vi nåede at have sammen. Men det drejer sig ikke om at vise andet end det vi to mennesker havde af glæde og sorg. Der skal ikke gøres forsøg på at skjule noget under evt. gulvtæpper.

 

Torsdag d.26.10

Jeg vågnede ret tidligt og kunne ikke sove mere.

Jeg er ikke glad for at vågne og blive bevidst om, at Niels ikke er hos os og mig mere.

At jeg aldrig i dette liv vil kunne række ud efter ham om morgenen eller glæde mig til at kunne det, aldrig putte mig i hans varme favn, høre hans jævne, men tunge åndedrag, høre hans helt specielle stemme, den der med så slet skjult fryd havde udtrykt: ”Jeg elsker dig, Karen” og ”du er min Karen”

Jeg vil aldrig igen få lov til at lægge hovedet på hans brystkasse og lytte til hans hjertes afslappede slag, der mindede om en lille fiskekutter.

 

Jeg sender Martin en fødselsdagshilsen over sms. Den bliver afsendt tidligt, for denne søn betyder en del for mig. Han er så stor en del af Niels, har kropsbygning og en slags udstråling som sin far.

Jeg spørger mig selv hvordan Martin takler det?

Dette varme menneske der så tydeligt har vist mig sin sårbarhed og anspændte tilstand. Som næsten skyldbetynget sagde at det var underligt at Niels døde og efterlod sig de værdier til ham. Værdier han kunne glæde sig over, men fandt, også gav ham samvittighedskvaler.

Jeg vidste at Niels ville fryde sig over at give dette til Martin. Det ville såre ham, hvis Martin følte spor skyld. Jeg ønskede bare han kunne være glad over sin fars mulighed. Det ville jeg ønske jeg tilsvarende kunne efterlade til mine børn.

 

Angela kom i dag. Det hjælper at vide at jeg skal have nogen på besøg og specielt Angela, at jeg skal tænke i mad og praktiskhed.

Jeg får fejet gulvet og støvsuget, hvilket var absolut tiltrængt.

Angela og jeg runder mange ting i de timer vi er sammen. Hun er både troende katolik, men også et åbent udogmatisk indstillet menneske.

Som jeg, længes hun efter svar på det mystiske, der sker når en elsket, enten bror eller hjertenskær dør.

Denne undrende oplevelse af at se Niels udånde så stille og roligt, mens apparaterne, der måler både åndedræt, blodtryk og puls, falder i deres tal, for til sidst at være tavse, og se hvordan det sidste åndedræt slippes ud, som om han slap og fløj ud af sit hylster, sin martrede ødelagte og totalt nedbrudte krop, et billede jeg gentager oplevelsen af i løbet af døgnets 24 timer, og tilmed strejfer mange gange. Det vil ikke gå væk.

Vi snakker om Angelas problemer og jeg mærker med en slags stædig fornægtelse indeni, at vores liv fortsætter.

Hun betyder meget for mig. Der er noget stærkt over vores energier sammen.

Bagefter ser jeg ligegyldigt fjernsyn, mens Simba straks og med stor omsorg gnider sit lille hoved mod mit og ruller sig sammen i mit skød. Kort efter står Silva i døren og ser spørgende og næsten indigneret ud, det gør hun nu altid og er ganske uforskyldt i dette udtryk. Med en slags forunderlighed får hun plantet sig ved min side, tæt op ad Simba.

Der falder en summende ro over hele rummet. Silvas høje spinden og Simbas dueagtige kurren spreder en nervemæssig afslappethed, der får mig til at falde hen i blid slummer.

Jeg er sikker på Niels er ved siden af mig. Også da jeg endelig slutter seancen med kattene og lukker døren for dem og slukker lyset for at sove. Jeg kan desværre ikke tilbyde dem den luksus at sove i min seng den ganske nat, dertil er jeg for påvirket af deres ofte (har selvfølgelig forsøgt det) højlydte spinden og maseren af dyner etc. Et levn fra deres dieperiode, som de fleste katte tager med ind i voksenlivet.

 

Fredag d. 27.10

Endnu en tung morgen.

Så snart jeg vågner mærker jeg mit savn efter Niels, som en lastbil der maser sig ind mod mig.

Jeg savner ham forfærdeligt. Det er som om det for hver morgen erkendes en tak dybere.

Jeg snakker til ham.

Føler tit han er til stede, kommer i tvivl, fordi jeg ikke kan se ham.

Fornemmer han er glad, yngre, men også virkelig ked af, at jeg har det så svært. Jeg ville gerne kunne vise ham noget med at jeg er mere positiv end det jeg er, men det ville jo være en løgn.

Jeg ved godt at vi nok skal se hinanden igen, men jeg kan ikke holde ud at skulle vente i måske mange år.

I morgen skal han bisættes, for selve begravelsen af hans urne bliver senere udført i Besser på Samsø. Det har han både sagt og udtrykt i sit testamente.

Så der skal vi over på et tidspunkt med hans urne.

 

Jeg skulle købe ind, bestille begravelsesbuket i vores lokale blomsterhandler og også nå at vaske mit hår.

Jeg vasker kun hår en gang om ugen.

Om aftenen tænder jeg det tykke runde lys, som vi ofte tændte og stillede på spisebordet, når Niels var hos mig.

Jeg mediterer ved at trække hvidt lys ned i hele kroppen og derpå spørge ud i rummet: ”Niels er du her”?

Straks begyndte flammen på lyset at danse.

Jeg ler mellem tårerne og spørger om han har det godt? Så danser lyset helt vildt, selv om der ingen træk er og ikke luft fra mit åndedræt.

Jeg spørger om det er ok for ham at jeg forsøger at skrive vores kærlighedshistorie, som vi jo havde skabt gennem vores samvær og skriverier hver dag.

Da virker det som om flammen nikker og pludselig strækker sig over mod mig. Nærmest bliver vandret.

Jeg græder af en pludselig lykke, og tænker at uanset hvad, så oplever jeg det, som en reel kontakt.