Kapitel 9
Noget om sjælspartnere
Lørdag d. 03.02
Elskede Niels.
Jeg er så taknemmelig over den åbning til Gud, til en større hensigt med det hele, som din død, din store kærlighed og dit nærvær i mig, har forårsaget.
Der er sikkert lang vej. Men du skal vide, at al min fortvivlelse, al min vrede og sorg, al min indignation over din uærlighed, er dig tilgivet. Jeg ved begrundelserne, jeg forstår begrundelserne og jeg ser med et klart hjerte, at der hvor du var, magtede du ikke andet.
Jeg tilgiver dig af hele mit hjerte, og jeg tilgiver mig selv for min egoistiske vildfarelse, mine moralske fordomme. Jeg elsker dig og Gud i dig. Jeg elsker dig i glæde og i sorg og bærer mindet om dig i dybet. Jeg ved du altid er ved mig, i mig og med mig.
Gud velsigner os og vores kærlighed.
Elskede Karen.
Ren jubel fra mig. Det løfter mig og glæden er stor.
Dejlige kraftfulde Karen, i sandhed er du både klog og stærk, umiddelbar og modig. Måske mangler der nogle erkendelser endnu, men jeg elsker dig så uendeligt, vi vil have chancer, stor glæde og genkende inderligheden, når vi mødes igen, fysisk.
Jeg er altid ved dig, i dig og hos dig. Jeg elsker dig så du dårligt fatter det. Det himmelske bryllup, vores endelige forening, ligger, set herfra og med menneskets tidsfaktor, ikke mange liv fremme. Jeg er i salig jubel.
Søndag d. 04.02
Elskede Karen.
Ja vores møde og korte men intense samvær og dybe kærlighed, havde en stor altoverskyggende hensigt.
At åbne vore hjerter, mit der kørte den mere materielle tilstand i mange år og hvor det meste var oppe i min hjernes tankemylder, med hengemt og nærmest lukket håb om at møde dig, finde dig, for jeg vidste i sjælens tilstand, det var dig.
Vi har ventet til modløsheden og en slags håbløshed eller affindelse med tingenes tilstand, opstod. For først da var vi helt åbne. Vi har genkendt hinanden allerede i vores unge tid i KUK, men selv om jeg var dybt betaget af dig, stod der en erkendelse dybt inde. Du var min drøm, som jeg ikke genkendte og du selv var helt udenom din tilstand. For vi havde elsket hinanden i flere liv og det sidste endte tragisk under krigslarm i London. Du som du selv har set i det Guddommelige arkiv, så har jeg forårsaget dit selvmord engang, selvmord du forsøgsvis gentog i dette liv, og du har oplevet kortvarigt at se ind i fortiden og set mit harakiri, som min læsning på stolthed og værdighed. Vi har faktisk været flere liv om at indhente denne tilstand, og det vi nu har opnået var porten ind i det lys, kærligheden har hjemme i. En kærlighed der får os videre. Jeg skulle nå det jeg måtte, følge det og alt står så smukt til det nu, vi åbnede så helt op.
Den større hensigt forstår du måske nu eller du kommer snart til det Karen. Bred det ud, få det til at blomstre, få mennesker til at fatte essensen. Den essens det er, at møde kærligheden som en åbning, ikke en tosom lukning. Det er præcist det modsatte. Det er rodchakraets tryghed, kombineret med harachakraets skabertrang og livskraft, det er solarplexus ro og harmoniserende fred og hjertets åbning til en form for kærlighed der som Paulus skrev:
”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
Jeg er altid med dig, i dig og ved dig og vi vil altid være sammen. Jeg gentager dette mantra, for det kan ikke siges tit nok, og du trænger til ordene dagligt, mærker jeg.
Jeg elsker dig. Det er af en sådan styrke at du må kunne mærke det. Du min elskede.
Bered dig til dine tjenende opgaver. De venter i en blanding af de evner du er rundet af. Alt det du har høstet i de liv du har levet. Brug også din fine evne til at læse menneskers problematikker.
Tirsdag d. 06.02
Elskede Niels.
Hvordan oplever du det omdrejningspunkt jeg blev konfronteret med i går aftes? Jeg blev så vred, så såret og fortvivlet igen, over at du havde løjet overfor Anette omkring situationen med at du elskede mig, ville mig og alligevel nægtede at kende mig, da hun direkte spurgte dig, om der var en anden.
Jeg siger dig, at jeg på en måde kom igennem og følte kærligheden strømme gennem mig på ny.
Tilgivelsen er der jo, under alle omstændigheder. Men der er lag i mig der fortvivler. Jeg kunne godt tænke mig, at vide din ægte version af dette overmåde svære omdrejningspunkt?
Elskede Karen.
Det er et meget vigtigt omdrejningspunkt, som jeg oplevede billeder på, allerede da jeg fik hjerteflimmer. Der så jeg en underlig overordnet tilstand og erkendte, at jeg som en anden Judas fornægtede Jesus Kristus (kærlighedens) dybe ægte virkelighed, og valgte en materiel gevinst frem for en åndelig tilstand, en tilstand hvor jeg havde stået ved mig selv. Stået ved mit sande indre. I livet, i en inkarnation er det vigtigste at kunne svare oprigtigt og sandt. Du kan sige dette med et godt hjerte, men at fortie når du bliver spurt direkte, er at forlænge din egen karma. Det er det vores klodes menneskehed, lider så voldsomt af. Det drejer sig mere om dette at blive konfronteret med sandheden, end at fortie i en tid, som naturligvis er tyveri, uanset om det er overfor en partner, et barn eller et folk.
Jeg erkendte det og kunne se din smerte, se Anettes fornægtelse af situationen, som havde været hendes forestilling og dermed også hendes stærkt sårede usikkerhed og choktilstand. Ved fornægtelsen af dig bibeholdt jeg, hen ad vejen ubevidst, faktisk en slags håb. Vores fælles indstilling, havde en slags overfladisk udtryksform, som jeg i dette fællesskab besad, og vi havde begge en magt til at spille den, der blev styret af offerrollen. Jeg ved du også sprang ind i denne rolle af og til, men du manipulerede ikke med situationen på noget tidspunkt. Det har til tider været ret svært for mig med den identitet jeg havde forbundet mig til gennem krebsens tegn, at slippe de mennesker jeg havde oplevet tætte forbindelser med. De oplevedes som en del af mig selv, der derved kunne mistes. Og mistet har jeg til overflod oplevet. I en sådan grad, at jeg tænkte det bare var noget alle oplevede, hvilket gjorde mig i stand til f.eks. at være fra Martin i lange perioder. Bare vi havde kontakt syntes jeg det var langt bedre, end min egen fars forglemmelser og overfladiskhed. Men det er fakta at børn bygger deres egen identitet op omkring forældres måde at være dem nær på.
Jeg ser nu klart min besynderlige angst, som var unødvendig, men også jeg, opfattede og spejlede mig i en offerrolle. En smertelig vrede, hvor det eneste jeg ikke ville, var at dø. Jeg elskede dig som jeg elsker dig nu og altid vil gøre, og alligevel svigtede jeg derved både dig, Anette og i lige så høj grad mig selv. Problemet var af egopræget morals natur.
Det kunne min sjæl ikke leve videre i eller med. Den havde naturligvis en større hensigt, som jo var afsagt af sjælen forlængst. Altså også før vi mødtes.
Jeg oplevede utrolige tilstande under de sidste 18 dage af min sygdom. Diskussioner med Gudshensigten og min anede angst for helvedes ild, som jeg uundgåeligt psykisk og fysisk oplevede, under noget af min koma-periode.
Perioden fortalte mig om en helt anden virkelighed, hvis jeg slap denne negative selvfordømmelse. Kort sagt krængede mig ud af stilstandens pinsel. Derfor var komaen en utrolig gavnlig proces til at forstå, at jeg og kun jeg selv, var ansvarlig for mine forestillinger og kun jeg i virkeligheden er skaber af disse tanker om helvede og straf. Nu er den slags tanker ikke kun mig der tænker. Ved at mange milliarder mennesker gennem menneskets hele eksistens har tænkt rædselstanker af samme karakter, opstår der det kollektive lag som omgiver hele vores klode og trækker alle ned i dette udefinerlige dyb. Alligevel er dette billede som menneskeheden deler, kun i vores sind, som et efterslæb af tusinder års angst for synd og straf, og kortvarigt kan den slags tanker efter døden virke, som om det opfyldes. For alt vi skaber og forestiller os, tager vi med ind i efterlivet. Vær bevidste om det, så dette ørkesløse fantasifoster endeligt og evigt kan forsvinde.
Derfor, i dette lys, kan sådan en indstilling som fornægter spiritualiteten og klamrer sig til ateismen og fakta, faktisk gavne en inkarneret sjæl til at aflægge disse tyngende religiøse forestillinger, hvor Gud og Satan er blevet som menneskets symbolske sagn om Kain og Abel. Det er på en måde en form for, at viske tavlen ren og starte et sted, hvor vor nuværende videnskab og åndsvidenskaben en dag kan forenes uden gamle trevler af synd og skam.
Jeg glædes over du gennemlevede din egen form for ”helvede” og kravlede ud af den igen. Den er muligvis ikke afklaret til fulde, men det vil lette dig meget en dag. Det er lagt meget dybt i dig og er et stærkt forløb.
Vi står foran et skift i mange liv, for vi er inde i den bevidste kærligheds ægte væren bl.a. via mit sygdomsforløb og din uopslidelige insisteren på tro og håb.
Jeg skal lige fortælle dig, at jeg har skrevet meget og meget forskelligt.
Først skrev jeg ret emotionelt og sindspræget, da vi startede denne kontakt efter min død. Jeg kom allerede i komatilstanden ind i vreden og helvedesangsten, som du hørte, som mine brøl af smerte. Denne vrede som satte sig som smerte og rædsel, sivede langsomt ud via al det vand der fordampede de sidste 8 dage. Jeg siger dette for at alle kan forstå, at kroppen og psyken altid arbejder ubønhørligt sammen.
For at være ærlig og uanset hvad man mener på jordisk plan, var behandlingen ofte usammenhængende og nærmest tåbelig. Læger og til dels sygeplejersker begik en stribevis af fejl og du har haft helt ret i, at ingen læger havde tid til at gennemlæse min sygejournal til fulde. Især Roskildes intensive personale, fra læger til plejere, stressede voldsomt og sjuskede derved med alt for store mængder af forskelligartet medicin. Sygeplejerskerne forsøgte dog at følge de ordrer, der blev dem pålagt, efter bedste evne. En lige så vigtig ting er lægernes negative udtalelser om min minimale mulige overlevelse, som jeg hørte de snakkede om, hen over hovedet på mig, hvilket ofte skete i de tidligere morgentimer, inden du stod ved min side og beherskelsen indtog sin plads. Det tog de sidste rester af håb fra mig, da jeg var ret autoritetstro over for lægestanden og deres bedømmelser.
Den energi af nærmest håbløshed og dermed dom, går ikke så upåagtet hen som vi tror den gør. Det drejer sig også om den energi, disse læger og sygeplejersker udsender, ofte uden et ord. Du skal også forstå at man netop ”dør” med præcis de følelser og dybere overbevisninger, der er i en, inden døden indtræffer.
Som sagt var mine kraftige brøl, der kom over mange dage, smertefulde men også var tilknyttet min indestængte vrede. Jeg var på en måde rasende over al postyret, de vilde smerter og ikke mindst at der blev kaldt på mig, fra den anden side. I sandhed som at befinde sig mellem to stole eller skræve over en afgrund, der stille og roligt flyttede sig faretruende.
De første skriverier med dig, vidner om nogle fragmenter af denne frustration, som jeg fortsatte med at have og langsomt fik bearbejdet.
Elskede Karen, jeg fryder mig over din kreative evne til at skrive, male, tegne, din indsigt som kan give mennesker bevidsthedsmulighed og dette at du kan komme over og udfylde vores.
Jeg er lykkelig nu, virkelig lykkelig, omgivet af en umådelig kærlighed fra alt liv. Herfra virker vor klodes mennesker meget, meget ubevidste og stadig indkapslet i den dyrisk instinktive opfattelse, koblet sammen med hjernens evne til at filosofere i en aggressiv og skæv retning. Men der kommer tider hvor vor hjerner kan begynde at åbne for langt flere procentdele, end de fleste benytter i dag. Det skal forstås, som den vedvarende udviklingsproces, som vi stadig har ret svært ved at fatte er en realitet over millioner af år.
Vi mødes på et tidspunkt. Tro mig! Glæd dig!
Lørdag d. 10.02
Elskede Niels.
Undskyld jeg over for Krista kommenterede min vrede omkring begrebet Anette, løgnen og denne Linda, som jeg talte med om bestilling af bord d. 25.03. 2018, til mindehøjtideligheden for dig.
Jeg blev faktisk pludselig vred på dig igen, fordi jeg roder rundt i mit indre tankesystem omkring det der skete med os, Anette og hendes (i mine øjne) massive indgreb, også efter i to havde brudt med hinanden.
Din insisteren på, at hvad du havde lovet Anette, måtte du holde, på trods af en indlysende ny tilstand, ligesom det var langt vigtigere end din manipulation med virkeligheden, som du ret selvfølgeligt drog mig ind i, selv om det handlede om, at du ikke turde stå ved dig selv og den virkelighed du var deltager i og reelt også var ansvarlig for.
Jeg forstod ikke din store beskyttelse af Anette og din, i mine øjne, mere ligegyldighed over for mig. Det prikkede i sandhed til gamle traumer fra barndommen.
Jeg ved godt at du ville gøre skilsmissen så nænsom som muligt, både for dig selv og Anette. Det er jo ret forståeligt at blive tiltrukket af at springe over det sted, hvor det umiddelbart ser ud til at gærdet er lavest.
Jeg undskylder, min elskede Niels, du gjorde det så godt du kunne for os begge.
Elskede Karen.
Fortvivl ikke, jeg har jo klart erkendt at det var for meget af det gode og du ligesom føler, du betaler en uhensigtsmæssig pris for denne moras.
Men det vil udligne sig. Det vil alt sammen komme for en dag min kære. Og bliv ikke ked af din egen vrede derover, den har du ret til at have. Det var prøven jeg ikke bestod fuldstændigt, men dog nåede et stort stykke af. Og selvfølgelig har hverken du eller Anette nogen skyld i min død, den står jeg ene og alene, inde for. Det var mine fordrejede tankemønstre der afgjorde noget og dertil min sjæls kalden længe før. En kalden som tre fire år tidligere, gav mig valget om min død, hvor jeg fornemmede, jeg måtte tilbage og gøre mit liv helt, før jeg kunne komme fri af kroppens pinsel. Det huskede jeg ikke bevidst noget om bagefter, skal lige siges.
Jeg forstår udmærket din vrede. Jeg vil så gerne lindre din sorg og din smerte, jeg ved du elsker mig højt, så intet er der på nogen måde svækket derved.
Slap helt af, jeg er ved din side du min elskede til evig tid.
Mandag d. 12.02
Elskede Niels.
Jeg kan egentlig ikke huske hvad jeg har skrevet, hvad jeg har spurgt dig om, men lige nu er savnet af dig forfærdeligt stort. Jeg længes efter dig fysisk, som psykisk, elskede Niels.
Oveni plages jeg over usandhederne omkring Anette, fordi jeg i lørdags snakkede med denne Linda, der tager imod bestillinger til Vesthhus arrangementet. Hun skulle lige fortælle mig at Anette også kom og at det var overmåde kompliceret, at bestille plads ved det bord jeg bestilte. Jeg kunne jo godt fornemme at havde det stået til hende, skulle jeg ikke have lov til at deltage i mindedagen. Sådan opfattede jeg det som sagt. Igennem samtalen lød det, som om at jeg i grunden ikke rigtig burde komme, det var jo sikkert ret nyt med mig i dit liv, men måske mente hun det godt. Måske opfattede jeg det blot forkert. Måske kendte hun til Anettes følelser af svigt.
Elskede Karen
Jeg er i dig og kan sagtens mærke din fortvivlelse, selv om det er dig der har den. Jeg fornemmer den og kan kun råde dig til at gå ind i dit indre og finde den kærlighed du bærer og som skal udbredes. Jeg vil gerne forvisse dig om, at ikke blot jeg elsker dig, men at du er elsket af Gud og livet selv. Men jeg ved, at jeg intet kan gøre her. Jeg rådede dig tidligere til at skrive et brev, en sms el.lign. til Anette. Det vil nok give dig en form for fred i det, den side så er afklaret og åbent lagt frem. Det er dog bedre at gøre dig mere klar til det end lige nu. Det er dit valg.
Derudover vil den følelse af, at jeg forrådte vores forhold og måske mere skulle sammenligne min handling, udover Judas, også og snarere med apostlen Peter, der fornægtede Jesus (synonym for kærligheden) tre gange.
Prøv at mediter, prøv at få Kristus energien ind til dig.
Jeg elsker dig, er her altid og mærker dig altid.
Tirsdag d. 13.02
Elskede Niels.
Jeg har skrevet et brev til Anette og har sendt det til gennemlæsning hos Angela.
”Kære Anette
Jeg skriver dette brev til dig fordi jeg tænker, der må have være nogle uforståeligheder i forløbet med Niels og min indtræden.
Niels og jeg er vokset op i den katolske menighed sammen. Det regner jeg med du ved. Niels gik i klasse med min storesøster Kirsten til og med midten af fjerde klasse, og havde sågar min moster i nogle år som klasselærer. Jeg voksede op fra mit 10. år hos moster, som desuden var veninde med Nielses mor, og hvor vi pudsigt nok begge havde en mor der hed et forholdsvist ubrugt navn på deres tid, Vera.
Niels og jeg kom begge i KUK (katolsk ungdomsklub). Dengang var Niels ifølge hans udsagn dybt betaget af mig, jeg var dog ret lukket i forhold til unge mænd, af specielle grunde.
På weekendtur til Kisserupgård. Det er mig der sidder overfor Niels med hovedet vendt væk.
Niels kigger over på mig.
d. 23.11.2016 sendte Niels mig en venneanmodning, men det var først i slutningen af dec. han sendte mig et lille brev. Derfra tog vores brevskrivning fart. Vi skrev hver dag op til 3 – 4 A4-sider til hinanden.
D. 16.02. 2017 mødtes vi hos mig og blev eller var måske allerede blevet ret forelskede i hinanden.
Vi mødtes herefter ret ofte og oplevede en dyb intens og nærmest uforståelig kærlighed, der i sin grundsubstans havde denne totale rummelige tilstand fra begge parter, i sig. Vi følte det var et noget nær guddommeligt mirakel, der havde ført os sammen.
Vi har sammenlagt skrevet 575 A4-sider til hinanden som jeg måske vil udgive en dag.
Da Niels sagde, at han ikke ønskede samlivet med dig mere, indskrænkedes vores muligheder for at ses, noget. Niels ville gerne skåne dig for urimelig jalousi og sårethed, hvilket han vist ikke alligevel kunne, og hans ide var, at han skulle få det til at se ud som om han først efter jeres brud, havde mødtes med mig.
På det tidspunkt kendte jeg ham jo af gode grunde ret godt. Jeg går bestemt ikke ind for at vi mennesker fortier og dermed manipulerer med virkeligheden. Men i Nielses tilfælde, følte jeg ikke hans planer og kontrol skulle underkastes mine moralbegreber, så jeg accepterede den måde han gjorde dette på.
Han gjorde det jo i kærlighed til dig Anette. Han forsøgte at gøre det så lempeligt som muligt. Måske havde han allerede fået en ubevidst fornemmelse af sit forkortede liv. Ikke bevidst naturligvis. Men der findes jo andre dybder i os mennesker, end det bevidste.
Han ville så gerne bevare et godt venskabeligt forhold til dig efter adskillelsen.
Den sidste Remicade-behandling han fik, tålte han, for mig at se, højest sandsynligt ikke. Som du ved, er disse behandlinger risikable. Især fordi de nedsætter immunsystemet, og dermed risikoen for f.eks. en Ebstein bar virus skal blusse op, eller en kræftsygdom. Det er jo sådan at 95 % af den danske befolkning har denne virus i deres system. Ofte fra barndommens influenzalignende symptomer. Men børn bliver sjældent alvorligt angrebet. Det gør unge derimod.
Det forekom mig at Italiensturen udmattede Niels i overvældende grad, samtidig med jeres brud. Han virkede totalt udkørt efter denne rejse.
Jeg havde følelsesmæssigt fra Nielses side, en naturlig plads ved hans side, da han erkendte sin situation. Og da han endelig langt om længe blev indlagt.
Vi havde da allerede snakket meget om vores muligheder for at leve sammen, for det ville vi begge meget gerne.
Planen var i første omgang, efter du havde købt hus, at jeg skulle sige min lejlighed op d. 1.08. 2017 med de 3 måneders opsigelse jeg havde, og dermed flytte engang i slutningen af oktober.
Men hen i starten af august foreslog han en rolig proces med indflytning efter 1. november. Det var der jo ikke noget problem i fra min side, så jeg sagde gudskelov ikke min lejlighed op d. 1.08. som jeg egentlig skulle. Men jeg vidste godt, at sådan en 3-værelses lejlighed ofte kan udlejes på kortere tid.
På hospitalet, specielt på intensiv, blev det et stort problem for ham og jeg forstod på ham, at han åbenbart havde lovet dig, at der ikke flyttede nogen ind i huset, selv om det ikke mere var dit territorium. Med andre ord handlede det om, at ingen flyttede ind i hele oktober som lovet.
Dette plagede ham under hans svære sygdomsforløb, fordi det forhindrede ham i at tænke det acceptabelt, at jeg passede ham, når han, som vi jo regnede med, kom hjem i oktober og i sin situation, virkelig krævede megen hjælp. Jeg forklarede at jeg stadig først ville flytte endeligt d. 19.11. som jeg allerede havde aftalt med ham og aftalt med et flyttefirma om. Jeg ville blot være der med lidt tøj, og tage hjem med jævne mellemrum, da jeg havde og har to inde katte, i denne påtænkte belastende måned.
Jeg ville gøre hvad som helst for ham.
Men han kludrede meget i dette. Og hans ønske om at tale med en psykolog, da han var på Roskilde sygehus, kunne godt have noget at gøre med disse spekulationer men sikkert også, angsten for at dø, der var i altfald et eller andet han gerne ville have lettet.
Jeg ved ikke om disse oplysninger er dig til nogen hjælp. Om de måske gør situationen mere forståelig. Det er i alt fald min hensigt.
Niels forelskede sig ikke med vilje. Jeg ej heller. Det kom allerede med fuldt tryk på, da vi skrev vores første breve.
Hjerter ejer vi jo ikke, mennesker ej heller. Vi kan bebrejde hinanden meget og gør det. især når den ene part i et forhold pludselig ikke vil mere og dermed ”ødelægger forestillinger om fortsat nogenlunde kendt og dermed trygt samvær, for den anden”. Af gode grunde kunne Niels ikke have været på forkant med at snakke jeres problemer igennem, da de først blev erkendt reelt, i skyggen af hans forhold til mig.
jeg opfatter at Guds planer, (For mig er Gud i os alle og er sjælens vej mod at åbne hjertet), ikke handler om tryghed, men i allerhøjeste grad om kærlighed. En ubunden stærk sammenhæng mellem alle mennesker, uden moralske fordomme og indbyggede trosforestillinger.
Du og jeg elskede Niels. Vi må derfor nødvendigvis have fælles energi sammen, alle tre. Naturligvis hvis du mener du elskede ham.
Jeg ved ikke om du tror på Gud, noget højere eller lignende, det er som sådan ikke det væsentlige, for jeg tror vi alle havner i det guddommeliges regi alligevel, da vi jo er en del af dette. For mig er Gud ikke en dualitet, ikke noget adskilt fra os reelt. Der findes ingen ”djævel” andet end vores eget mørke, som menneskeheden ikke forstår, er til stede i os alle og som udtrykkes i voldsom grad, gennem vores dualistiske indlæringer.
Jeg ville faktisk gerne have været en god veninde for dig, på et tidspunkt. Mit møde med dig på intensiv i Roskilde var positivt. Du virkede som et sødt, menneske, og jeg håbede dengang, som Niels gjorde, at vi ville finde vej i kærlighedens navn. At du forstod at nogle gange sker der noget, som både er væsentligt men også foruroligende, men som vi ikke kan udslette for at fortsætte på de pæne moralske præmisser. Med andre ord at du kunne tilgive ham, fordi også du skal videre og forstå du er et guddommeligt menneske, som har din egen vej i livet.
Jeg var ikke tryg ved dine besøg hos Niels, ikke fordi der var spor galt med din frustration og vrede, som du jo udtrykte i vores telefonsamtaler, men mere fordi, det hele tiden rippede op i Nielses uro og måske dårlige samvittighed, på et tidspunkt, hvor hans immunsystem var helt i bund, og hvor det kun drejede sig om at lette hans kringlede spekulationer, da den slags jo som bekendt er energikrævende, hvilket jo reelt for mig at se, bestemt også hviler på alle vores tillærte moralbegreber. Også Nielses.
Du skal vide at du betød meget for Niels. Det ved jeg.
Jeg stoppede vores sms-skrivning på tidspunktet efter Niels gik i koma, for jeg kunne ikke magte at sende rapporter både til dig, Martin, Angela, min søster og mine børn etc.
Jeg sender et billede af Niels da han var kommet til Rigshospitalets intensive leverafdeling, hvor der herskede en langt større ro og fred. En langt større koordination af de forskellige processer, end på Roskildes intensive afdeling, som for mig, der sad og fulgte hans behandling på sidelinjen, fra morgen til aften, oplevede. I mine øjne var det mere tortur end forståelse for hvor meget den følelsesmæssige ro
betød for et menneske.
Denne forståelse var langt mere udbredt på Rigshospitalets afd. for leversygdomme som deres intensiv afd. og jeg kunne virkelig godt have ønsket
for ham, der hadede stress og jag, at være kommet der meget tidligere.
Kærlig hilsen Karen​
Billedet er taget d. 05.10 efter fjernelse af respirator etc. på dette tidspunkt var han uden sprog og muligvis uden reel bevidsthed. Og ja han har tabt sig.
Jeg følger noget inde i mig selv og det du for nogen tid siden opfordrede mig til. Jeg går ud fra, du har været inde over det og måske været med til at formulere det.
Du kan jo sagtens inspirere mig direkte, min elskede.
Jeg kan godt føle mig helt ekstremt trykket af den situation, som alt dette med Anette har efterladt, efter din død. jeg tror at var du ikke blevet så syg og dermed indlagt på tre forskellige sygehuse, ville det måske være gledet fint ind, og jeg havde ikke følt mig så misforstået, men oplevelsen siger mig meget om usandhedstilstandens infiltrationer og følgevirkninger for det har gjort det vanskeligere for mange, at forstå min deltagelse i både hospitalstiden og begravelsen.
Elskede Karen
Det glæder mig du endelig fik skrevet et brev til Anette, nok mest for din egen skyld.
Det er så også et fint tidspunkt nu, hvis du vil sende det. Men Angela vil nok syntes du ikke skal sende det. Eller ikke sende det nu.
Anette skal videre. Og selvom hun bliver rigtig ked af det og vred i første omgang, bliver hun også afklaret, fordi mange ubesvarede spørgsmål kommer på plads. Anette skal jo skabe sit helt eget uafhængige liv.
At leve på en løgn er ikke et rigtigt liv. Og hun ved et eller andet sted allerede, at det jeg fortalte, ikke er den fulde sandhed. Hun har en indsigt i og forestilling om at du må være kommet ind i billedet tidligere.
Du er i det mindste på helt rette vej.
Bliv ikke grebet af de mere mørke og ubevidste kræfter. Du er i lyset husk det. Det er dit ego der søger ind i rollen som offeret der sørger.
Jeg syntes du skal prøve at meditere et par gange om dagen Karen. Eller bare en meditation på 40-50 min. Det giver dig en bredere og renere tilgangsåbning for Guds iboende tilstand i dig. Så vil inspirationen, som du også kan hente gennem forskellige kilder, blive mere åbne. Jeg mediterede på en måde aldrig i min jordiske tilværelse, men oplevede det som roen der altid eller næsten altid, opstod på mine morgenture ude i naturen. De fungerede jo nærmest som en meditativ tilstand.
I tidligere liv, som egyptisk præst, var jeg aktiv og inde i visdommens åbenbaringer. Men har også haft liv i forfølgelse af mine overbevisninger. Mine liv har svinget. Jeg har været tæt på Gud og langt fra Gud. Jeg skulle lære om reel jordforbindelse og især om kærlighed, som vi alle er på kloden for at kunne udtrykke, i fysisk tilstand.
Du som er min sjælspartner, eller hvad man nu betegner mødet med sin reelle anden del af en hel tilstand.
Jeg er altid hos dig.
Elskede Niels
Angela skrev selvfølgelig at hun helt accepterede mig dersom jeg sendte brevet til Anette, men at det ikke var hendes opfattelse, at det var Anettes behov nu, at læse sådan et brev.
Jeg er derfor kommet i dyb tvivl og sender ikke brevet lige nu.
Det kan godt være det skal skrives om og dæmpes en smule, hvis det engang skal sendes.
Jeg besluttede ikke at sendte brevet. Angela syntes ikke jeg skulle gøre det. Hun mente Anette var ved at komme sig og ikke havde brug for en forklaring lige nu. Det tror jeg hun kan have ret i.
Jeg havde det svært. Græd især om aftenen i flere timer. Havde dog ikke rigtig følelsen af en decideret depression. Blot en tålmodig erkendelse af sorg. Havde den ikke været så stærk havde fornemmelsen af Niels heller ikke været det. Jeg følte uden at stille de store spørgsmål, at jeg reelt var i kontakt med Niels. At det så kunne fortolkes som opspind og sygelighed var jeg egentlig ret ligeglad med.
Elskede Karen
Afgørelsen er helt din. Når jeg er inde over det, sidder jeg jo ikke, som en anden helgen og hvisker i dine ører, hvad du skal skrive, Jeg er jo ikke i det du er i, og lider over. Jeg kan ikke mere reagere, som et emotionelt væsen. Men du kan gemme brevet lidt væk og måske skrive det på en mindre udfordrende måde, på et tidspunkt, bare du får et ærligt brev ud af det.
Jeg opfanger dog at Anette jævnligt plager sig selv med en vrede over, at jeg ikke gav forholdet nogen chancer og ønsker, som jeg ikke ønskede for fremtiden med hende.
Den mystiske tilstand hun opfattede din tilstedeværelse på, var svær for hende at fatte helt.
Hvad angår Lindas snak, så sluk for den følelse af ikke at være ønsket og stol på Peters besked, hvor han glæder sig til at se dig.
Udgiver du vores breve, min sygehistorie og disse efter livet breve, får Anette det så bare at vide ad den vej. Det er nok godt nok.
Prøv at mediter på Maria Magdalene og Kristus energien, de kan give dig et svar der er helt korrekt, hvis du beder dem hjælpe dig.
Vær ikke så ulykkelig Karen og rod ikke mørke tanker, ind i lyset.
Jeg elsker dig.
Søde elskede Karen
Tro ikke du er skør på grund af at du har denne kontakt med mig, det er du ikke.
Jeg kan godt se du har det svært og jeg kan godt se det er muligt du skal få mere hold på dig selv. Din sorg er meget stor, mærker jeg. Forståeligt, men dit liv skal gå videre for dig adskillige år endnu.
Jeg elsker dig og er i dig, som du er i mig.
Vi hviler i Guds hjerte. Det gør alt og alle, men der er få der er bevidste om det.
Egoets kringlede tænkemåde, angst og tryghedsstyring låser kærlighedens frie strøm. Og dermed også følelsen af at være i sin sjæl som har del i gud.
Din træning med det spirituelle, skal du nok have mere af, for helt at føle denne naturlige kontakt og de åbninger du er inde i til Guddommelig sammenhæng.
Mandag d.19.02
Elskede Niels
Jeg fornemmer et eller andet esoterisk oplysende i begrebet ”sjælspartnere”?
Jeg ved jeg føler en nær sagt symbiotisk tilknytning til dig. Alligevel kan jeg godt mærke en form for egen identitet igennem mit ego, eller min personlighed, eller måske er det min sjælserfaring, som er helt min egen og en oplevelse af, at den tiltrækning jeg bærer til dig, ligger i en slags højere form, end reel jordisk symbiose, men hvad er det i grunden Niels? Har du indsigt i dette område?
Min elskede Karen
Ja jeg har en slags indsigt ud fra det der strømmer igennem mig fra mesterplanet til dig.
Vi udgår i partikel energi fra Gud, Gud er enhed i androgyn samhørighed, der er ikke en han eller hun, men en samlet umådelig enhed, det er først når det fysiske levende væsen skabes, at udspaltningen af sig selv sker, som det første punkt, altså en fysisk opdeling i et feminint og maskulint princip. Med andre ord en slags fødsel af datter og søn, (blot symbolsk billede).
Disse fortsætter processen og alt der siden skabes, har denne dualitet i sig. I den fysiske tilblivelse er dualiteten en absolut nødvendighed for at livet kan fortsætte sin proces.
Der findes dog en slags androgynt forenede væsner, men for at skabe form, kreere, er vi normalt opdelt. Derfor er Gud af mennesket blevet ligeså, opdelt i køn.
Vi to er sådan en opdelt enhed ligesom milliarder af andre sjæle er, sagt i en uhyre forenkling af en uendelig stor skabende proces. En proces der er som åndedrag, der går udad og indad.
Så længe vi mennesker lever i ubevidst mørke, som biblen også nævner, søger vi mage, ud fra de nederste tre energipunkter, som Jung (efter østens erkendelser) kaldte for rod, hara og solar plexus.
Det er i disse chakraer vi som mennesker øver os i og får erfaring med, at spejle vores eget billede af vores indre sjælspartner.
For at forstå begrebet sjælspartnere eller tvillingesjæle, skal det oplyses at dette begreb har med tiden før vi inkarnerede i det såkaldt menneskelige univers. I ånden er og var vi et og først i sjælens erkendelse af sig selv, måtte hver enkelt sjæl acceptere en fraspaltning, for at gå videre ned i den materielle tilstand, og da vi forlod det dyrisk instinktive og blev født ind i en verden med viden om godt og ondt, som også biblen så klart udtrykker symbolsk i 2. Skabelsesberetning og fortsættelsen i syndefaldet * hvor præsteskabet valgte at give kvinden plads i eksistensen som en hjælper til manden, hvilket er ret forkert overordnet, fordi det kvinden er symbol for, er det fysiske trin ind i fremtidens menneskehed, som fysiske erkendte og skabende individer. Endvidere bærer hun en dybere visdom i sig. ,
I fraspaltningen af hvert eneste menneskelige individ, blev der således etableret et klart erindringsbillede af dette individs indre modsætning en slags print, som et inkarneret menneske bærer gennem alle inkarnationer.
Denne indre længsel blev dermed etableret og de tusindvis af dels ikke præcise udvælgelser af en partner og dels misforståelser osv. som opstår når længslen er stor, men ens sjælspartner ikke er fundet. De fleste mennesker kender dette. Vi to kendte det. Denne betagende forelskelse der kan strømme ind og ud som et vældigt ekko fra højere sfærer.
Det giver nogle fantastiske udviklingsprocesser, som kan være lidt svære at få øje på i en enkel inkarnation, men som over mange af den slags inkarnationer, finpudser hvad kærlighed er for en størrelse og at kærlighed er til alle og ikke forbeholdt en sjælspartner. Tværtom kunne man sige at et parforhold hvor der er følelsen af at høre til, giver de allerbedste betingelser for at formidle menneskekærlighed for resten af verden. Mange forhold er ofte etableret med sjælevenner og først når to mennesker klart fornemmer fremkaldelsen af de indre ubevidste billeder og kendskab, vil etableringen kunne opstå. Der er faktisk en sandhed i begrebet ”Den eneste ene” som omhandler det faktum at to sjæles indre billeddannelse falder i hak. Det er normalt planlagt inden inkarnationerne finder sted.
Så en sjælspartner hænger derfor ikke bare sammen i ren fysisk forstand. Og forstås skal det også, at når mennesket på sin lange udviklingsvej når et reelt menneske rige, og ikke som nu befinder sig i en overgangstilstand mellem det instinktive univers og det bevidste og vidende univers, vil sjælspartnere inkarnere som helheder og ikke i to menneskekroppe, så de opnår faktisk at blive til ”Et kød” som Jesus også forklarer i bibelen. På sådan et tidspunkt, er det fysiske univers passeret over i en mere transparant eksistens, hvor det skabende individ fungerer ud fra intuition og mental skaberkraft.
Et nærmest guddommeligt indlagt sprog befinder sig i universets DNA-system, som mennesket har benyttet i årtusinder, bl.a. astrologiens sprog og håndlæsningens kort. Begge systemer er langtfra færdigudviklet og forstået, men mennesket er på vej til at indse sammenkoblingen af en slags mikro med makro.
Vores yderst beskedne solsystem er på en måde ret sammenlignelig med en DNA-streng. Denne viden er af væsentlig oplysning til at forstå, at der kan være en del overordnet indsigt, såsom hvilke dele af de universelle skabende elementer, vi som mikrostreng bliver behersket af. Indgår vores galakse i en særlig del af de åndelige udtryksformer? Er der i universet opgaver som er tillagt store klynger af galakser?
Det vigtigste er at se på solen, månen, ascendanterne og herskerne over ascendanterne og ikke mindst herskerne over descendanterne, Venus, Saturn, Jupiter og måneknuderne. Via descendanten som er vores ubevidste og vores sjælspartner print, fødes vi ind i det fysiske univers via ascendanten. Derfor er sådan noget som Mars og Venus mere forbundet med de fysiske lovmæssigheder og tre nederste chakraer umiddelbart og ret brugbare der, hvorimod der ligger et lidt større indholdsområde i forhold til sjælspartnere, som har hver deres mere eller mindre forskelligartede livstilstande, derunder også inkarnationer hvor de måske ikke har skullet mødes. Ergo udvikler de hver især områder der er unikke, men dybt meningsfulde i forhold til deres sjælspartner.
Det afstedkommer en del lidelse osv. men det er en meget stor læreproces.
Den skal modne mennesket til åbning for sin sjælspartner. Denne modning åbner stille og roligt hjerteenergien til alt levende. For i denne erkendelse er vi modne til at indgå i den energi, der skal dominere klodens fremtid.
Vores sjælspartner, eller populært kaldet tvillingesjæl (som egentlig er et misvisende udtryk, i forhold til hvordan vi opfatter tvillinger), mødes vi i kortere stunder med, mellem de mange ægteskaber og parforhold. Ofte i få inkarnationer, men det hænder også i livslange ægteskaber. Det er dog for det meste ret kortvarigt, for at vi kan erkende eksistensen af hinanden, huske, om jeg så må sige, at vi hører til i det Guddommelige. I hinanden oplever vi en stor helhedstilstand, en slags fornemmelse af helhed.
Derefter kan vi fortsætte vores søgen og dybe lærdom omkring os selv og alle de trin der er, til endelig åbning og hjerteenergi. Det blev os to forundt, vi genkendte hinanden sent i vore liv og åbnede til en stor tillid til dette. Vi var parate. Parate ud fra de mange læreprocesser vores liv med partnere havde været. Dem bør vi takke, i stedet for at være vrede og skuffede. Vi var ikke parate, som helt unge. Barrikaden og fokuseringen på den ydre ungdoms kollektive ideer, var sat op for at vi kunne fordybe os i nogle processer i løbet af livet, som vi begge manglede. Først som erfarne ældre mennesker blev muligheden åbnet. Kun mulighedens erkendelse min kære. Selv om specielt jeg var dybt betaget af dig som ung.
Mange er i denne tid, ved at blive parate til det næste trin i udvikling af hjertets kraft og indflydelse på verdensplan.
Næste fase er par (der findes adskillige par allerede), som giver deres indsigt videre til mennesker, der stadig ikke tør lyset, tør mødet med ”den eneste ene”. Dog ikke for at havne i isoleret tosomhed, som er direkte det modsatte. Det handler tværtom overskud til videre åbning af hjerteenergi. Den eneste ene er et yndet længselsudtryk, men handler i bund og grund slet ikke om tosomhed og isolation. Det er en stor misforståelse, for enhedsfølelsen skal netop give stort overskud og engagement i at bruge dette overskud til menneskehedens bedste.
Vi to bliver næste gang, hvis vi ønsker det, og derved skaber muligheden, sådan et par, kære Karen. Og om mange århundreder eller årtusinder, bliver de fleste menneskesjæle skabt som det hele menneske.
Maria Magdalene og Jesus er sådanne sjælspartnere, helt forenet i Gud så de energimæssigt er Guds ”børn”. De har inkarneret utallige gange i den oplysende og helliggørende sag, hvor de kulminerede for at formidle kærlighedens budskab. Et budskab som ikke har fået mange muligheder efterfølgende, andet end en slags fordrejning og udvikling af det sædvanlige behov for magt. Vi er alle ”Guds børn”, men erkendelsen går gennem denne forening af den Guddommelige helhed.
Angsten for symbiose handler i stor grad om de falske forestillinger, ikke at det gør noget for det afsløres altid og viser blot en enorm længsel efter den forening. Denne længsel som også kaldes begær, er den der får fødslen af alt levende til at foregå.
Så den er fin og ok. Men der er mening i denne, både hjerteforening, kropsforening, sindsforening og åndsbærende forening.
Lige nu er de feminine kræfter ved at manifestere deres berettigelse og blomstre for kvindens vedkommende med en indre åbning af handlende maskulin energi og for mandens vedkommende med en større erkendelse af de feminine intuitive sider, og med denne energi, vil begrebet sjælspartnere og større indsigt generelt opstå og anerkendes.
Og så ikke mere nu.
En lille tilføjelse.
Den feminine energi vokser i de kommende århundreder og det er nødvendigt nu, da den feminine kraft er indeholdt i de intuitive kræfter, som vil gøre det tilladt at forvente fornemmelsen af den ”Eneste ene” og slippe den svære ejendomsfølelse, der også udspringer af egoisme og stor utryghed og mørke, såvel som den udspringer af de illusioner, mennesket dækker sig med, uden bevidst viden derom.
Når mennesket oplever tilknytning ud fra intuition og spirituel indsigt, vil disse følelser forsvinde.
Herlig fremtid!
